30.10.2003 - Portimaõ til Vilamoura (fortsat)

Efter ankomst til havnen gik eftermiddagen med den sædvanlige tur rundt i en ny havn og en ny by - i havnen nåede vi lige at hilse på vores finske "naboer" fra Portimao (Pär med kone), vi så en nordmand vi havde mødt i Vigo, Spanien (de var dog ikke i båden) - og faldt så over Søren og Linda, som var sejlet dagen inden os. Og fik lige ombord på "Dagny" en lille sludder om løst og fast - inden vi nåede hen forbi den lokale sejlmager, for at hørte om de var i stand til at lave en cockpitpresenning til os. Og aftalte mandag til besøg af sejlmager Peter (englænder), som var "eksperten" og ham der skulle give tilbud osv. Så var det sat igang - så må vi se om der kommer noget resultat ud af det.

 

Om aftenen og natten kom den lovede "nedklaring" - op til 21 sekundmeter inde i havnen, med tilhørende regnbyger - selvom det viste sig at havnen er beskyttet nok, så er stormvejr i en ny havn altid en urolig affære: checke fortøjninger, fendre, nabobåde osv. Så nattesøvnen blev absolut ikke særlig rolig.

 

 

31.10.2003 - Vilamoura

Fredag gik hurtigt med at checke de forskellige faciliteter i havnen, undersøge om havnen var værd at benytte som vinterhavn - og en lang gåtur til den nærliggende lille by Quarteira. Selve Vilamoura er egengtlig blot en stor havn (1300 bådpladser), omgivet af en masse bebyggelse primært beregnet til turister - den "oprindelige" by (om man kan kalde det således) er Quarteira, som ligger et par kilometer væk.

 

Vilamoura og området omkring er også fyldt med golfbaner og tilhørende hoteller/bungalows - det må være et slaraffenland for en golfspiller (i Hjørring findes der vist et par seriøse af slagsen ...) - vi overvejer stadig at prøve, dog kostede prøvetimer så vidt vi lige kunne se omkring 75 Euro pr. person.

 

 

01.11.2003 - Vilamoura

Lørdag aften sagde vi farvel til "Dagny", Søren fik vores gamle oversigtskort over Costa del Sol og Costa Blanca - så slap de for at investere i kort over de områder (vi har nye kort over området). De ville sejle næste dag, formodentlig til Mazagon.

 

 

02.11.2003 - Vilamoura

Søndag kom det religiøse islæt op i os og vi kom hviledagen i hu .... og til dem der mener at kunne udlede af vores rejsebeskrivelser, at hernede er hver dag vist en fest (eller hviledag om man vil), så har vi faktisk mange aktiviteter daglig, såsom øh, bøh - listen bliver vist for lang, så vi må hellere stoppe her ...

 

 

03.11.2003 - Vilamoura

Vi er nu nået til det punkt hvor vi egentlig gerne vil ligge lidt fast og har besluttet at finde en vinterhavn så snart som muligt, så vi dels kan få lavet noget på båden, dels har et sted at modtage post (iiih hvor vi glæder os til de mange breve og pakker med bøger ... :-)), dels har en base hvorfra vi kan tage på udflugter inde i landet, dels gerne vil bruge mere tid samme sted og lære omgivelserne og de lokale lidt bedre at kende, dels venter besøg hjemmefra, dels skal til DK omkring jul osv. osv. - så for at få dette ønske opfyldt ville vi nu leje en bil og finde havnen, hvor alt ovenstående var muligt. Uden hele tiden at synes at "den næste havn må da være lidt bedre, billigere, mere rolig, tættere på købmanden, længere fra hotellerne etc.".

 

Så mandagen gik med lige at finde og reservere en bil samt vente på at sejlmageren skulle dukke op for at tale cockpittelt samt muligvis nyt storsejl. Han dukkede selvfølgelig ikke op eller kontaktede os - men de har vist også meget travlt på sejlmageriet, de har mange kunder som skal deltage i turkapsejladsen over atlanten i slutningen af november "ARC" (Atlantic Rally for Cruisers) - hvor man sejler i næsten samlet flok (2-300 både) fra de kanariske øer til Caraibien

 

Da vi nu havde besluttet at leje en bil i en 3 dages tid og tage turen langs kysten for at se de forskellige havne, så fik vi reserveret en bil - og var klar til en lang udflugt.

