23.07.2005 - Volos

Dagen benyttes til først at flytte båden - der er (endnu) en ufærdig marina i Volos, som er ganske tom for både - og den ligger kun 5 minutters gang fra togstationen - så vi flytter som sagt derind. En engelsk katamaran som også ligger der, siger at han har benyttet marinaen den sidste måneds tid til og fra uden problemer med portpolice - så det går nok.

Så et par store indkøbsture - prøver at handle ind til 5 dage med 5 personer ombord - kræver et par gåture - heldigvis ligger der et par store supermarkeder lige i nærheden.

Dagen går hurtigt - ankomst for Kasper, Cecilie og Stefan er oplyst til klokken 21 - så maden bliver gjort klar og så kan vi hente de 3 noget trætte unge mennesker ved stationen. Et rart gensyn med Kasper og Cecilie - Stefan havde vi ikke set før så det blev blot et rart syn ;-)

Bagagen bliver slæbt ned ombord - og alle bliver anbragt - og så kan vi alle slappe af med aftensmad og snak om hvordan og hvorledes - en rigtig hyggelig aften!

Volos - Chios.JPG (234206 byte)

Næste 3 ugers rute

24.07.2005 - Volos - Nies (12 sømil)

Der er ikke så meget at blive i Volos efter - så efter at Lars i to omgange "lige" har slæbt 80 liter vand (av min ryg!) fra det nærliggende fiskemarked, hvor en af de venlige græske fiskere, da han så de 2 vandunke, blot pegede på en vandhane, sætter vi kursen sydover mod en lille bugt i selve Volos-bugten.

Finder en lille beskyttet bugt, hvor der dog ligger et militært område rundt om - så der er masser af uro fra soldaterne - men det er egentlig ikke så slemt. Så alle får kastet sig i vandet - for nogle var det første gang de svømmede i det ægæiske hav - vandtemperatur på 24-25 grader - så ferien blev indledt med en god badedag.

IM007924.JPG (199773 byte)

Kasper snorkler

25.07.2005 - Nies - Trikeri (15 sømil)

Vi bliver vækket af larm fra militærområdet - træningen starter åbenbart ret tidligt - temmelig tæt på at være lige efter solopgang - så vi beslutter hurtigt at her gider vi ikke ligge længere. Så ankeret op og så sydover til udsejlingen af Volos-bugten, hvor vi også ankrer op.

De 3 unge mennesker sejler ind i gummibåden og spiser frokost på en lokal taverna - der var vist også noget med nogle cigaretter de manglede. Og ellers badning og afslapning - formodentlig røg der også lige et spil Settlers eller 2 over kahytsbordet.

26.07.2005 - Trikeri - Koukonarious/Skiathos (17 sømil)

Sporaderne trækker - smukke øer hvor den sædvanlige græske økultur rigtig kan mærkes - så vi får transporteret os de cirka 20 sømil over til Skiathos - hvor vi ankrer i samme bugt som da vi sidst var her på Skiathos.

IM007929.JPG (240694 byte)IM007930.JPG (306781 byte)IM007928.JPG (199008 byte)

Hmm - svært at finde billeder hvor de 3 ikke sov, læste eller badede

Bugten er lige fuld af badende, vandscootere, speedbåde osv. - men som så ofte før nævnt: de tager hjem om aftenen og så bliver der stille igen.

Om aftenen bliver Trille luftet på stranden - dog i snor. Og hun bliver næsten ikke våd da vi skal ud med gummibåden igen ...

27.07.2005 - Koukonarious - Skiathos (6 sømil)

Lidt græsk ø-by skal jo også opleves - så vi sejler til Skiathos havn og lægger til i havnen. Der er lidt uroligt på grund af de mange færger - og så ligger vi med hækken ind mod havnefronten og alle de promenerende - men sådan er det - svært at finde fred og ro og samtidig mulighed for underholdning! Kasper vil gerne træne lidt bådhåndtering, så han får lov at bakke båden ind til kajen - hvis han nogen sinde skal låne "Pinocchio" (alene) kræves jo lidt praktisk erfaring :-)

Lang gåtur i den lille kønne by - masser at små stejle gader, spændende butikker osv.

