11.04.2004 Gibraltar

Det blev en bevæget afsked med Steffen om morgenen - dvs. Steffen bevægede sig allerede fra klokken 6 om morgenen - han skulle jo finde en bus i "La Linea" - vi andre bevægede os ikke særlig meget før klokken blev omkring 8.30 ...

Men han fandt en bus, vi andre nåede lige over til "La Linea" inden bussen gik og kunne vinke pænt farvel - og han nåede sandelig også flyet hjem til Danmark fik vi at vide i en SMS lidt senere på dagen.

Det resterende hold på "Pinocchio" syntes det var på tide at se lidt af Gibraltars seværdigheder - og hvad er mere seværdigt i Gibraltar end Gibraltaraberne (og nej vi nøjedes ikke med at kigge i et spejl ...).

Velkommen til Gibraltar

Gibraltar har iøvrigt fået sit navn fra den mauriske hærfører Tarik-ibn-Zeyeb, som i 711 krydsede gibraltarstrædet fra Marokko, og indtog Gibraltar og Spanien. Hvor de (mauerne) blev indtil det 15. århundrede. Gibraltar blev kaldt "Jebel-tarik" ("Tariks Bjerg") og dette navn er med tiden blevet til "Gibraltar".

Så tilbage fra "La Linea" og atter i Gibraltar satte vi kursen op mod klippens top - både Sekker og Lars var sikre på at de kunne finde en vej (genvej?) til toppen uden om de "normale veje" (som så ud til at være belagt med en afgift på 7 pund pr. næse for at få lov til at gå op til Gibraltarklippens top og hilse på aberne - det synes vi var lige dyrt nok). Så efter 2 timers klatren rundt uden for alfarvej nåede vi langt om længe - tilbage til byen - toppen af klippen kunne vi absolut ikke finde!

Det viste sig lidt senere at prisen for at få lov til at gå op til aberne kun var 50 cent - men hvad gør man ikke for at finde en ny og spændende "genvej" .....

Vi betalte de 50 cent og nåede efter en god lang gåtur op til "The Monkeys Den" - aberne lignede sig selv og var ikke synderlig interesseret i os. Dog skulle vi passere et par stykker på vej op ad en lang trappe, hvor de havde placeret sig øverst på trappen - og efter at have læst en række advarsler om abernes aggressivitet overfor turister var vi noget stive i både holdning og blik da vi passerede de 2 aber på trappen - dog uden at blive forulempet.

Hvor mange aber er der på billedet til venstre? 3 såmænd ...

Hold på hat og briller .... "Far, kommer du der?"

"Far - hvorfor går du??!!"

Efter abevisitten var vi en tur nede i nogle af de tunneller som man i 17-1800 tallet havde startet på at konstruere - under "Den Store Belejring" omkring år cirka 1780, hvor spaniolerne igen forsøgte at fravriste Gibraltar fra englænderne, begyndte englænderne at hugge og sprænge sig vej gennem klippen, og i disse tunneller placerede man så kanoner, udkigsposter osv. Og fik dermed konstrueret et glimrende fæstningsværk på og i Gibraltarklippen. Så godt konstrueret at det siden ikke er lykkedes for nogen belejrer at indtage området. Tunnellerne er siden blevet  udbygget - Gibraltarklippen må efterhånden nærmest sammenlignes med en schweizerost: der er nu tunnelgange med en samlet længde på omkring 30 miles (50 kilometer)!

Tunnelarbejde fra "The Great Siege"

Aftenen blev, efter den omfattende noget uvante fysiske aktivitet, tilbragt ret tilbagelænet ....

12.04.2004 - Gibraltar til Ceuta (15 sømil)

Solen skinner fra morgenstunden - vinden er jævn fra øst, hvorfor ikke sejle til Afrika! Som sagt så gjort - vi tanker dog lige told- og afgiftsfri diesel på vejen ud af Gibraltar (37 cent pr. liter) - og sætter kursen mod Ceuta, cirka 15 sømil fra Gibraltar på den afrikanske side af strædet.