 

04.11.2003 - Vilamoura

Om morgenen hentede vi bilen, og startede mod de første havne - Vila Real de Santo Antonio(VRSA) og Ayamonte, begge havne ligger ved floden Guadiana et par sømil fra flodmundingen. VRSA havde vi besøgt på vores sidste tur for 11 år siden, og havde en række rare minder derfra. Dog var der ingen lystbådehavn på daværende tidspunkt, vi lå dengang for anker på floden mens vi besøgte byen.

 

Første dag i bil fik vi besøgt VRSA, Ayamonte, Isla San Christina, Mazagon og som den sidste endte vi i Chipiona. I alle havnene checkede vi på havnekontoret om de havde ledige pladser, priser og kiggede på selve havnen, omgivelserne og byen - og prioriterede så havnen.

 

Undervejs fik vi også lige set lidt af både Portugal og Spanien, som jo byder på andet end havnebyer og kyststrækninger ... kom blandt andet gennem et stort rekreativt område (tror vi nok det var), med skov, bakker, udsigt - ganske øde og tomt - helt anderledes end de sædvanlige beboede kystområder, som jo for en stor dels vedkommende er præget af turiststrømmen (ja-ja det er også os :-)).

IM003979.JPG (250597 bytes)IM004002.JPG (239029 bytes)

Picnic i det grønne

 

Vi overnattede i Chipiona, på et lille "hostal" - pænt og rent men ikke særlig hyggeligt. Næsten alle restauranter i byen havde vinterlukket, men det lykkedes dog at finde den lokale bodega, hvor de serverede udmærket mad. Vi ville have snuppet kaffen på "hostallet" - de havde i stueetagen en lille bar - men de havde også lukket da vi kom, så det blev værelset i stedet.

 

05.11.2003 - Vilamoura

Næste morgen gik turen videre østpå - vi nåede Rota og Puerto Sherry og det var egentlig meningen vi ville have taget turen helt til Gibraltar, men et par dage tidligere havde vi læst på internettet, at grænsen mellem Gibraltar og Spanien var lukket på grund af noget sygdom/karantæne - og vi kunne ikke finde ud af om de fortsat var i karantæne - så det blev droppet.

 

Så vi vendte næsen hjem mod Vilamoura. Da vi nu havde bilen fik vi handlet stort ind af vand, vin, sodavand, kattesand etc. - alle de tunge, uhåndterlige varer som dels er lidt besværlige at slæbe ned til båden og dels kunne fås billigere i de store "hipermercadoer" vi nu kom forbi. Vel tilbage i båden hilste Trille pænt på - og vores belgiske naboer fortalte at hun om aftenen havde skabt sig sådan i cockpittet, at de troede hun var ved at dø af sult. Så de havde givet hende noget råt kød (hvilket hun ikke spiser med mindre det er pakket om et fugle- eller museskelet ...) - hun havde dog både vand og tørfoder nede i båden, så det var garanteret blot en ”hvor-er-mine-mennesker,-hvorfor-kommer-de-ikke-hjem-som-de-plejer”-optræden – eller sådan noget!

 

IM004006.JPG (245997 bytes)

Shopping

 

Iøvrigt havde vi igen stor gavn af elektronikken - Vores Garmin satellitnavigator har landkort og routeberegningsfunktion - og kunne uden problemer guide os ad de rigtige veje til de forskellige havne - det var blot at "pege" på havnen og vælge "Goto" - et øjeblik efter var ruten klar - folk der blandt andet har kørt rundt med os i Hamburg på jagt efter et hotel vil nikke genkendende til begejstringen - specielt Flemming og Hanne ;-)

 

IM004007.JPG (230004 bytes)IM004011.JPG (217833 bytes)

Garmin GPS V

 

06.11.2003 - Vilamoura

Torsdag gik med at handle det sidste ind af de store ting ind, samt rykke sejlmageren for besøg - og sørme om han ikke dukkede op ud på eftermiddagen. Og vi fik snakket lidt om cockpitpresenning, sejl, targabøje osv. Og han ville så komme igen fredag eftermiddag med en portugiser, der kunne svejse rustfri stål.