Får sandelig også fyldt vand på - 5 mennesker bruger en del og vi fik sidst vand på på Limnos.

IM007932.JPG (198981 byte)IM007934.JPG (217052 byte)

Nå - det lykkedes alligevel :-) - Kasper og Stefan - Cecilie og Stefan

De 3 unge får trang til lidt diskotek- og/eller barbesøg - så de slippes ud om aftenen, hvor det ender med en gang vandpibe på een af barerne!

28.07.2005 - Skiathos - Skopelos (13 sømil)

Får handlet det sidste ind, så vi igen kan klare os en 3-4 dage for anker et eller andet sted - så kursen sættes mod Skopelos, hvor vi endnu en gang finder en lille bugt. Ikke helt øde - masser af badende og et par andre både. Efterhånden er der en del dønninger også. Men vi holder ud natten over. Dejligt klart badevand igen-igen.

29.07.2005 - Skopelos - Alonisos (12 sømil)

Stefan har fået besked hjemmefra, at han er optaget på psykologi-studiet - og han og Cecilie vil gerne ind og fejre det med frokost. Vi får dem dog overtalt til at gøre det med morgenmad i stedet - vinden har det med at tiltage op ad dagen, og de sidste dage er det begyndt at blæse mere og mere. Og bugten vi ligger i er ikke særlig beskyttet, specielt dønningerne er irriterende - så vi vil godt videre.

Og det kommer vi så omkring middagstid. Videre til Alonisos hvor vi finder (endnu) en lille bugt - med klart vand, god sandbund og nogenlunde beskyttet. Omkring 3 timers motorsejlads i noget sø og frisk modvind - men alle klarer det uden at klage :-)

Om aftenen beslutter vi at grille inde på stranden - Lars og Kasper tager ind og får lavet en lille grillplads på stranden, Cecilie og Stefan klargør et par fisk vi fangede i et supermarked på Skiathos - under klargøring vil de lige skylle fiskene i havvand - tilsyneladende var den ene ikke helt død eller noget, for den smuttede i hvert fald i vandet - det lykkedes dog for Stefan at dykke ned og genindfange den igen - på 5 meter vand - meget godt gået!

En hyggelig aften på stranden - desværre falder Kaspers digitalkamera ned i vandet i gummibåden - og selv efter flere (dages) forsøg på at rense og tørre det, er det dømt dødt - ærgerligt! Og billederne kan så vi heller ikke lige kopiere ... :-(

30.07.2005 - Alonisos - Patitini/Alonisos (5 sømil)

Vi har besluttet at sejle til Tyrkiet - alle 3 gaster vil gerne en tur til Tyrkiet og er friske på et par lange stræk (de blev klogere ..) - så vi vil lige tanke lidt diesel og forberede os på en del timers motorsejlads - så plejer vinden at blive rigelig ...

Så vi sejler tilbage til byen Patitini på Alonisos - som viser sig at være en hyggelig lille turistby. Vi ligger så tilpas yderligt i havnen tæt på badestranden at vi faktisk kan bade direkte fra havnemolen. Pæn lille turistby - vi ankommer ret tidligt så beslutter at spise frokost på en af tavernaerne. Der står ged på menuen - smager som udmærket ...

De 3 unge mennesker får taget sig sammen til at købe dykkerudstyr - ellers har det være Lars' snorkel, maske og svømmefødder der har gået på omgang ...

Lars og Kasper slæber et par dunke diesel tilbage til båden - viser sig dog senere at der kører en lille tankbil rundt.

Mens de er væk har nogle unge knægte fra en af nabobådende jagtet lidt med Trille - som har fået lov at løbe løs - med det resultat at hun forfejlede et spring tilbage til "Pinocchio" og endte i vandet - hvor Stefan dog hurtigt kunne redde hende op - om hun derefter fik mund-til-snude  fremgik ikke af fortællingen - han havde dog kun kradsemærker på armene ...

31.07.2005 - Patitini - Skiros (42 sømil)

God vind til at komme østover. Cecilie bliver dog lidt søsyg undervejs, men insisterer på at hun godt kan holde til det - så vi holder på helt til Skiros, hvor vi om eftermiddagen finder en ankerbugt i den østlige ende af Skiros - dvs. på den lille ø Sarakino lidt syd for selve Skiros.

