05.02.2004 - 29.02.2004 Vila Real de Santo Antonio

Efter sidste skiferie med familien (uge 5), brugte vi de 2 uger indtil næste skiferie med at begynde på loftsbeklædningen i hovedkahytten (ja, ja - vi ved det godt: 2 gange om året er i overkanten ... men nogen skal jo sørge for at holde hjulene igang ... og at holde ferie fra ferien er vist lige avanceret nok, men vi gør hvad vi kan for at holde modet oppe ;-)).

Reelt havde vi ikke 2 uger - da vi kom hjem fra Østrig søndag den 1. februar sent om aftenen, ja så gik der lige et par dage med at akklimatisere os, klappe katten, nyde solen, holde middag for "kattesitterne" - så tiden gik lidt hastigt hen mod uge 8, hvor vi skulle tilbage til Østrig. Men vi nåede dog at få gjort loftsbeklædningen næsten færdig - mangler kun en ganske lille smule ...

IM004686.JPG (214559 bytes)

Da det kneb lidt med at finde nye kattesittere til uge 8 (Norman og Bella var sejlet op ad floden, Hans og Linda havde fået en rotte ombord og havde rigeligt at se til med at få lokaliseret og indfanget/aflivet kræet, John og Barbara havde planlagt at sejle op ad floden også osv.) - så vi prøvede at henvende os til Steffens tidligere svoger Wallace - og han var meget hooked på at komme ned og holde et par ugers ferie ombord på "Pinocchio" - vi kontaktede ham lørdag og da vi talte med ham igen søndag havde han bestilt billet til om tirsdagen til Malaga!

IM004593.JPG (229941 bytes)

Norman og Bella - afsejling

Så vi brugte lige et par dage på at gøre plads til ham i forkahytten - Vores normale ekstra stuverum.

10.02.2004

Lars hentede Wallace i Ayamonte - han kom med bussen fra Malaga. Sidste færge tilbage til Vila Real var gået om aftenen så vi tog en taxa tilbage til båden. Wallace havde haft en l-a-n-g dag - fly til Malaga og derefter en 5-6 timers bustur til Ayamonte. Annette havde lavet frikadeller og kartoffelsalat - men vi måtte selv spise frikadellerne da Wallace kun er til grøntsager. Og ellers en hyggelig aften hvor vi fik snakket lidt og kigget lidt på båden - og Trille selvfølgelig.

IM004600.JPG (236805 bytes)

Annette og Wallace

 

11.02.2004

Vi fik vist Wallace lidt af byen - var bl.a. på marked og fik handlet lidt ind. På vejen hjem igennem byen så vi en fuglehandler med et bur med kanariefugle - 20 Euro så kunne katten have fået nyt legetøj! Men til den pris må hun fortsat nøjes med en piberenser ....

12.02.2004 - 23.02.2004

Skiferie i Østrig (Kappl ved Ischgl) - hyggeligt at være sammen med Hanne, Flemming og Louise samt Steen, Tanja og Michelle. Og vi boede som sædvanlig hos Andrea og Otto på "Garni Royal" - som kan anbefales :-)

24.02.2004

Efter Østrig havde vi lige 2 dages ophold i Zürich, som vi benyttede til lidt sightseeing, og endelig kom vi hjem til Vila Real og marinaen klokken 15 - særdeles trætte. Nu skulle det gøre godt med noget ferie - heldigvis kan vores "arbejde" (på båden) godt vente et par dage før vi starter igen - vi følte lidt med resten af flokken, som jo skulle på arbejde/skole om mandagen!

Ankommet til marinaen kunne vi konstatere at Wallace ikke lige var ombord, kun Trille. Hun er glad for at se os - og vi er glade for at se hende og lidt senere Wallace, som var oppe for at kigge efter os ved stationen. Det er rart at komme hjem. Vi får udvekslet lidt nyheder og hilst på naboerne, John og Barbara - de sidste par dage eller 3 har det været et forfærdeligt regnvejr i det sydlige Portugal, så Trille har søgt tilflugt hos John og Barbara, som har en elektrisk varmeovn installeret - hun synes åbenbart bedre om forholdende dér end ombord på "Pinocchio" - luksusdyr!

Men ellers lyder det til at både Wallace og Trille har haft det godt nok - Wallace har fået cyklet en del omkring - i starten var cyklens smalle racersaddel noget af en "bagdel", men en reserveslange pumpet op og viklet rundt om sadlen gav en noget bedre komfort på de lange ture - ren luksus! Og så er reserveslangen lige ved hånden - eller enden om man vil ...