 

07.11.2003 - Vilamoura

Fredagen gik med at lave skydelåger i acryl. Vi havde under vores køretur også været i forskellige byggemarkeder i Spanien og Portugal - og havde fundet noget acrylplade til dels skydelåger, dels en nedgangsluge. Nedgangslugen blev lavet i 8 millimeter acryl-plade, det kunne skæres med lidt forsigtighed med stiksaven - og elhøvlen kunne uden at smelte pladen rette kanterne fint af. Når det regner og/eller blæser agtenfra er det lidt irriterende at skulle have begge de massive nedgangsluger i - det bliver lidt mørkt, så en gennemsigtig nedgangsluge er rar at have.

 

Sent på eftermiddagen kom Peter og Antonio - og så gik der et par timer med at designe targabøjle og cockpitpresenning - og få deres og vores ideer til at passe sammen. Det var meget sjovt - nu må vi se hvad der så kommer ud af det. Antonio var lidt usikker på dimensionering af targabøjlen, som skal bære hele belastningen fra storsejlet. Men de ville kigge på det.

 

Vi havde om aftenen monteret den nye acrylnedgangsluge - dog fik vi ikke orienteret katten om de ændrede forhold - så da hun ville ud om aftenen, sprang hun glad og fro op på kahytstrappen og videre ud i cockpittet - til sin store forbløffelse endte hun hvor hun kom fra: selv Trille kan ikke gennemtrænge 8 millimeter acrylplade! Så hun fik det modsatte af en lang næse (!) - men tog så vidt vi kunne se ingen skade. Og hoppede ud af vinduet i agterkahytten i stedet. Men måske var hun blevet lidt rundtosset ... hun kom ikke hjem næste morgen som hun plejede.

 

08.11.2003 - Vilamoura

Planen var at sejle til Ayamonte om søndagen, så lørdagen gik med at klare skibet op - og vente på Trille, som ikke var dukket op om morgenen.

 

Om aftenen ingen Trille.

 

09.11.2003 - Vilamoura

Om natten og morgenen heller ingen Trille. Vi skulle have sejlet omkring klokken 6 om morgenen for at nå floden Guadiana klokken cirka 14, hvor det var højvande her. Flodmundingen skal helst besejles ved højvande på grund af vandstanden og strømforhold.

 

Så sejladsen blev aflyst. Men fortsat ingen kat - heller ikke om aftenen.

 

Stemningen begyndte at blive lidt trykket, hun plejede ikke at være ude flere døgn - og kom næsten altid når vi kaldte på hende oppe på havneområdet.

 

Vi begyndte at finere kanter på alle skabslåger og skuffeforkanter (ialt 28 stykker) - et længe udsat arbejde.

 

Om aftenen ingen Trille. Og de af Jer der har kat kender vel fornemmelsen når kræet har absenteret sig - man fyldes af bange anelser. Jeg kiggede lidt mistroisk på den kinesiske restaurant på havnen - er der ikke noget med at "i Kina spiser man hunde"? De sælger en del kaniner herned - som i flået tilstand ligner en kat til forveksling (jeg har dog ikke nogensinde set en flået kat, så sammenligningen holder måske ikke 100% ...) - og måske have kineserkokken misforstået noget, eller han kunne ikke lige skaffe hunde den dag. Annette synes IKKE det var morsomt ....

 

Om natten ingen Trille. Nattevagterne skævede lidt til os når vi gik rundt i området midt om natten og sagde mærkelige lyde!

 

10.11.2003 - Vilamoura

Mandagen gik i nedtrykt stemning, trods flere gåture rundt omkring havne var der absolut ingen spor af katten. Så efterhånden som dagen gik indstillede vi os efterhånden på, at hun var borte - kørt over eller dræbt af en hund eller lignende. 3 døgn ude, det lignede hende ikke.

 

Vi havde stort set opgivet håbet – det virkede som en umulig opgave at lede og kalde i hele byen. Men besluttede at gøre et sidste forsøg tirsdag morgen klokken 04.00, hvor vi satte vækkeuret til at ringe. Og gik en lang tur rundt i byen, prøvede at tænke som en kat og se hvor hun måske ville synes det var spændende at gå – men uden resultat nåede vi ad en lang omvej i byen og langs stranden ned til havnen igen. Og lidt tilfældigt gik vi op mod havnehotellet, og kaldte lidt igen – og så kunne jeg høre en underlig ”knurrende miaven” som jeg først troede var en tilfældig kat – sådan sagde Trille normalt ikke. Men jeg kaldte lidt igen – og da den ”fremmede” kat så kom frem i lyset med højt løftet hale og hendes miaven var blevet lidt mere almindelig, ja så var lettelsen og glæden kæmpestor – for det var Trille. Der nu blev båret glædestrålende og forsvarligt omklamret ned i båden igen – hvor hun omgående tømte 2 dåser kattemad, og gerne ville have haft mere! Så det var 3 slemme dage må vi indrømme – man kommer jo til at holde af sådan et lille kræ J