Helt øde - kun et par græske fiskere anløber senere bugten - hvor de nøgenbader! Til stor glæde for den kvindelige del af besætningen - "kom og se en nøgen græker" ...

Ellers bliver det nyindkøbte dykkerudstyr indviet - fungerer fremragende!

01.08.2005 - Sarakino - Marmaro/Chios (73 sømil)

Vi kommer ret tidligt af sted så vinden er i starten ikke-eksisterende. Men i løbet af nogle timer frisker den op til en god frisk vind - omkring halvvind, så vi har ikke problemer med at holde øen Chios op. Søerne tiltager noget - vinden er nok omkring de 11-13 sekundmeter (5-6 beaufort), så det går jo strygende derudad blot for genuaen alene.

Men søerne kan mærkes - også i maverne - men ingen klager, de vil jo så gerne til Tyrkiet :-) Cecilie er søsyg og Stefan ser til tider heller ikke for frisk ud - Annette kunne også godt tænke sig et andet sted at opholde sig efterhånden - ser ud til at kun Kasper og Lars er friske.

Da vi når til nordspidsen af Chios bliver søerne endnu værre - og samtidig løjer vinden lidt af så sejlpresset ikke længere stabiliserer båden. Så afslutningen på sejladsen er ikke særlig rar - rulningerne er til tider mindst 60-70 grader - alt løst når at blive kastet ud af skabe og hvor det ellers er forsøgt stuvet - men ind når vi da endelig til den lille havn, hvor der heldigvis er plads til "Pinocchio" tæt på et par store motorbåde.

Ferskvand er til fri afbenyttelse - så båden får en tiltrængt afvaskning - det er godt nok salt sådan noget havvand her på Middelhavet - og der kom altså en del af Middelhavet ind over os idag!

02.08.2005 - Marmaro

Tyrkiet er jo nu ikke langt væk - så vi beslutter at ligge en dag over - alle vil gerne ferskvandsbade og lidt tøjvask kunne også godt trænge sig på. Og når nu ferskvandet er gratis ...

Så dagen bliver brugt i Marmaro på nordsiden af Chios.

03.08.2005 - Marmaro - Chios (15 sømil)

Forholdsvis tidligt forlader vi Marmaro - vil til Chios by, hvor vi skal bestille færgebilletter til de unge mennesker - de skal tilbage til Athen og der burde gå færge fra Chios til Piræus.

Vinden er i nord som sædvanlig, så efter en times tid for motoren kan vi lænse for genuaen alene sydover. Lars, Kasper, Cecilie og Stefan sætter Settlers-spillet igang nede i kahytten mens Annette styrer - og det går hurtigt sydover. Så inden vi er færdige med spillet skal vi til at anløbe havnen - men på grund af problemet med at startermotoren en gang imellem, når motoren er godt gennemvarm, ikke vil gå-i-hak - så kan motoren ikke starte. Lars kan ikke løse problemet her og nu - vi må blot vente på at det hele kølner lidt af - så alle rum indtil motoren åbnes, genuaen rulles ind og Annette lænser for riggen alene med 3-4 knobs fart sydover forbi havnen - mens vi andre uanfægtet fortsætter vores Settlers-spil ...

Efter en halv timestid lykkes det dog at få startet motoren igen - og Annette kan sætte kursen tilbage mod marinaen - mens vi andre uanfægtet fortsætter vores Settlers-spil ...

Det lykkes dog Annette at få et par af os vristet løs fra spillet - så der lige kan bliver rigget et par fendre og fortøjninger til - og vi kan så lægge til i Chios marina - endnu en ufærdig græsk marina - som flyder med skidt og møg, ikke særlig attraktiv!

Et par tyske sejlere i havnen fortæller at portpolice af og til kommer forbi - så helt gratis er det ikke at ligge der. Og som de gode tyskere de er fortæller de også hvor det nærmeste "Lidl"-supermarked befinder sig ... :-)

Lars skifter olie på motor og gearkasse - nu olien er godt gennemvarm i begge (!) - men kan ikke se noget synligt forkert med startermotoren, og det kræver noget værktøj vi ikke har at afmontere den, så den må vente.

