Hvilken kaffe byder man uventede gæster??
P.g.a. den lange rejse havde vi ikke liiiiige set den seneste mail fra Annette og Lars om at der ingen mobilforbindelse var på vores danske mobiltelefoner (og selvfølgelig heller ikke på deres). I den mail var der så mere præcis info til os om, hvor vi skulle påmønstre i Charlotte Amalie på St. Thomas. Heldigvis kunne vi via Port Authority og deres VHF-radio få kaldt SY Pinocchio.
Varm velkomst og en drink – klokken var jo næsten 17 (dansk tid - forstås!).
Snart efter er pigerne på vej ud for at shoppe – altså bare forplejning – og gerne til nogle dage. Priserne er ikke specielt billige – noget er endda rasende dyrt. F.eks. er det meste frugt og grønt i den dyre skala. En ananas koster nemt 35-40 kr. og den er ikke engang specielt stor.
Godt belæssede med tunge poser (her kunne man godt bruge en slave! eller bare et mandfolk til at bære!), gik vi ud af butikken. Her opdagede vi at der var meget store vandpytter udenfor. En byge med meget vand, havde netop fået det værste støv til at lægge sig. Det skulle senere vise sig at disse byger var en så almindelig forekommende begivenhed, at Pinocchio’s vinterpresenningen blev taget frem fra gemmerne og monteret så snart vi lå for anker. I modsat fald blev cockpit, hynder m.v. så våde at vi ikke kunne være der.
At den danske historie er en stor del af øernes historie, så vi tydeligt på vores Sightseeing. På St. Thomas så vi bl.a. ”de 99 trappetrin”. Trappen er bygget v.h.a. mursten som er sejlet til St. Thomas fra Danmark. Sejlruten var således at skibe lastet med geværer, krudt, spiritus og klæder sejlede til Afrika for at hente slaver. De blev sejlet til De Vestindiske Øer. Her blev skibene lastet med ”de hvide guld” – sukker. Nogle gange blev skibet lastet med mursten – som ballast – og sejlet retur til De Vestindiske Øer. Gadenavnene i centrum af Charlotte Amalie er danske (Kongensgade, Hospitalsgade o.s.v. Øen er meget præget af de mange cruiseskibe der anløber – enkelte dage helt op til 6 stk. Det præger i høj grad byen, bl.a. er Main Street (Dronningensgade) fyldt med juvelerbutikker – de ligger praktisk talt skulder ved skulder. Der skal altså mange turister gennem gaden for at få det til at løbe rundt (og det blev IKKE os de tjente daglønnen på).
En anden ting som øerne er særdeles kendt for er de hvide strande og koralrev. Derfor sejlede vi om på den anden side af St. Thomas. Der ville vi ankre i bugten ved Magens Bay. Undervejs fik vi mulighed for at teste, hvilken kaffe vi ville byde uventede gæster. Vi bliver nemlig boardet af 2 personer fra US Coast Guard. Skulle hilse og sige at det ikke er Hr. Hvem Som Helst – og skipper Lars svedte temmelig meget!
Alt imens den ene checkede pas og papirer ville den anden se redningsveste, løfte dørkbrædder, ”uhensigtsmæssig” væske i motorrummet, om holdingtanken var forsvarligt lukket, brandslukker o.s.v., o.s.v. Skipper fik en fin rapport ud af det med en ”written warning” om bl.a. at få fornyet nødraketterne, hvis udløbsdato var overskredet. De følgende dage blev der joket meget med at Lars fik en ”written warning” for både dit og dat. Men det var noget nemmere at lave jokes med US Coast Guard, når de ikke lige var i nærheden!!!!!
Badevandet er helt uovertruffent på øerne. Det veksler mellem 27 og 30 grader. Og badestigen er monteret helt fra dag 1. Så der er intet at betænke sig på. Og snorklen er et must – dels kan man se de smukke koralrev, som er fyldt med farverige fisk – store, små, gule stribede, prikkede, søpindsvin dels blev snorklen brugt da Flemming og Lars skrabede Pinocchio’s for alskens begroning. Det går meget stærkt i de varme farvande.
St. John er ikke nær så stor som de andre øer. Øen er bl.a. kendt for sine vandrestier. Dem fik vi en lille smagsprøve på idet vi ankrede ved Honeymoon Beach – et par kilometer nord for hovedhavnen i Cruz Bay. For at komme til Cruz Bay gik vi på stien, som til tider var noget smattet – ikke helt …….ok. På tilbagevejen gik vi ad vejen, hvor bilerne kørte. Det virkede ikke helt sikkert, idet der ingen cykel/gangsti var, og bilerne, som enten var minibusser eller brede 4-hjulstrækkere, var ikke meget for at vige for sådan et par fodgængere. Vi blev vist alle overraskede over den lidt lange og varme gåtur – og var tørre langt ned i halsen, da vi endelig kom tilbage til dinghy’en (Lars havde taget en ekstra omvej (fordi han tog fejl af Caneel Bay og Caneel Hill)). Selv om Lars havde overvejet at drikke noget af det han havde i rygsækken (eddike fra de syltede agurker!) så klarede vi alle tørsten. Men det viser hvor hurtigt man kan komme i knibe i varmen.