Mod Ceuta

Ceuta ligger geografisk i Marokko - men er en spansk by og hører under Spanien. En lille spansk enklave i Afrika.

Atter et sted vi besøgte for 12 år siden og som vi gerne ville se igen. I pilotbogen vi benyttede dengang har vi noteret om havnen i Ceuta: "Urolig og dyr" - vi får se om det stadig passer. De har fået konstrueret en lystbådehavn i Ceuta kan vi se da vi ankommer, tidligere lagde vi blot til i industrihavnen. Så vi sejler ind i lystbådehavnen og får fortøjet. Venlig modtagelse af tolder og havneassistent. Efter de sædvanlige informationer om skib og besætning er afgivet, kommer havneassistenten tilbage med havnepengeopkrævningen. Opkrævningen er opdelt i dels "havneleje" (kvadratmeter-pris), dels for strøm, dels for vand, moms osv. - ganske regulært alt sammen. Det specielle er så, at i Ceuta starter en overnatning  klokken 00.00 (altså midnat) og slutter klokken 23.59. Således at man faktisk altid kommer til at betale for 2 døgn selvom man kun har en overnatning. Med nogen spænding aflæser vi tallet nederst på siden - og beslutter hurtigt, at Ceuta gider vi ikke overnatte i - hverken et halvt eller et helt "almindeligt døgn": 57 Euro er hvad han uden blusel forsøger at kradse ind for en enkelt overnatning!

Så vi kaster hurtigt fortøjningerne igen og  smider ankeret uden for havnen. En noget urolig ankerplads - både passerende færger samt dønninger gør deres til at vi også her bliver "rullet" - dog er det lidt mere skånsomt for pengepungen med de naturlige "rulninger" .... så vi lever med det.

Og sandelig om vi ikke umiddelbart efter ankringen får besøg af "Guardia Civil" som i en stor gummibåd med 3 mand ombord, border os, hurtigt checker skibet for formodentlig illegale immigranter, bruger en halv time på at checke passene - og så er det overstået.

Toldbesøg ved Ceuta

Natten på ankerpladsen tilbringes lidt uroligt - men ellers uden problemer.

13.04.2004 - Ceuta til Smir/Marokko (12 sømil)

Da vi jo alligevel var på afrikasiden af gibraltarstrædet så besluttede vi os for også lige at besøge Marokko. Et par englændere vi talte med i Ceuta (inden vi hastede ud igen) havde talt om en lille havn syd for Ceuta, kun omkring 12 sømil væk. Så vi satte kursen rundt om pynten og sydover mod Smir - en stor lystbådehavn lidt nord for byen M'diq.

Langs Marokkos kyst

Med vinden i øst gik det stille og roligt sydover - og vi anløb Smir ved middagstid uden problemer. Indklarering lidt mere omstændelig end sædvanlig idet "Policia" lige skulle checke vores pas hvilket varede en halv times tid. Hvad de kontrollerer ved vi ikke.

Smir er som nævnt en stor lystbådehavn, plads til omkring 300 både - på dette tidspunkt af året lå der måske 10-15 faste både - resten af havnen var fuldstændig tom. I de 3 dage vi lå der var der måske 4-5 gæstesejlere samtidig. Men der skulle komme mange i højsæsonen blev vi fortalt.

Efter indklarering og fortøjning ved den anviste plads, gik vi en lille tur for at se på omgivelserne - eneste "seværdighed" var det nærliggende supermarked, ellers var Smir blot havnen med et par beboelsesejendomme rundt om og de sædvanlige påbegyndte men ikke færdiggjorte turisthoteller eller "apartementos". Ikke særlig spændende. Den "lokale guide" kom straks hen og tilbød sin taxitjeneste - der var "majet fint og stort marked i Tetouan - kun 20 kilometer væk - vi kunne få taxituren for kun 20 Euro frem og tilbage".

