05.07.2004 - Corfu

Efter at have rundet Corfus nordspids fandt vi en lille ankerbugt, hvor vi klokken 15.30 kastede ankeret - lidt trætte efter turen fra Italien (Crotone). Men selvfølgelig også glade over at målet - Grækenland - nu var nået som planlagt - og at vi ovenikøbet havde 2-3 dage inden vores gæster, Flemming og Charlotte, ankom. Så mens solen bagte fik vi sovet eftermiddagslur - som vistnok varede det meste af natten med ...

06.07.2004 - Corfu

Vi have en forventning om at man skulle indklarere ved første anløb til Grækenland - så vi hev ankeret op og sejler til Corfu by - men toldvæsenet var ikke særlig interesserede i os, henviste til havnekontoret. Nå - hvis ikke det var mere vigtigt end det så kunne det også være lige meget! Så vi fandt en anden lille bugt hvor vi kastede anker. Vi skulle have afslutte "projekt solsejl" - med temperaturer på over 30 grader, skyfrit, svag vind så måtte der gøres et eller andet for at holde temperaturen på et udholdeligt niveau.

Solen bager så meget at man ikke kan gå med bare fødder på teakdækket, rører man ved et af metalbeslagene får man nærmest brandvabler - så skygge er absolut påkrævet!

Vi får færdiggjort den ene bimini om aftenen, og monteret den - efter en lang og varm dag med symaskinen nede i kahytten. Men et godt samarbejde - ikke mange knubbede ord selv i de 35-37 grader i kahytten :-). Den passer udmærket - er dog et første forsøg, der er plads til et par forbedringer her og der - men ganske nydeligt arbejde når vi selv skal sige det :-)

IM006260.JPG (257132 bytes)IM006265.JPG (252222 bytes)

Biminiarbejde - og resultatet

Tænkte lidt på vores kommende gæster - de klagede over kulden i Danmark. Mon de var parat til at skifte 17-19 grader ud med næsten det dobbelte? Når vi, der trods alt var vænnet lidt til temperaturerne, synes det var lige varmt nok ...

07.07.2004 - Corfu

Den næste bimini blev færdiggjort tilsvarende - øvelse gør mester! Så nu har vi noget bedre mulighed for at får skygge i cockpittet - og dermed agterkahytten. Og om eftermiddagen forlægger vi residensen til den nærliggende marina Gouvia, lidt nord for Corfu by. Båden skal ryddes op og gøres ren når der nu kommer fine gæster :-)

Vores første besøg på en græsk taverna foretages om aftenen - udmærket mad og priserne er rimelige, selv på havnetavernaen.

Indklarering i Grækenland kræver ikke nogen særlig indsats - de sædvanlige papirer udfyldes - dog skal der udfærdiges en "Transit Log", som er en (ulovlig ifølge EU) skat på lystsejlads. Denne får vi først udfærdiget lige inden afsejling fra marinaen - så mod forventning er myndighederne særdeles afslappede omkring papirarbejdet!

08.07.2004 - Corfu

Så kommer vi igang - tøjvask, bådvask, oprydning - vi sveder i varmen nede i kahytten - eller rettere arbejdsfordelingen bliver at Lars klarer det udvendige så klarer Annette det meste af det indvendige ... Lars klager lidt over fordelingen, han er nødt til at gå ude i den bagende sol og den lette brise og pjaske med køligt, rindende vand mens Annette har loppetjansen nede i den hyggelige lummervarme kahyt - men han taler for døve ører, måske talte han heller ikke ret højt ;-)

Når lige at handle og sende Annette i bad - så lyder det fra broen: "Nogen der giver en sejltur?". Rart at se Flemming og Charlotte - mange hyggelige timer har Flemming og jeg tilbragt med Miltronics EDB-System - og med Bentes afsluttende bemærkning (vist nok belært af bitter (?) erfaring ...): "husk at checke mit modem inden I går"!

De medbringer dejlige bøger og spændende "eldele" - og vi får placeret dem i den nu tomme forkahyt. Varmen er på den forkerte side af 30 grader - vi spekulerer lidt på hvordan de vil klare varmen - men de ser ikke ud til at være ved at gå i panik, så mon ikke det går!