Efter nogle dage og nætter på St. John trak vi ankeret på igen 28. april 2007. Kursen blev igen sat mod St. Thomas – Charlotte Amalie, hvor der var karneval om aftenen. P.g.a. heftig regn kunne vi ikke rigtig tage os sammen til at gå i land fra 13 tiden (hvor vi havde set at karnevalet skulle starte). Men i løbet af eftermiddagen blev musikken mere og mere pågående – så vi til sidst måtte overgive os. Vi sejlede ind og blev underholdt på festligste vis. Musikken var øredøvende høj og de enkelte deltagere i optoget var klædt i farvestrålende påklædning. De fleste i optoget var sorte og af varierende størrelse. For at sige det meget pænt – så har flere af de sorte en bagdel, der er så stor at man ikke fatter det. Senere på aftenen blev karnevalet markeret med et MEGA-fyrværkeri. Vi havde ankret så vi havde 1. parket til det ca. 30 minutters fyrværkeri. Fyrværkeriet blev affyret og styret fra et skib der sejlede ind i havnen og forlod stedet da missionen var fuldført.
Om søndagen deltog vi i en gudstjeneste i den Lutheranske Kirke (øh – Lars havde uopsættelige andre opgaver at løse – lige i kirketiden!) Kirken ligger i Norre Gade og menigheden blev grundlagt i 1666. Det er en pudsig fornemmelse at sidde i en kirke, hvor der ingen vinduer er i – der er kun skodder, som jo var åbne under gudstjenesten. Der er noget mere liv i denne gudstjeneste end der er i en tilsvarende i Danmark. De sange vi synger har et umiskendeligt Gospel-præg, og sangene bliver ført an af et lille kor. Da vi kom til kirken fik vi udleveret en ”køreplan” for gudstjenesten – hvornår vi skulle stå op, hvilken af de 3 bøger vi skulle have fat i. Der var hele tiden en af hjælperne i nærheden af os – så kunne de hurtigt træde til, i fald vi havde fat i den forkerte bog
29. april 2007
Dagen fik en uventet – lidt irriterende – rekord. Vi sejlede til St. Croix en tur på 40 sømil. Vejret var dog ikke helt stabilt, og nogle af de heftige regnbyger drillede os. Derfor måtte storsejlet op og ned hele 3 gange. Men da Annette gerne vil træne sine ”farmorarme”, så smilede hun bare mere og mere for hver gang hun skulle dreje spillet J.
Forsejlet fik en ny flænge, der viste sig at være på 1.5m. Hmm, gad vide om sejlet forbliver i et helt stykke på hjemturen over Atlanten. Annette måtte frem med symaskinen for at lappe hullet. Desuden blev forsejlets andre svage steder lappet – vi krydser fingre for at det er det ”rigtige” steder der nu er forstærket.
St. Croix er den ø der oser mest af dansk historie. Det var her Peter von Scholten slog sine folder og her han i 1848 (i Frederiksted) erklærede slaverne for fri.
Sightseeing i Christansted, som er hovedbyen på St. Croix, blev foretaget til fods. Bl.a. blev fortet studeret nøje. Der fik vi udleveret en beskrivelse af fortet på dansk! Det er man ellers ikke forvent med som dansker. Det var en skam for de danske soldater at de var nødt til at bære de varme ulduniformer – det må have været en hed tjans. Et af lyspunkterne var de latrinære forhold – de kunne sidde på tønden og kigge ud gennem et kighul på Caribiske Hav.
Befolkningen på St. Croix er uhyre venlig og imødekommende. Faktisk hilser de på de mennesker de møder – incl. os turister ved lige at løfte hånden og mere eller mindre tydeligt sige ”good morning”. Det virker stærkt på os reserverede danskere – man kender dem næsten allerede. Flere kendte danskere har el. har haft en bolig på St. Croix – bl.a. så vi det hus, som Victor Borge beboede indtil en orkan ødelagde så meget af huset at Victor Borge ikke orkede at bygge det op igen. Nu har en pengestærk mand fra øen postet en ordentlig stak penge i huset.
For at se den øvrige del af øen, var det nødvendigt at leje en bil. Kørsel på øerne foregår i venstre side og bilerne er venstrestyret – en pudsig mixture.
1. stop gik til øens Casino. Lars ville gerne lægge sine spareskillinger i casinoejerens lomme. Det fik han også mulighed for, mens Charlotte trak én gang i en enarmet tyveknægt. Det udløste en gevinst på 103$ - sådan. Jeg tilbød beredvilligt! at give en drink på baren i havnen, hvor vi lå. Den var imidlertid lukket og flere andre tilbud forblev som tilbud. Det må vente til vi mødes et andet sted i verden.
Den følgende dag var planlagt minutiøst. Bilen skulle udnyttes mest muligt. Og vi så det sted (i form af et skilt!!) hvor Columbus gik i land i 1493. Det er amerikanerne meget stolte af.
Næste stop var et Rom-destilleri. Her fik vi en guidet rundtur og blev uden nogen form for sikkerhed eller hygiejne ført rundt blandt store mega kar, hvor vi kunne følge de forskellige stadier i romproduktionen. Jeg skulle hilse og sige at 1. del af produktionen ikke lugter godt. Rommen bliver lagret i egetønder i op til 12 år (så er den vist også ekstra fin). Turen sluttede af med en ikke helt uvæsentlig aktivitet – nemlig smagsprøver i baren. Det fik os jo overbevist om at vi måtte investere i mindst 6 flasker hver. Senere skulle det vise sig at prisen var nøjagtig den samme i supermarkederne – men så kan man jo ikke sige at flasken er importeret direkte fra et romdestilleri – vel!
Sidste stop var en tidligere sukkerplantage, hvor hovedhuset også indgik som museum. Det har været ganske urimelige forhold for datidens slaver. En stor del af det velhavende København blev grundlagt på den tid – de tjente formuer på sukkeret.
14 hyggelige dage med masser af historie og oplevelser er ved at få en ende – vi sejler tilbage til St. Thomas og afmønstrer SY Pinocchio 5. maj 2007 og får mange gode ønsker om en god arbejdslyst med på vejen.
11. maj 2007.
Charlotte