Vi går de 3-4 kilometer ind til Chios by - og får købt færgebilletter til alle 3 - sidste år var det jo nær smuttet for Tarra og Tine, da vi skulle købe færgebilletter til deres hjemtur fra Paros til Kreta var der udsolgt fordi vi først forsøgte at købe dem på afsejlingsdagen ...

Og får en kop kaffe/te på en af havnecafeerne - Kasper og Stefan er næsten ikke til at vriste ud fra en af spillehallerne på kajen ...

Vil handle på vej hjem til båden - men supermarkederne har alle lukket. Så istedet finder vi en lille taverna, "De 3 vindmøller", som ligger lige ned til vandet - hyggeligt sted men maden var ikke noget at "skrive hjem om"!

04.08.2005 - Chios Marina - Cesme/Tyrkiet (10 sømil)

Får handlet lidt ind - finder ikke Lidl men de andre supermarkeder er rimelige med prisen, så vi får handlet ind til et par dage igen. Kasper henter diesel på den nærmeste tank.

Og omkring middagstid er vi klar til afsejling - vindstille så det bliver for motor de 15 sømil til Cesme Marina. En næsten ny og færdig marina, som er mistænkelig øde ved ankomsten. Her er vel plads til omkring 300 både - og der ligger måske 15-20 sejlbåde, et par motorbåde og en del små fiskejoller. Men prisen er rimelig (for marinaer) - 30 YTL (omkring 120 kroner), gratis vand og næsten gratis strøm - men ellers ingen faciliteter. Men godt beskyttet havn og en stille lille by omkring.

Dog viser det sig at det (permanente) tivoli, ved havnen "vågner" hver aften med masser af musik, støj, lys og larm - så det har vi stor fornøjelse af de næste par aftener!

Checker busafgange til Izmir og får købt billetter til næste dag.

"Pinocchio" er vært ved en lille "velkommen-til-Tyrkiet"-middag på en af de nærliggende kebab-huse. Annette, Kasper, Cecilie og Stefan går lige en aftentur på strøget - mens Lars går tilbage til båden. Senere kommer Annette også tilbage - de 3 unge skulle lige have sig en (vand)pibe tobak ...

IM007937.JPG (294113 byte)IM007942.JPG (217594 byte)

En gang vandpibe på søen ...

05.08.2005 - Cesme (Izmir)

Vi når alle bussen klokken 10 til Izmir - turen tager omkring 1,5 - 2 timer - koster hver vej omkring 7 YTL, cirka 30 kroner. Så er det også med uddeling af vand undervejs ...

Får forklaret busmanden at vi gerne vil til basaren i Izmir - og vi bliver så sat af inde i byen, hvor der så går en lokal bybus hen til basarområdet. Efter lidt spørgen om vej finder vi også en bus og efter lidt mere spørgen om vej følger vi blot efter en tyrker, som siger han skal hen til basaren. Lars og Annette er rimelig indstillede på at han nok har en fætter med en tæppebutik - men det har han ikke! Så vi når basarområdet uden nogle stop og bliver hverken budt på "flot tagudsigt", "tyrkisk te", "sædvanlig gæstfrihed", "fremvisning af tæpper" o.l.  ... mageløst!

Velankommet til basarområdet skilles vi og aftaler at mødes lidt senere. Og får så kigget godt og grundigt rundt på alle de små boder og butikker og værksteder, hvor de sælger alt mellem himmel og jord. Et par småindkøb bliver det også til. Blandt andet lykkes det os at finde et batteri til en af de bærbare - den har længe ikke kunnet "huske sin opsætning" og når man startede den skulle man så trykke "f1" - efterhånden var "f1"-tasten så brugt så den næsten ikke virkede - og dermed kunne den bærbare ikke starte - og da det er den vi bruger til navigationen var det jo ikke så praktisk - så nu var det vist på tide at få skiftet batteriet ... 

