Her 14 dage efter afslutningen på vores herlige sejltur med Lars og Annette er det vist på tide at give vores (gasterne's) beskrivelse af turen.
Gasterne er:
Flemming - erfaren søulk i Øresund (Nivå-bugten og omegn)
Charlotte - erklæret landkrabbe

Turen startede for gasternes vedkommende torsdag 8. juli 2004 på Korfu, hvor vi landede i byen Kerkyra. Vi havde sms'et med Lars og Annette, så vi vidste at de efter et par dage for anker, nu lå i havn et par kilometer mod nord i havnen Gouvia. Havnekontoret havde styr på detaljerne, så vi fandt hurtigt S/Y Pinocchio.

Lars og Annette havde arbejdet meget hårdt de sidste par dage, så de trængte til at slappe af - hvad der i virkeligheden stemte meget godt overens med vores forventninger.

Vi fik et (lille) anerkendende nik fra Lars da han så vores oppakning - der var jo ikke så mange ledige hylder tilbage! - og halvdelen (næsten) af bagagen var de bestilte reservedele og læsestof til de stille stunder. Vi skulle sove i forkahytten. Det var ikke nødvendigt at ligge tæt for at holde varmen!! - men pladsen i kahytten er lidt trang - oven i købet måtte vi den ene nat diskutere lidt med Trille, som "faldt" gennem insektnettet ved forreste luge og ned i hovedet på os. Om det var en fejl eller om hun mente at vi havde taget hendes plads - det får vi nok aldrig opklaret. Trille's opførsel kunne også hænge sammen med en anden episode - nemlig den sene aften, hvor Landkrabben af sparehensyn ikke tændte lys, da hun skulle ned i kahytten. Der sad Trille og nød lidt mad - indtil Landkrabben kom for tæt på - SÅ BLEV TRILLE MEGET SUR!

Nå, Lars og Annette var åbenbart lidt bekymrede for de høje temperaturer i forkahytten - for allerede efter en enkelt nat, investerede de i en vindfanger. Den sættes op lige bag forlugen og fanger derved vinden, som så giver en noget mere behagelig temperatur under dækket.

Proviantere skulle vi jo også i Gouvia (efter vi havde checket ind og ud fra de græske havnemyndigheder). Når man handler i supermarked, skulle vi jo lige spore os ind på hinandens vaner og særheder - drikkevarerne gik det dog nemt med - Ouzo, øl, cola og vand.

Det Joniske hav så ualmindelig indbydende ud. Bådens måleinstrumenter afslørede da også at vandet var 26-28 grader varmt. Så hvad var mere nærliggende end at bade fra Pinocchio. Der var bare det lille "aber dabei" at Lars ikke havde haft tid til montere den indkøbte badestige. Så i flere dage kravlede vi op og ned v.h.j. tovværk med knuder på m.v. Det var faktisk ikke ret nemt. Flere dage gik - så begyndte Lars at TALE om at han muligvis også kunne montere badestigen - hvis vi (pigerne) absolut mente at det var nødvendigt. Det mente vi absolut - så efter nogle flere dage oprandt endelig dagen hvor "Projekt badestige" skulle gennemføres - herligt!

Et andet projekt var Lars's mastetur - men om det var for at få en bedre udsigt end os andre eller om det var for at holde Flemming beskæftiget - det er uvist.

Når vi lå for anker i en af de flotte laguner, så havde vi alligevel mulighed for at komme i land. Vi hoppede bare i gummibåden, startede påhængsmotoren og sejlede i land (altså hvis Lars eller huskede at komme benzin på motoren!)

Om vi slet ikke sejlede - jo det gjorde vi da. Oven i købet nogle meget fine (for en landkrabbe) sejladser - både for motor og sejl. Her måtte Lars svede et gange et par gange - det var når Flemming insisterede på OGSÅ at sætte storsejlet - pu-ha!

Og pludselig var dagene gået - og det var tid til at vende næsen hjem. Larsog Annette trængte sikkert også til at få lidt ro igen. Så med en flot afslutning i havnen Fiskardo på øen Kefallonia, kørte Lars og Annette os til den sydlige del af øen, hvor der var busforbindelse til Athen.

Flemming og Charlotte vil gerne sige tusind tak for nogle herlige dage i det græske i ualmindelig godt selskab. Vi ønsker Lars, Annette, Trille og S/Y Pinocchio fortsat god vind. Håber vi ses igen et eller andet sted i verden!