21.04.2004 - 28.04.2004 Marbella

Ugen i Marbella blev tilbragt med almindelig afslapning, tøjvask, internetopdatering, gåture, oprydning. Og almindelig klargøring til alle de besøgende der vil ankomme de næste 2 uger. Når: vi kun er 2 ombord så behøver vi jo ikke benytte forkahytten til andet end opbevaring - så der skal lige gøres en indsats for at fjerne "depoterne" - eller retter sprede dem lidt rundt (læs agterkahytten).

29.04.2004 - Marbella til Fuengirola (17 sømil)

Efter en fredelig "havneuge" - uden de store interessante historier - ville vi lidt tættere på Malaga inden Kasper kom på besøg den 1. maj - så torsdag den 29.4. kastede vi fortøjningerne og fik slæbt os de cirka 17 sømil til Fuengirola. En solrig stille sejlads - Middelhavet når det er bedst.

Fuengirola nåede vi om eftermiddagen, sjovt igen at se en af de byer/havne, hvor vi tilbragte 2-3 måneder for 12 år siden. Ikke de store ændringer på havnefronten og tilsyneladende heller ikke i selve byen. Pigen på havnekontoret kunne teoretisk godt have været der for 12-13 år siden - så god er min hukommelse dog ikke. Men hun så nu heller ikke særlig godt ud ... ;-)

30.04.2004 Fuengirola

For at forberede os lidt til at skulle hente Kasper i lufthavnen og for at se lidt af Malaga, så tog vi toget fra Fuengirola til Malaga. En ganske udmærket kystbane, med jævnlige afgange og ganske punktlig.

I Malaga snuppede vi lige en kystbus videre østpå - vi ville gerne se en lille havn lidt øst for Malaga (noget med et værftsbesøg, bundmaling osv.) - desværre opdagede vi aldrig hvornår bussen stoppede i den lille havneby, så det blev istedet til en lang bustur langs kysten indtil vi næsten nåede Malaga de Velez - så blev vi enige om at vi nok var kørt lidt for langt! Busturen tilbage blev akkurat lige så lang ....

01.05.2004 Fuengirola

Dagen gik med at få handlet lidt ind - det var (ja det er det vel for så vidt hver eneste 1. maj ...) Kaspers fødselsdag så mor'en ville gerne glæde sønnike med en hjemmelavet fødselsdagskage - chokoladekage. Og ellers glæde os til gensynet.

Og klokken 21.50 kunne vi give velkomstknus til vores kære søn i Malaga lufthavn - og ellers bære ham velbeholden hjem til "Pinocchio".

IM005242.JPG (213912 bytes)

Kasper - vel ankommet til Fuengirola

02.05.2004-03.05.2004 Fuengirola

De næste dage bragte et temmelig dårligt vejr med sig (eller var det Kasper der gjorde ?) , så vi lå og trykkede os i havnen uden større lyst til at sejle ud i kuling, regn og køligt vejr. Men da vi 3 jo har tilbragt mange år sammen (22 såmænd) - også i dårligt vejr - så vi klarede det med den sædvanlige afledningsmanøvre: et par spil Settlers afbrudt af et par spil Carcassonne! Lidt gåtur i Fuengirola blev det dog også til - Kasper havde ikke rigtig ønsket sig noget i fødselsdagsgave, så han måtte selv med ud at kigge.

IM005247.JPG (248003 bytes)

Hvis han låner min seng - så kan jeg vel sove på bordet!

04.05.2004 Fuengirola til Malaga (11 sømil)

Vejret klarede lidt op om tirsdagen, så vi besluttede at sejle til Malaga - lidt tættere på lufthavnen hvor næste hold skulle ankomme om fredagen. Lidt blandet vejr men lidt sejl kom der da op. Ud for Benalmadena var vinden rimelig frisk pludselig - sandsynligvis på grund af landskabsforholdende, her skal vinden (som kom inde fra land) rundt om en række mindre bakker/bjerge - hvilket giver noget tunneleffekt og tilhørende kraftige vindstød.

Vi besluttede at ankre op ud for Malaga - dels for at afprøve anker og ankerspil, dels for hyggens skyld - det er normalt så stille og fredeligt med ankring. Vi fandt en strand i et hjørne nær ved havnen - der var læ for vinden, men dønningerne kom fortsat udefra og gjorde opholdet noget uroligt - hele natten.

IM005245.JPG (216842 bytes)

Far og søn - på nye eventyr?

Men vi fik pumpet gummibåden op, monteret påhængsmotoren og sejlet lidt rundt i den. Når vi svajede rundt for ankeret, og båden lå på tværs af dønningerne, så rullede skibet ret meget ind imellem - så Lars lagde et hækanker ud, så båden blev holdt nogenlunde på langs af dønningerne. Hjalp lidt men absolut ikke nogen særlig behagelig nat.

05.05.2004 Malaga - Benalmãdena (6 sømil)

Vi gad absolut ikke ligge længere for anker på den urolige ankerplads nær Malaga, så sejlede ind til selve Malaga havn. En stor industri- og fiskerihavn (ja-ja stor og stor - i sammenligning med Fuengirola er den i hvert fald stor! På størrelse med Århus havn ...). Og fandt en lille lystbådehavn - som dog viste sig at være privat (?), så de ville ikke have gæstesejlere! Af sted igen - heldigvis (eller desværre må man i bagklogskabens klare lys sige) lå Benalmãdena kun 6 sømil vestpå så det blev dagens mål.