IM006268.JPG (231303 bytes)IM006276.JPG (189182 bytes)

2 nye gaster: Fleming og Charlotte

09.07.2004 - Corfu

Planen er at sejle fra marinaen og finde en lille bugt, hvor vi kan kaste anker. Så vi får handlet i fællesskab, får indkøbt en "windscoop" (lille vindsejl til at hænge op over en luge, så det fanger og dirigerer vinden ned i kahytten) samt lidt ting til biminien. Og afsejler så ved 14-tiden.

Næste destination er cirka 3 timers sejlads væk, en lille bugt ved "Petriti". Vi kaster anker og får kastet os i vandet - alle nyder afslapningen. For at gøre det dejlig nemt at komme op i båden efter badeturen hænger Lars og Flemming omhyggeligt tovværk op i hækken af båden, Flemming gør sig ovenikøbet den ulejlighed at binde knuder på rebet så der er noget at holde fast i  - svagt kan vi høre nogen mumle noget, der lyder  som "badestige" - eller var det bare katten der miavede?

Desserten og aftenkaffen indtages på en af de lokale tavernaer, som er placeret stort set i strandkanten - så vi lægger til i gummibåden næsten ved det bord vi spiser ved!

10.07.2004 - Corfu til Paxi (17 sømil)

Letter anker og sætter kursen mod "Lakka" på øen "Paxi", lidt syd for Corfu. På vej sydover og forbi Corfus sydøstspids navigerer vi omhyggeligt udenom et rev - en 50-55 fods motorbåd også på vej sydover mener åbenbart ikke man behøver at checke søkort - med 20-25 knobs fart sejler han op på revet! De ene øjeblik kan vi se dem sejle frisk og frejdigt afsted, det næste øjeblik holder de "palaver" på fordækket mens de undrer sig over hvor bovbølgen er blevet af ....

Vi assisterer ikke - vi stikker lidt for dybt til at kunne være til nogen hjælp. Og der er andre motorbåde på vej derover.

IM006284.JPG (199727 bytes)IM006287.JPG (297142 bytes)

Med en stabil rorsmand er der tid til lidt arbejde under sejladsen ...

Efter 3 timers fredelig sejlads nærmer vi os "Paxi" og den lille bugt vi har udset os. Da vi nærmer os kan vi se det azurblå vand spejle sig i master og skrog på de både der allerede ligger ankret op i bugten - fantastisk syn, de hvide skrog bliver nærmest farvet lyseblå! Vi får ankret - og igen kaster alle sig i vandet - mere diskret hvisken mellem Annette og Charlotte hvor ordet "badestige" bliver gentaget flere gange. Vi binder lidt flere knuder på tovværket der er hængt ud over hækken - det skal jo gerne være nemt at komme tilbage om bord igen ....

IM006290.JPG (209677 bytes)IM006298.JPG (305149 bytes)

Svært at beskrive det azurblå vand i bugten - så her er et par billeder!

Da ordet "badestige" åbenbart ikke kan hviskes, men absolut må udtales med høj og til tider nærmest krævende stemme - så sætter Lars gang i at lave nogle teakklodser - "de skal bruges til understøtning".  De næste 2 timer bliver fy-ordet ikke brugt - da klodserne er færdige og pigerne begynder at se forventningsfulde ud, så går Flemming igang med at finslibe klodserne. Atter sænker freden sig .... kun afbrudt af "klokken 17 ouzoen" - mørket falder på ....

Bugten er ved at være fuld af både - nytilkomne har svært ved at finde plads, ankre kastes, hales og kastes igen. Til tider ret underholdende. Flermming begynder at vinke til de forbisejlende - specielt de 18-22 årige gummibådssejlende badenymfer. Et par af dem vinker sandelig tilbage - Flemming er lykkelig!