Den sædvanlige mistro sad i os - bliver vi nu rullet igen? Men besluttede at køre med til Tetouan, ihvertfald den ene vej - så kunne vi altid se om tilbageturen kunne gøres billigere eller evt. med bus. En 30 år gammel Mercedes-taxi standsede omgående, "guiden" instruerede taxichaufføren (på marokkansk) og afsted gik det - instrumentpanelet virkede ikke, kilometertælleren var stoppet på over 600.000 kilometer, så det var noget af en godt brugt bil vi var ude i. Chaufføren talte kun marokkansk og nogle få gloser fransk og engelsk - så konversationen var begrænset. Dog fik vi med et grin at vide, at nogle kameler i vejkanten var "maroccean taxi". Undervejs blev vi overhalet af en motorcykel med 2 fyre på - de spottede hurtigt de 3 turister i taxien, udvekslede et par ord på marokkansk med chaufføren og så var vi vist afsat! Føreren af motorcyklen råbte ind ad vinduet "I like to practice my english, just wanna talk to You" så han konverserede livligt med Sekker på forsædet via det åbne vindue - ved hvert eneste lyskryds hvor vi var nødt til at stoppe.

Ikke sikkert den ville gå glat igennem syn i DK..

Motorcyklen holdt sig på resten af turen i nærheden af taxien - eller var det omvendt - påfaldende ihvertfald at da vi blev sat af i Tetouan så var de 2 fyre på motorcyklen der omgående og ville gerne vise os rundt i "Medinaen" (markedet). Han startede med den sædvanlige sang at han gjorde det for vores blå øjnes skyld og vi ville sikkert gøre det samme for ham hvis han kom til København - "no money" - så var aftalen lige som på plads. Og han tog os så på en lang gåtur rundt i markedsgyderne - ret interessant at se små butikker med de handlende, håndværkere fremstillede alt fra møbler til kjortler, for turisternes skyld fik vi lige et par "salaam-aleikum" med på vejen - og til sidst endte vi selvfølgelig hos fyrens fætters onkels tæppeforretning!

Først skulle vi blot nyde udsigten fra toppen af bygningen - som var så høj, at vi kunne se ud over hele byen, de bagvedliggende Rif-bjerge, markedsgyderne oppefra, moskeer osv. Da vi så havde spildt nok tid på udsigten ville de forfærdelig gerne vise os nogle tæpper - og deres naturlige gæstfrihed bød dem at servere myntethe for os! Det var svært at sige nej til så overvældende uselvisk og imødekommende gæstfrihed (og vi kunne jo bare sige nej til at købe noget), så vi blev bænket alle 3 i et af udstillingsrummene - og så startede showet: tæppe på tæppe blev rullet ud for vores i starten undrende og beundrende øjne. Først de store tæpper, gulvtæpper, så, i takt med at øjenlågene blev tungere og tungere, mindre og mindre tæpper indtil bordskånerne var det absolut sidste mulighed for at vække vores interesse. Da vi endnu ikke havde bidt seriøst på - trods beundrende udbrud og ih og åh - så blev showet vendt om, og nu blev alle tæpperne et efter et rullet sammen igen - vi blev instrueret i at sige "la" hvis det ikke var et interessant tæppe og et andet ord jeg ikke kan huske længere (vi brugte det jo heller ikke ...) hvis vi ville have et bestemt tæppe lagt til side "til forhandling" - vi måtte endelig ikke sige "lala" det betød bedstemor - alle lo pligtskyldigt ....

Hos tæppehandleren

Og showet fortsatte - vi blev for hvert tæppe kigget dybt i øjnene og forsøgt hypnotiseret til at sige andet end "la" - men da vi ikke kunne huske andet end "la" så blev det hver gang et trestemmigt "la" - tror de var oppe på at have vist os omkring 40 tæpper, løbere, bordskånere osv. Så hvis der er et ord vi nu kan på marokkansk så er det "uinteressant" og "bedstemor" ....la og lala.