Vi beslutter at sejle en tur op ad floden næste dag - så Wallace kan få set lidt andre omgivelser end havnen - og vi andre kan få slappet lidt af oven på alle anstrengelserne. Så vi forlægger båden til gæstebroen - på grund af tidevandet er vi nødt til at passere broen oppe ad floden ved lavvande, men når det er lavvande kan vi ikke komme ud fra bådpladsen. Så da det er højvande om aftenen sejler vi ud fra bådpladsen - og kan så næste morgen komme afsted ved lavvande op ad floden. Ellers tidligt til køjs - alle er trætte.

25.02.2004

Solen skinner i VRSA - efter 3 dages uafbrudt regn - godt vi var i Østrig! Med tidevandet på det laveste smider vi for første gang i 2 måneder fortøjningerne i VRSA og sejler op ad floden. Vi er lidt spændte på om vi overhovedet kan passere broen - i pilotbogen står der at højden "is thought to be 20-22 meter" - det er nu rarest når dybde/højdeangivelserne er lidt mere specifikke! Specielt da "Pinocchios" mast er omkring 20 meter over vandoverfladen (incl. VHF-antenne). Så vi lister os ganske stille og forsigtigt nærmere broen, og lader "Pinocchio" drive med strømmen hen mod broen - som vi heldigvis kan passere med cirka 1 meters frihøjde - det går lige! Godt vi ikke prøvede det ved højvande ....

IM004602.JPG (251677 bytes)IM004610.JPG (222668 bytes)

Før og efter broen

Efter broen får vi stoppet motoren og rullet lidt forsejl ud - og for en indimellem meget frisk sydlig medvind sejler vi op ad "Rio Guadiana". Wallace er lidt forbløffet over farten over grunden, hvor GPS'en viser 8-9 knob - så meget medstrøm synes vi heller ikke der er! Han er lidt imponeret over at vi kan sejle så hurtigt - det havde han ikke troet for blot et halvt udrullet forsejl .... jeg må så nu tilstå noget, som jeg ikke har nænnet at fortælle ham indtil han tog hjem, nemlig at GPS'en sidst blev brugt på en cykel og derfor stod til "km/time" og ikke "knob/time" - så farten blev vist som 8-9 km/t - hvilket er noget ganske andet! Men så ved du det nu Wallace :-)

IM004613.JPG (228264 bytes)IM004618.JPG (231490 bytes)

Wallace styrer - på vej op ad Rio Guadiana

Det er rart at komme ud af havnen, spændende og afvekslende med flodsejlads, flot natur - vejret skiftevis sol, svag vind, regnbyger med hårde vindpust, forsejlet rulles ud/rulles ind - men en hyggelig tur op ad floden.

Meget apropos vores lille tur op ad floden, så er der i februar-udgaven af "Practical Boat Owner" en artikel omkring sejlads på "Rio Guadiana" - vi kan så nikke genkende til mange ting - dog er oplysningerne omkring vand og strøm på de små anløbsbroer ikke helt korrekt og man skal absolut holde sig fra at benytte de fortøjningsbøjer som er udlagt på floden - ankerkæderne er på alle bøjerne næsten tæret igennem. Skal man ankre så bør man benytte eget anker.

Trille er ikke meget for den pludselige uro og bevægelse i båden - sidder under hele turen fornærmet under kahytsbordet.

Cirka 10 mil efter broen kommer vi til en lille anløbsbro - nok for idag, vi fortøjer her. Wallace går en tur i den lille by - da vi andre senere vil følge det gode eksempel begynder det at regne - så gåturen afløses hurtigt af en løbetur tilbage til båden! Aftenen går med hyggesnak - indenfor varme, lys og hygge, udenfor mørkt, stjerneklart, koldt, helt stille, kun lyden af cikader bryder stilheden - pragtfuldt!

IM004621.JPG (198669 bytes)

Ved "Foz de Odeleite"

26.02.2004

Solen skinner fra morgenstunden - dog ikke  fra en skyfri himmel. Efter morgenmaden går vi en lang tur ind ad de små veje i Portugals øde landskab - meget frodigt og en rar afveksling fra VRSA.