 

IM004020.JPG (264047 bytes)IM004017.JPG (267333 bytes)

En meget, meget træt lille kat

 

11.11.2003 - Vilamoura

Med Trille velbeholdent tilbage, fik vi indhentet lidt af den forsømte nattesøvn (med alle luger forsvarligt lukket) - og vejrudsigten var ok til at sejle næste morgen. Tidevandet forskubber sig cirka en times tid hver dag - så ovenstående episode bragte med sig, at vi først behøvede at sejle onsdag morgen omkring klokken 8.30-9.00 for at nå tidevandet ved Ayamonte (Ria Guadiana).

 

Vi fik også lige rykket sejlmageren for et tilbud - og da Antonio stadig var usikker på storsejlsbelastningen fik jeg kontaktet Van de Stadt (konstruktøren af båden) på mail og videregivet svaret til Peter og Antonio.

 

 

12.11.2003 - Vilamoura

Forholdsvis tidligt op, omkring receptionen for lige at betale og checke ud. Og afsted mod Ria Guadiana klokken cirka 9.00. En solrig dag, omkring 20 grader - som sædvanlig svag til ingen vind - rigtig hyggesejlads. Og rart når man har været i samme havn over en uge at se frem til nye omgivelser, nye oplevelser - naboerne i Vilamoura (belgiere) var meget søde, så nye naboer behøvede vi ikke nødvendigvis - osv.

 

IM004022.JPG (180530 bytes)IM004030.JPG (202792 bytes)

Farvel til Vilamoura - hyggesejlads i November

 

Vi kom uden de store problemer til Ria Guadiana lige omkring højvande. Ville gerne have været der lidt inden højvande, så vi havde haft medstrøm op ad floden , men der var modstrøm ved Faro/Olhao-hjørnet, så vi var lidt forsinkede. Vi sejlede i aftenskumringen først til Ayamonte og fandt en fin plads for enden af en bro, lagde til uden problemer (se "anlægsprojekt" ...) - men da vi gik op til havnekontoret fik vi at vide at der ikke var ledige pladser - heller ikke blot for en enkelt dag. Efter lidt diskussion frem og tilbage (den var ret kort idet havneassistenten kun talte spansk ...) måtte vi kaste fortøjningerne og sejle tilbage til Vila Real de Santo Antonio på den portugisiske side af floden - dog kun en sømil væk.

 

IM004036.JPG (320441 bytes)

Ayamonte

 

Vi havde oprindelig satset på Ayamonte som vinterhavn, da Spanien er lidt billigere end Portugal at handle i, sproget er lidt nemmere osv., men Vila Real de Santo Antonio var også OK - og der går færge mellem de 2 byer, så vi kan uden problemer handle ind i Spanien også. Da vi besøgte havnekontoret i Ayamonte på vores køretur, mente vi at de sagde de havde plads hvis vi blev der længere end et par dage - men meningen var ikke helt entydig. Og måske havde vi misforstået noget ...

 

Nå - men vi fik i det begyndende nattemørke lagt til i Vila Real de Santo Antonio (nu gider jeg ikke skrive det fuldt ud længere - fremover er det VRSA), og afventede dagens komme - og om de havde plads til os her for de næste 4 måneder.

 

Iøvrigt fik Annette nyt navn i aftenens løb: under det sædvanlige check-in i havnen, hvor nattevagten skulle udfylde papirer m.v., kunne vi simpelthen ikke forklare ham at hendes navn (som han skrev af efter passet) ikke var "Dansk Danish Danois" og at han kiggede på den forkerte linie i passet og at hendes rigtige navn jo stod på samme linie som i mit pas. Han holdt hårdnakket fast på at hun måtte være "senhora Dansk Danish Danois" .... så vi lod ham blive i troen, han var som flink nok iøvrigt!

 

IM004039.JPG (179503 bytes)

Vila Real de Santo Antonio