De havde så mange tæpper at de solgte af dem - troede de ...

Smilet på sælgerens ansigt blev mere og mere anstrengt som tiden gik - efter det sidste tæppe spurgte han lidt ud i luften hvilken farve vi bedst kunne li' - Lars faldt i med begge ben og pegede på en af de blå tæpper - og så var det lige før de startede forfra kun med blå tæpper! Men kunne vist godt se, at interessen for tæppekøb kunne ligge på et meget lille sted hos os - så vi blev sluppet ud igen. Myntetheen var dog udmærket!

Vores "guide" ventede pænt på os efter tæppehandleren - han begyndte at mumle lidt om frokost på en restaurant - hans fætters søsters kone havde sikkert en udmærket restaurant et eller andet sted i byen! Vi havde dog lidt mangel på marokkanske mønter (Dirhams) og vi fik ham til at vise os vej til en bank i stedet. Og planlagde at ryste guiden af os så vi selv kunne gå lidt rundt - uden alle de familiebesøg! Ved første udbrudsforsøg blev vi hurtigt standset - det viste sig, at den anden person på motorcyklen havde fulgt os troligt på hele turen, diskret 20 meter bagved - netop for at forhindre den slags udbrudsforsøg. Så da vi lod "guiden" fortsætte ligeud og selv drejede ned ad en sidegade, så blev "guiden" råbt an af vores skygge - og så var det udbrudsforsøg forpurret!

Vores "guide" - kommer I ikke snart?

Kongens palads - "Medinaen" (marked)

Endnu en taxi venter på bytte

Nå, vi fik så forklaret "guiden" at vi gerne ville gå alene - trykkede ham pænt i hånden og sagde farvel - og denne gang lod det til at han forstod det. Han havde vist forventet en drikkeskilling - og normalt ville vi da også gerne have betalt for en guide - men vi vil selv vælge tid og sted, ikke shanghajes på denne måde - så han måtte nøjes med et håndtryk. Vi vil dog klart anbefale en guide fremover til den slags udflugter - og aftalerne på plads på forhånd (betaling, varighed osv.) - det var temmelig vanskeligt at finde vej i "Medinaen", vi gik nok alene rundt i en times tid indtil vi fandt et genkendeligt område igen. Og spørge om vej gør Sekker og Lars helst ikke .... vi skulle have haft GPS'en med!

Det lykkedes os at finde en taxi hjem igen - atter en 30 år gammel Mercedes, noget vingeskudt virkede den - men kunne dog køre. Og prisen var den samme som på udturen - der var mange marokkanere der også kørte med taxi, men jeg kan ikke forestille mig at de betalte den samme takst (10 Euro for 20 kilometer) som turisterne - men det bliver et gæt. Vi kunne ihvertfald ikke forhandle prisen ned.

"Pinocchio" i Smir

14.04.2004 - Smir/Marokko

Dagen bragte frisk til hård østenvind, så vi besluttede at blive i Smir endnu en dag. Vi fik monteret lazy-jacks på storsejlet - det viste sig at der var et udmærket bådværft på havnen, hvor Lars kunne købe popnitter og låne en popnittetang - så beslagene til lazyjack-systemet kunne blive monteret. Ellers en gåtur i området - vi fandt en lille købmandsbutik ikke så langt væk fra havnen - fik handlet lidt ind. Og ellers blot almindelige afslapning i båden.

En vejrudsigt i havnen var lidt svær at tyde - arabiske bogstaver er ikke lige det vi har nemmest med - de arabiske tal går dog lige, så vi kunne med lidt hjælp fra havnereceptionisterne (de var, da vi ankom om tirsdagen ikke mindre end 5 piger på kontoret .... til de 4-5 gæstesejlere) dekode det meste: aftagende vind styrke 2-4 fra vest tror jeg nok det blev til. Og det skulle så være om torsdagen. Det blev hård kuling fra øst ....