IM004633.JPG (269792 bytes)IM004642.JPG (218937 bytes)

Udsigt - broen i baggrunden. Citrontræ

Vi venter til strømmen (tidevandet) er næsten vendt - ser ud til at tidevandet ikke kan vende strømmen i floden helt, men 0,5 knobs modstrøm er vist det mindste vi kan regne med - og en strid nordenvind (imod), så motoren holder for de omkring 2,5 times sejlads op til byen "Alcoutim". Der er mange andre sejlere på floden, de ligger dog alle stille enten ved anløbsbroer eller for anker.

"Alcoutim" nås klokken cirka 15.30 - stille, lille by. En enkelt plads ved anløbsbroen er ledig så den snupper vi - vi får lige klemt os ind mellem en motorbåd og en mindre sejlbåd - kun 1 meter fri i hver ende, men det går lige. Høje bakker på begge sider af floden så det bliver tidligt mørkt. En lille tur i byen inden aftensmad - og ellers fredelig aften - selvom det er ret køligt. Virker som om det er ret meget koldere inde i landet - vi er cirka 35 kilometer oppe ad floden. Næste morgen er der faktisk is på broen ....

IM004646.JPG (225653 bytes)IM004662.JPG (234124 bytes)

På vej til "Alcoutim" - og ankommet

27.02.2004

Vi beslutter at besøge den spanske side af floden (Rio Guadiana er fortsat grænse mellem Portugal og Spanien) og pumper gummibåden op og sejler de cirka 100 meter over til den spanske side af floden til byen "Sanlucar".

IM004666.JPG (234899 bytes)

Spanien: Sanlucar de Guadiana

Her går vi en lang tur op til den lokale borg med en fantastisk udsigt over de to byer på hver side af floden, floden og det omkringliggende landskab. Over borgen cirkler en stork - måske er det ved at være tid til at trække nordpå? Vi har set - og ser jævnligt - mange storke omkring floden, i Vila Real er der en storkerede på et af husene, ovenikøbet beboet.

IM004698.JPG (280103 bytes)IM004701.JPG (263024 bytes)

Mere udsigt. Lars og Wallace

I byen Sanlucar er der helt stille, formodentlig en blanding af siesta og almindelig sløvhed - men stemning og aktivitetsniveau virker generelt noget lavere her inde i landet i forhold til Ayamonte og Vila Real.

IM004705.JPG (279029 bytes)IM004717.JPG (235157 bytes)

En stork ... - Annette og Wallace

Aftenen bringer en kold, stjerneklar nat - Annette og Lars går op på en af de lokale restauranter og spiser aftensmad, tilbage i båden går Lars en lang tur med Trille som ser ud til at nyde at blive "luftet". Lars nyder den næsten totale stilhed ved floden, den stjerneklare mørke nat og køligheden - det er længe siden vi har været så langt væk fra større beboede områder.

28.02.2004

Om morgenen midt i morgenmaden får vi besøg af en belgier, Christian - han er ved at købe sig et nyt skib efter at have forlist sit gamle ved Venezuela. Og har blandt andet kig på en "Carribean 40" (som vores) og vil gerne lige se sådan en indvendig - han skal til Almeria for at se en tilsvarende om et par dage. Så vi får en snak om både, Van de Stadt, bådbyggeri osv. og han lover at ringe når han har været nede at se den der er til salg.

Vi vil gerne prøve at nå den næste by oppe af floden - "Pomarao" - så vi sætter kursen nordpå (cirka 10 sømil) og når næsten helt derop - men kan så ikke finde sejlrenden de sidste 200 meter inden byen. Er på grund et par gange inden vi opgiver - senere har vi fået en lang forklaring af lokalkendte sejlere - først over til den spanske side, når de 3 bakker nåes sejler man over til den portugisiske side, her bliver man til bådebroen er tværs og så over til byen og anløbsbroen - så vi vender blot om og sejler tilbage mod Vila Real.

Vinden er fortsat nordlig så vi forsøger lidt med sejl - men vinden drejer rundt i løbet så der bommes jævnligt, men det går da nogenlunde. Til sidst dør vinden hen og vi starter motoren. Og efter et par timers sejlads når vi den lille landsby "Laranjeiras", hvor Norman og Bella i "Belo Horizonte" fortsat ligger fortøjet. Det bliver et glædeligt gensyn - Wallace har spottet en engelsk sejlbåd (skipper hedder David) med "junkerig" (ustaget mast med specielt sejl) og de 2 går straks i gang med at lovprise "junkeriggens fordele og nemme håndtering"  - tror jeg nok for vi andre gik med Norman og Bella en tur rundt i omegnen :-)

Her i "Laranjeiras" er man virkelig kommet et århundrede tilbage - vi startede med lige at få en velkomstøl på den ene af de 2 lokale barer - bartendersken (Donna Bella Lucinda) er 82 år gammel, men ligner een på 60 - jordgulv i huset, opvarmning sker med et trækulsbækken, som placeres imellem gæsterne, der er ikke rindende vand - meget primitivt.