Det var dog trods alt tættere på Malaga lufthavn end Fuengirola - at så togstationen lå MEGET langt væk fra havnen og at den var MEGET svær at finde, at havnen var MEGET urolig i vestenvind, at den var MEGET stor (ikke noget relativt her: plads til omkring 1600 lystbåde) og at havn og havneområde var MEGET turistpræget - var alt sammen MEGET uforudsigeligt!

Men vi fik tildelt en plads i havnen - desværre på yderste mole, lidt tæt på indsejlingen, som var åben mod vest. Og da der fortsat blæste en frisk vestenvind kom der nogle forholdsvis store dønninger ind i havnen - så alle bådene i yderbassinet rev og sled i fortøjningerne i takt med dønningerne. Og desværre havde vi ikke helt styr på HVOR kraftigt de rykkede i bådene og HVOR meget bådene faktisk rykkede frem og tilbage på pladserne - så efter at have fortøjet - med ekstra fortøjninger, gummikødben osv. - og vi sad og slappede af nede i kahytten og planlagde dagens videre forløb (vi var ankommet forholdsvist tidligt, cirka ved 10.30-tiden, da vi jo ikke skulle sejle så langt fra Malaga, så for en gang skyld havde vi næsten en hel dag selv efter at have sejlet) - lød der et gevaldigt brag fra stævnen - som ved en af de ekstra kraftige dønninger desværre lige havde været 20 cm for langt inde - stævnen var i takt med dønningen dels steget cirka 75 cm opad samtidig med cirka 1 meter indad - og da dønningen trak sig tilbage, så sænkede stævnen sig brat, men skibet nåede ikke tilsvarende tilbage - så anker og ankerrulle landede på betonkajen med et ordentlig brag!

Surt show - nu havde vi lige gået og monteret det i Vila Real og det fungerede skam upåklageligt. Ankerrullen blev bøjet opad - dog kun 1-2 cm i stævnen. Men det fungerer dog stadig og alle bolte holdt - så monteringen er der ikke noget at udsætte på. Ærgerligt, ærgerligt - atter en ting på "to-do-listen" (det skal lige rettes ud ved lejlighed - men det kræver afmontering af alle bolte - som er limet i med epoxy - så det er ikke bare sådan lige ...)

Vi fik lige checket og justeret fortøjninger en ekstra gang - og holdt denne gang øje med også de store dønninger. Men ellers fortsatte bølgegangen i havnen hele dagen og natten med. Først næste dag, om eftermiddagen, aftog dønningerne til noget mere acceptabelt.

Men sk... generende (og frustrerende) hele tiden når man opholder sig ombord, at båden farer en ½-1 meter frem eller tilbage samtidig med at en opadgående (eller nedadgående - kommer an på hvilken ende af skibet man opholder sig i :-)) bevægelse får udfordret ens balanceevne til det yderste! Og som skibsbygger er det noget bekymrende at hele tiden mærke de kraftige ryk det giver når båden stoppes af fortøjningerne - 8 tons båd, accellereret op af bølgebevægelsen, som skal stoppe for enden af et par 18 millimeter fortøjningstrosser - og alt rykket optages i fortøjningsklamperne .... men de holdt dog til det. Ret nervepirrende når det sker konstant i 24 timer! Vi tog tid på det - da det var værst var der en dønning og tilhørende frem- og tilbagegående "bevægelse" hvert 12. sekund - så kan man selv begynde at regne på hvor mange det bliver (ja, ja - I har det nemt - løsningen er her: 5 fremadgående og 5 bagudgående bevægelser hvert minut, 1440 minutter på 24 timer = 14400 belastninger hvert døgn - dog blev belastningen på skift fordelt mellem de forreste og de bageste klamper).

Hvad belastningen er i en klampe, der bruges til at stoppe et legeme på 8 tons, der bevæger sig med 1 knobs fart, med 2 stk. 10 meter lange 18-millimeter polyestertrosser der måske giver sig 10-15 cm ved hver belastning (fjedereffekt) - det er jeg glad for at Van de Stadt har regnet ud for mig, jeg kan ihvertfald ikke! Dog må jeg jo have monteret det godt nok - for det holdt til det ;-)

Vi fik gået en l-a-n-g tur rundt om havnen - for at komme fra bådpladsen hen til havnekontoret (hvor de bl.a. havde vejrudsigten hængende slået op) var der omkring 2,5-3 kilometers gåtur! Vi skulle nok have kaldt dem på VHF'en for at få vejrudsigten ...

Langs havnen er der den ene cafe og restaurant efter den anden - kun afbrudt af den ene tøj- eller smykkebutik efter den anden - kun afbrudt af den ene butik med "turistgejl" efter den anden. Kun spændende de første 500 meter - så var overraskelsesmomentet ligesom udtømt ....

06.05.2004 Benalmãdena

Også torsdagen blev tilbragt i denne urolige havn - nu begyndte vestenvinden dog at aftage, så dønningerne inde i havnen aftog en del i løbet af dagen. Vi fik set lidt af havneområdet, strandpromenaden - men missede fuldstændig at der var en større by lidt inde i landet - det så vi først da vi næste dag hentede Henrik og William ved toget.

At vi også fik set lidt af de omkringliggende byer (Torremolinos m.v.) på vej op for at hente dem ved toget var ikke helt tilsigtet .....

 

IM005251.JPG (218418 bytes)

Benalmãdena - brydende søer i indsejlingen