Vejrudsigten lover 2-4 Beaufort fra Vest - bemærk tallene og at der skrives fra højre mod venstre - det kan være derfor vestenvind også blev til østenvind ...

Overskyet, blæsende, regnfuldt - velkommen til Middelhavet! Nu var det jo heller ikke "Costa del Sol" vi var kommet til, men alligevel havde vi en forventning om Afrika som værende lidt varmere - kameler og palmer så vi dog, en enkelt neger (havneassistenten) også, af vilde dyr kun Trille da hun blev drillet lidt for meget - ingen løver, zebraer eller vilde Zuluer! Nå - spøg til side - det var faktisk ganske interessant at besøge Marokko, turen i Tetouan spændende på flere måder, mærkeligt at se den store forskel der fortsat er mellem Europa, kun 30 kilometer væk og så Marokko - levestandard, livsstil, infrastruktur osv., forståeligt er det måske nok, at så mange marokkanere søger til Europa for at forbedre deres levevilkår. Deres eneste mulighed måske, undertrykte som de er af  kong Hassan, kongefamilien og plutokraterne.

Vi havde fuldstændig samme indtryk af forskellene mellem Europa og Marokko da vi besøgte Tanger for 12 år siden - der er ikke sket nogen mærkbar udjævning så vidt vi kan se.

Kontraster - gedeflok uden for splinterny bygning, hvor de solgte hurtiggående motorbåde

Aftensmaden blev lidt præget af hvad vi nu havde tilbage i pantryet - indkøbsmulighederne synes vi var lidt begrænsede i omegnen - så det blev kartoffelsuppe og, så vidt jeg lige, husker råstegte kartofler med kartoffeltilbehør ...

15.04.2004 - Smir/Marokko

Fortsat blæsende fra øst, havneindløbet fuldt af brækkende søer - så vi betragtede os som indeblæste atter en dag. Om formiddagen blev det til en lille gåtur til det nærmeste "by" i nærheden af havnen - en lille købmand og en café. Vi havde regnet ud, at vi havde 100 dirham (når havnepengene var betalt), som skulle omsættes inden vi forlod Marokko, da det ikke er tilladt hverken at indføre eller udføre marokkansk valuta til/fra Marokko. Så vi handlede lidt ind til aftensmaden - æg og tun - til en tunsalat.

Almindelig afslapning - lidt utilfreds mumlen i krogene blev omsat til en tur til Ceuta - den spanske by i Marokko. Der måtte godt ske lidt mere end den lille gåtur om formiddagen. Så Sekker og Annette besluttede at tage til Ceuta - for dels at se byen, dels at handle lidt ind. Lars blev tilbage i båden p.g.a. en begyndende halsbetændelse. Taxi var den eneste mulighed for at komme til grænsen til Ceuta. "Tilfældigvis" holdt taxien fra om tirsdagen på havnen sammen med "den lokale guide". Igen forsøgte vi at forhandle os frem til en bedre pris end de 10 euro, som chaufføren forlangte. Vi vidste, at der ikke var 20 kilometer til grænsen, så derfor mente vi at det måtte være billigere, men chaufføren forklarede gennem tolken (guiden), at han ikke havde mulighed for at få ture tilbage igen fra grænsen derfor de 10 euro. Vi kunne fornemme at vi ikke kom nogen vegne i vores forhandlinger, så hvis vi ville til Ceuta måtte vi betale de 10 euro, så det gjorde vi.