Udover de 2 barer er der ingen butikker overhovedet - hver dag ankommer et antal forskellige varevogne med brød, frugt, kød, vin osv. - her gør man så sine indkøb ...

Efter barbesøget gik vi en tur med Norman og Bella ind i landet - alle beboerne i landsbyen har hver deres lille jordstykke, som passes - stadig med muldyr som trækkraft når pløjningen skal overstås (dog så vi en enkelt havefræser også ...). Drikkevand hentes ved den lokale brønd - og det er helt rent vand uden smag af klor eller noget. Så vi fik lige fyldt en 5-liters dunk op. Der er det ene appelsin- og citrontræ efter det andet, grøntsagsmarker, vinmarker - alt (næsten) passes med håndkraft.

IM004730.JPG (211476 bytes)IM004733.JPG (226180 bytes)

Lokale henter vand - Annette og Norman ved vandpumpen

IM004744.JPG (231711 bytes)IM004752.JPG (234091 bytes)IM004751.JPG (216457 bytes)

Appelsinplukning. Bella og Annette. Den sidste må I selv gætte ...

Tilbage i byen igen besøgte vi den anden lokale bar - drak et glas vin, de havde lige slagtet en gris så vi fik "blackpudding" (blev det kaldt) og en slags "flæskesvær" - og hilst på de lokale beboere, som Norman og Bella kender godt - Bella er brasilianer og sproget her i Portugal ligger ret naturligt for hende ... så det var et hyggeligt og anderledes barbesøg, ikke så tit man kommer så tæt ind på de lokale beboere.

IM004761.JPG (228947 bytes)IM004758.JPG (215725 bytes)

Kromutter - eller rettere Kromutters mutter! Og hygge i baren

Aftenen ombord på "Pinocchio" var igen kold - Annette holdt varmen under dynen, Lars og Wallace holdt varmen med ophedede diskussioner om junkerig, belastninger osv. - meget underholdende - for os selv ihvertfald! Ned til 1 (een) grad om natten ....

29.02.2004

Om morgenen fik vi lige fyldt vores vanddunke op fra den lokale brønd, Bella kommer med en pose friskplukkede citroner og en håndfuld friskplukket persille - og vi sætter kursen mod Vila Real - og lavvande ved broen.

I Vila Real er der karneval i byen - Lars og Annette får en kop kaffe på havnecafeen og nyder solen og de noget højere temperaturer her i VRSA. Wallace cykler en tur, senere går Annette en tur i byen for at se på karneval sammen med Wallace, Lars slapper af i båden.

01.03.2004

I dag besluttede vi at se om vi kunne finde et fly tilbage til DK til Wallace - og sandelig om ikke "Snowflake" havde en afgang næste dag fra Malaga til København - så det blev booket. Nu skulle vi kun finde noget transport til ham fra Portugal til Malaga ....

Vores "normale" biludlejer havde måske en bil klokken 17 om eftermiddagen, Wallace og Lars cyklede til Monte Gordo (den lokale turistenklave) og forsøgte at få en bil "udleveret" - men desværre havde de ikke en alligevel! Europcar, Avis plus et par andre blev besøgt, alle forgæves - hmm det så lidt sort ud - men endelig lykkedes det hos Budget at finde en lille Opel Corsa. Der sandelig var stor nok til at have 2 cykler i bagagerummet. Hjem til VRSA og tidligt til køjs - hvis vi skulle nå flyet fra Malaga skulle vi afsted klokken 4 om morgenen!

02.03.2004

Som planlagt kom vi op klokken 4 og kom afsted de cirka 400 kilometer til Malaga. Som vi nåede efter en fredelig tur ad de morgenstille veje i god tid inden afgang - og efter at have udvekslet farvelknus med Wallace kunne vi resterende 2 sætte kursen mod Gibraltar og derfra tilbage til VRSA og Portugal.

Og nu er "Pinocchio" tilbage ved næsten normale tilstande - vi har sat gang i lidt aktiviteter for at blive sejlklare om en måneds tid - planmæssig afgang i starten af april.

Mere om det senere!

IM004655.JPG (240351 bytes)

Norman og Bella på Rio Guadiana