Pludselige kalder imamen til fredagsbøn - og alle de tyrkiske mænd kaster sig rundt over veje og fortove på deres bedetæpper (eller stykker af bølgepap...) - og den næste halve times tid får de så praktiseret deres religion - mens vi andre forsigtigt forsøger at træde over og udenom mængden af tyrkiske ben og kroppe og bedetæpper der stort set blokerer al fremfærdsel ...

Vi mødes alle sammen og spiser frokost sammen midt inde i basarområdet - udmærket mad. Og skilles så igen - det er lidt svært at holde sammen på 5 mennesker.

Kasper finder en frisør og får den helt store klipning, hårvask, barbering til 25 YTL. Lars vil prøve at finde en rigger, så vi kan få lavet vores hækstagsantenne - men det lykkes ikke.

Så istedet mødes vi alle sammen ved busholdepladsen - og kan sammen tage bussen tilbage til Cesme.

Tilbage i båden inviterer Kasper, Cecilie og Stefan på middag - og efter middagen snupper vi lige en vandpibe eller 2 alle sammen - tillige med et par spil backgammon - ret underholdende! Og hyggeligt lille sted med små borde og puder på gulvet. Og der afsluttes så med en strøgtur igen ...  hmm, Charlotte ville helt sikkert have følt sig hjemme her!

06.08.2005 - Cesme

Basaren i Izmir var ikke helt hvad man havde forventet - så i stedet tager vi en lokalbus (Dolmus) til nabobyen hvor der er et rigtigt "tyrkisk marked". Her er opstillet små boder med det sædvanlige udbud af ting og sager - ikke mindst grøntsager, som jo er både friske, god kvalitet og ikke mindst billige - så der bliver handlet godt ind af den slags ...

Lars forsøger at finde et riggerværksted og står af Dolmus'en ved en vej, der skulle føre ud til et par havne så vidt vi kan se. En lang gåtur senere bliver jeg taget op an en tyrk på scooter - først stopper han blot og spørger hvor jeg skal hen, han kender ikke lige marinaen og kører så videre, - men kun 100 meter så ændrer han mening og venter på mig og tilbyder mig et lift ud ad vejen. Jeg hopper op på bagsædet og af sted går det - 3-4 kilometer efter drejer han ned ad en sidevej og et øjeblik efter er vi ved en marina!

Jeg takker pænt for turen og går så på jagt efter nogle værksteder - det er en ret stor havn, så der må vel være et eller andet værksted her. Men stopper hurtigt og spørger en fyr i en motorbåd - han mener ikke der er nogle værksteder overhovedet, men ringer så lidt rundt på sin mobiltelefon - og finder ud af at der skulle være en rigger i Cesme Setur Marina - og han prøver at forklare mig vejen. Og den forsøger jeg at følge - men efter en god times vandring ud af nogle øde veje, som ikke ser ud til at føre nogen steder, opgiver jeg og vil begynde at finde tilbage til Cesme. Så bliver jeg igen taget op - denne gang af 2 unge fyre i en gammel bil - de arbejder på et lokalt stranddiskotek - men taler ikke ret meget engelsk. Vi finder dog i fællesskab frem til at jeg nok gerne vil køres til Cesme by og et busstop.

Og det gør de så - pænt tak for det igen - jeg havde fået en lille seddel med navnet på riggeren og navnet på den marina hvor han skulle opholde sig - det viser jeg til buschaufførerne og det lykkes at finde en dolmus, der kører der ud til.

Det viser sig faktisk at ligge næsten lige ved siden af det marked vi havde besøgt om formiddagen, så det var en noget forgæves 3-timers udflugt jeg var på.

Da jeg når marinaen er riggeren der selvfølgelig ikke - men jeg får da gravet et telefonnummer op af receptionsdamen i marinaen. Og kan så endelig tage dolmus'sen tilbage til havnen og "Pinocchio". 

Tilbage igen i båden bliver der blot slappet af.

Aftensmaden bliver lidt "take-away" fra et af kebab-husene - og sandelig om ikke de unge vil på strøgtur igen. Og de hjembringer stolt 2 vandpiber som de havde fået et godt tilbud på :-) - "Special price for you, sir - and only for you" - men de var nu ret flotte - og fungerede upåklageligt, de måtte jo straks afprøves!