Det var et mærkeligt syn som mødte os da vi nåede grænsen. På en stor åben plads var der fyldt med taxier og en masse mennesker som bare opholdt sig på området inden grænseovergangen. Hvad de ventede på fandt vi aldrig ud af. Ved selve grænseovergangen herskede der mildest talt et kaos af biler og gående trafikanter. Det viste sig, at vi ligesom andre "fremmede" skulle udfylde en lille blanket for at komme ud af Marokko. Vi fik udleveret blanketten fra den eneste luge, som syntes at være åben og derefter blev der lukket. Vi blev ligesom de andre i køen noget forbavset over, hvad der skete. Så vi ventede det meste af en halv time samtidig med at vi fik udfyldt vores blanket med diverse for os uinteressante oplysninger. Da lugen langt om længe blev åbnet igen fik vi afleveret vores pas og den udfyldte blanket for kort tid efter at få det tilbage igen med et stempel, om hvor og hvornår vi havde forladt Marokko. Så måtte vi igen gå mellem bilerne og vise vores stemplede pas til en marokkansk paskontrollør. Det undrede os meget, at det ikke så ud som om passagererne i bilerne skulle igennem den samme procedure som os. Vel over på den spanske side, hvor der bare blev skævet til vores eu-pas havde vi endnu en underlig oplevelse. På en meget smal passage blev vi lidt hårdhændet overhalet af en gruppe mænd. De råbte et eller andet til hinanden mens de skulede rundt og pludselig var der en som klatrede over et hegn og efterfølgende fik smidt en pakke op til sig. Måske var det for at smugle noget ind i Marokko. Men der var åbenbart ingen som tog særlig meget notits af den lille episode ud over os. Ved busstoppestedet på den spanske side stod der også et par mænd og pakkede et eller andet ud mens de skulede rundt. Så enten er vi lidt paranoide eller også sker der ulovlige ting helt åbenlyst ved grænseovergangen mellem Marokko og Ceuta. Jeg tror mest på det sidste! Desværre har vi ingen fotografier til at dokumentere vores oplevelser ved grænseovergangen, da vi ikke er så frimodige med kameraet som Lars.

Vi fornemmede trods de små episoder ved grænseovergangen, at vi var kommet tilbage til civilisationen eller i hvert fald til en kendt verdensdel. Trods de ind imellem noget heftige byger besluttede vi os til at spadsere ind til centrum for at finde et supermarked. Det blev til en temmelig våd tur, hvor vi var nød til at gøre ophold på en café for at få en kop kaffe at varme os på. Regnen styrtede ned og gaderne var nærmest oversvømmede, da kloaksystemet ikke kunne følge med. Efter en tid fandt vi et større supermarked, hvor udvalget var rimeligt - der var både kød, øl og vin på hylderne. Vi forsynede os til et par dage og drog glade og lidt våde tilbage til busstoppestedet for at tage bussen tilbage til grænsen til Marokko. Heldigvis var det holdt op med at regne.

Tilbage til grænseovergangen gik det igen smertefrit ved den spanske grænse mens vi igen skulle gennem samme formalitet på den marokkanske side med udfyldelse af den samme blanket igen. Denne gang gik det heldigvis lidt hurtigere. Men selvfølgelig skulle de marokkanske toldere lige have et kig i Sekkers rygsæk med de mange spanske varer. Heldigvis var der ingen problemer. Det ville have været surt at få alle de spanske varer konfiskeret :-( Vi havde ingen problemer med at finde en taxi tilbage igen til Smir Marina. Denne gang fik vi dog turen til 8 euro. Om det var fordi vi havde en ekstra passager med i bilen - en pige som allerede sad i taxien da vi steg på - kan vi kun gætte på. Det blev alt i alt til noget af en tur den eftermiddag med oplevelser, som det tog lidt tid at få bearbejdet! Og i tilgift 2 stempler i passet på den samme dag........

Vel hjemkommet igen fik vi klaret aftensmaden og da vinden var løjet noget af og vendt 180 grader i løbet af eftermiddagen besluttede vi os for at sejle. Lars gik op til Havnepolitiet for at få stemplet passene (de skal skam stemples ved ankomst og udrejse), men blev forbudt at sejle - de ville ikke have nogen der sejlede når det var mørkt i kystområdet p.gr.a. smuglere (narkotika og illegale immigranter) - selv efter en længere diskussion var det ikke muligt at få lov - efter trussel om at blive opbragt i åben sø, pakkede vi vores argumenter ned, og fik tilladelse til at sejle om morgenen så snart det blev lyst (ved 6-tiden).

Havnepenge blev betalt - heldigvis sparede vi så den sidste nats havnepenge!

16.04.2004 - Smir/Marokko til Gibraltar (24 sømil)

Op klokken 6 om morgenen - pas blev behørigt stemplet (joo - der var skam nogen til stedet på Politikontoret - han åbnede døren på klem, stak armen ud, tog passene, lukkede døren, lyden af 3 stempler, døren åbnet på klem igen, en arm ud med passene - "goodbeirut". Hvad han havde gang i derinde ved jeg ikke - om aftenen da vi forlod dem sad overpolitiet og assistentpolitiet og spillede "Kalaha" eller "Backgammon" ...)

Vinden var frisk vestlig og da vi skulle nordpå i starten, fik vi hurtigt rullet noget af genuaen ud og sat kursen mod først pynten ved Ceuta, og derfra nordøst på mod Gibraltar. Strømmen satte og i gibraltarstrædet meget østpå, så vi kunne dårligt holde "Europa Point" oppe, søerne stejle og brydende i strædet - vand indover båden, Annette og Trille var absolut ikke glade. Men nærmere kom Gibraltar dog hele tiden.

Frisk tur tilbage til Gibraltar

Det var til tider ret vådt ...

Efter en frisk tur over gibraltarstrædet kunne vi igen indklarere i Gibraltar, efter omkring 6 timers sejlads - i frisk bidevind og foran-for-tværs, kun med en rebet (rullet) genua, en del søer - men "Pinocchio" gik fint og blødt gennem søerne, ikke ret mange pæle blev "stampet", alt fungerede som det skulle. Men alt udvendigt var dækket af salt da vi kom til Gibraltar.

Da det var Sekkers næstsidste dag ombord fejrede vi en "god påske" med en middag i Gibraltar på en af de indiske restauranter.

17.04.2004 - Gibraltar

Sekkers hjemrejsedag blev præget af almindelig oprydning og pakning - hans bus til Malaga gik cirka ved 17-tiden. Så dagen gik hurtigt og vi kunne sammen gå over til La Linea og sætte ham på bussen til Malaga. Vi havde vores cykler med og kunne nu cykle stille og roligt hjem til "Pinocchio" i Gibraltar. Hvor resten af aftenen gik med sædvanlig afslapning.

18.04.2004 - Gibraltar

Søndagen gik med de sædvanlige aktiviteter efter besøg: oprydning, rengøring, få ting stuvet tilbage til "normale" tilstande. Og ellers gjort hele båden ren udvendig, skyllet fri for salt, renset teakdæk, vasket og poleret overbygning, rengjort og smurt cyklerne (som lige p.t. står på dækket, hvilket desværre fremmer rustangreb specielt når vi sejler med søvand ind over dækket ...) - osv. osv.

19.04.2004 - Gibraltar

Lars havde den sidste uges tid gået og haft ondt i halsen (halsbetændelse), så i dag prøvede vi at finde en læge så han kunne få noget penicillin. Og efter en god lang tur rundt i Gibraltar lykkedes det - og efter et par timers ventetid fik han af den venlige engelske læge en recept på noget penicillin og nogle tabletter til at "Gargle" - så aftenen stod på "gargling" ...

En cykeltur til La Linea blev det også til, mad og drikkevarer er lidt billigere i Spanien end i Gibraltar.