Vandpibe og Settlers - det er godt nok første gang vi har prøvet det på "Pinocchio" - eller i det hele taget!

07.08.2005 - Cesme - Chios (10 sømil)

Efter et par hurtige ferskvandsbade under vandslangen på bådebroen, får vi betalt havnepenge og så sat kursen tilbage mod Chios. Kaspers færge afsejler i eftermiddag  - og den skulle vi jo gerne nå.

Lidt vind har vi på turen til Chios - der bliver røget lidt vandpibe undervejs - men alt er roligt på den anden side og inde i havnen i Chios by.

De unge tager lige en tur mere i byen - noget med nogle gaver de ikke havde nået - og klokken 18 kan vi følge Kasper til færgen - en kæmpestor hurtigfærge - og vinke pænt farvel klokken 18.30.

Lidt vemodigt at sige farvel til vores søn igen - nu havde vi lige vænnet os til at han var omkring os igen - men hyggelige 2 uger havde det været - selvom vi ikke altid var helt enige om for hvem det skulle være ferie og for hvem det skulle være arbejdslejr ;-)

Cecilie og Stefan bliver et par dage længere, de skal først flyve tilbage til DK den 12. august.

Vel tilbage i båden laver Stefan et overdådigt måltid af de ting vi nu har ombord - mest tyrkiske grøntsager - og vi slutter aftenen med Settlers og vandpibe.

Dog ringer Kasper lidt frustreret ved midnatstid - han kan ikke lige finde ud til Athens lufthavn fra Piræus - og til sidst må han tage en taxi derud.

08.08.2005 - Chios

Det føromtalte "Lidl" trænger sikkert til lidt omsætning - så vi 4 - Cecilie, Stefan, Lars og Annette tager  bussen derud - og får handlet vin og andre fornødenheder.

Og Settlersspillet kommer igen på bordet i cockpittet - når Kasper nu ikke er her, så er der jo en anden end ham der nødvendigvis må vinde ...

Lars og Cecilie fremtryller aftensmaden.

09.08.2005 - Chios

Det er blæst op fra nord/nordøst, så havnen er noget urolig efterhånden - så vi vil godt væk - enten til Cesme eller blot Chios Marina. Cecilie og Stefan har reserveret et lille hotelværelse, hvor de vil bo et par nætter til deres færge også sejler.

Så vi siger pænt farvel efter næsten 3 hyggelige uger sammen med de 2 unge (eller rettere 3) - som ganske uden sejlererfaring har klaret alt hvad vi har udsat dem for med bravour! Så det var et godt besøg - I er selvfølgelig også velkomne en anden gang :-)

Med vinden ind på molen er det lidt vanskeligt få "Pinocchio" fri af stenene - men det lykkes og vi sætter kursen - hmm, vel ude af havnen bliver vi hurtigt enige om blot at sejle de cirka 2 sømil nordpå til den øde marina - og som sagt så gjort.

Og vi nyder nu at være os selv igen - Trille nyder at kunne gå i land som hun vil - og vi lever så med de ikke så pæne forhold i marinaen!

10-12.08.2005 - Chios Marina

De næste par dage tilbringer vi blot i marinaen - får ryddet lidt op og flyttet alt tilbage til de vante pladser. Forsøger at købe noget værktøj til adskillelse af startermotoren - dog forgæves.

Får gået et par lange ture rundt i Chios by.

Har besøg af portpolice, som vi oplyser - som sandt er - at vi skam har været inde i Chios by og fået stempel i transitloggen - at det var et par dage siden behøver vi vel ikke skilte med ... så de forsvinder igen uden bemærkninger ... og uden at se i transit-loggen ...

Vi planlægger at sejle tilbage til Cesme - muligvis kan vi finde et riggerværksted der til vores agterstagsantenne. Og ellers vil vi tilbage mod Athen - det må da kunne lykkes at komme så tæt på at vi kan tilbringe et par dage der!

 

IM007936.JPG (223655 byte)

Lidt solbadning

(desværre har vi ikke flere billeder primært grundet Kaspers uheld med sit kamera!)