Vi var gået fra båden omkring 11-tiden om formiddagen - havde godt set Trille var hoppet ombord på en af de gamle, forsømte motorbåde - hvor hun normalt får 8 timer til at gå om dagen med formodentlig at sove - det er ihvertfald hvad hun foretager sig hun er hjemme ombord. Da vi kom tilbage til havnen gik Lars ind i bådudstyrsforretningen for lige at ordne betaling for indkøbene - Annette ville lige hente sin redningsvest ombord, der manglede en "dims" som vi lige så godt kunne købe også. Og kom tilbage helt hvid i hovedet: "motorbåden var sejlet og Trille var ombord" ...

Gode dyr blev hurtigt en anelse rådne - selvom motorbåden ikke så særlig sødygtig ud kunne den jo sagtens sejle til La Linea, Algeciras o.l. - og hvad så med den stakkels kat? Tilbage i båden undersøgte vi de nærmestliggende både, spurgte nyankommende sejlere osv. - uden resultat, katten måtte betragtes som "blind passager".

Annette gik op i havnekontoret for at spørge om de vidste noget om den afsejlede båd - det kunne jo være at de informationer vi altid skal opgive om "sidste havn" og "næste havn" for en gangs skyld kunne komme til nytte - vi kunne jo hurtigt følge efter motorbåden. Men kom tilbage og fortalte at de (havneassistenterne) blot havde flyttet den til et andet hjørne af havnen. Så vi skyndte os derover og kaldte på hende - uden resultat! Så Lars entrede motorbåden - en dårligt vedligeholdt 45 fods træmotorbåd (men hvor var der dog meget plads ombord :-)) - og kaldte igen. Ned i kahytten, fortsat ingen kat. Ud at kigge i agterkahytten, ingen kat - tilbage derfra i hovedkahytten sad katten pludselig midt på dørken som intet var hændt! Formodentlig har hun sovet fra det hele - så et fast greb i katten, tilbage til "Pinocchio" og så blev  hun "groundet" resten af dagen og natten med - når vi nu skulle sejle i morgen tidlig ....

Så har man ingen problemer ombord - så anskaf blot en kat! Så kan den også holde rotterne væk ;-)

20.04.2004 - Gibraltar

Morgenen bød på "tyskerhjælp" - en tysk sejlbåd (Sigma 36), som havde sejlet i Middelhavet og var på vej til Carribien i løbet af 2004, skulle på land og have monteret vindror. Så Lars hjalp tyskeren med at sejle båden over til kranen, afmontere hækstag osv. - han havde godt nok sin kone med, men hun var vist ikke særlig fiks på fingrene - hun sejlede ikke en gang med i båden over til traveliften.

Lars undersøgte på havnekontoret om de havde tid og plads til at tage "Pinocchio" på land - og det havde de sandelig ingen problemer med - blot vi kunne vente til juli måned ....

Da afrejse fra Gibraltar mod Costa del Sol nærmede sig, besluttede vi at shoppe de sidste ting i Gibraltars veludstyrede skibsudstyrsbutikker - og fik bestilt ankerkæde, ekstra fortøjning, reserve-GPS og et par andre småting. Og ellers gjort båden klar til afsejling igen.

Elektronik m.v. ser ud til at kunne fås til udførsel "dutyfree" - så GPS'en skulle toldbehandles. Ankerkæden var ikke toldfri - til gengæld kom den i 2 stykker - som sammen med det stykke vi havde købt i Faro blev samlet til een lang 40 meter kæde. Og afprøvet i ankerspillet: det virker sandelig! Så Lars' ryg holder nu forhåbentlig et par år mere ....

De sidste småting af "engelsk" karakter blev indkøbt - og vi var klar til afsejling - helst tidligt om morgenen inden "Sheppards Marina" vågnede - igen det der med havnepenge, man kan jo ikke betale hvis kontoret er lukket .... selv om viljen er til stede ;-)

Frisk sejlads!