IM006301.JPG (233177 bytes)

Bugten er ved at være temmelig fuld af både

Apropos badenymfer så husker jeg ikke helt hvordan vi kom til at tale om delfiner - vi har ikke set delfiner i Middelhavet siden omkring Ibiza, men efterhånden ser vi dagligt "dellefiner" ;-)

11.07.2004 - Paxi

De så omhyggeligt tildannede teakklodser kan ikke bruges alligevel (men så fik vi da fred så længe ...) - så Lars og Flemming udarbejder en ny plan. Kræver boring af hele 10 huller i skrog og understøtningsplader, trætheden breder sig. Vi kan ikke trække montering til længere end klokken 16.30 - men så kan badestigen også indvies! Den fungerer efter hensigten - så nu kan Annette og Charlotte selv entre båden uden skrig og skrål!

IM006311.JPG (189970 bytes)IM006313.JPG (231574 bytes)

Pligtarbejde ...

Det udførte arbejde roses en lille smule - dog ikke nær nok til at opveje de mange timers tænke-, tilpasnings- og monteringsarbejde - verden kan godt fornemmes en smule uretfærdig ind imellem! (Det er vist vildt overdrevet. Charlotte og jeg roser vores dygtige mænd ind i skyerne! Men det er nok glemt igen.) Så vi snupper en ouzo som trøst - da Charlotte kigger bebrejdende på os, kan vi kun - som sandt er - oplyse at "klokken er 17 så er det drinkstid". Hvorfor det lige er klokken 17 der er det hellige tidspunkt ved vi ikke helt - men det får da både Charlotte og Annette til at tie stille og række hænderne frem efter noget spirituøst - (hmm, hmm mon ikke det er lige modsat (red.)) kan være vi skulle prøve at snakke om GMT-tid, det er 3 timer tidligere ;-)

Lars er nu også begyndt at vinke ....

Det hårde pligtarbejde skal fejres med en tur på en af de lokale tavernaer - vi får alle 4 entret gummibåden, på vejen ind løber vi dog tør for benzin. Da Flemming har de længste arme får han lov at ro tilbage til båden med os .... vi får fyldt benzin på og når denne gang helt ind til den lille havn. Aftensmaden: dejlig grillet feta og grillet lam, det kan grækerne!

IM006320.JPG (267463 bytes)

Menuen studeres - det blev sørme lam!

12.07.2004 - Paxi til Preveza (35 sømil)

Om morgenen regner det - måske er det nemesis (ja, ja - lidt græsk mytologi skal vi jo have startet på, så hvorfor ikke nu: ordet benyttes om den retfærdige straf der rammer mennesker for overmod (hybris) eller for stor lykke) - Flemming havde vist aftenen i forvejen pralet lidt overfor Phillip (sønnike ladt tilbage i kolde Danmark) om hvor pragtfuldt vejret var i Grækenland - men det klarer da op i løbet af formiddagen.

IM006308.JPG (266012 bytes)

Nydelige blomster - hvad er det nu lige de hedder? Åh jo: et par kønne planter!

Kursen sættes mod fastlandet, byen "Preveza". Som vi når ved 17.30-tiden. Alt virker dødt og lukket - hvilket undrer lidt, normalt starter alting igen netop på dette tidspunkt efter siestaen. Men vi får oplyst at alle butikker lukker klokken 15 om mandagen her i området. Ud på aftenen liver havnefronten dog lidt op - og et par butikker åbner. Annette og Charlotte begynder at snakke lidt om at "shoppe" - jeg har slået ordet op men kan intet finde i den græske mytologi omkring dette ....

Måske er de begyndt at tænke på cockpitbruser - hmm -  for en sikkerheds skyld sætter jeg et par ekstra fyldte vandflasker op i cockpittet til brug efter havbad!

Trille nyder at kunne hoppe fra borde - det der med at ligge for anker er ikke hendes yndlingsbeskæftigelse - hun får undersøgt de nærmeste tavernaer og får (næsten) en tur med hestevogn - en hestevogn holder ved kajen ud for "Pinocchio" og venter på turister - Trille hopper op i vognen men bliver hurtigt jaget ned af kusken. Så ingen gratis ture her ...

IM006330.JPG (239115 bytes)IM006332.JPG (195657 bytes)

Katteredningstjeneste - og "ikke vinke" ... det var et tilfælde at de kom med!

13.07.2004 - Preveza til Scorpio

Efter morgenmaden handles der ind - Flemming klarer opvasken. Charlotte og Annette forsøger at finde noget at bruge visakortet til - det lykkes heldigvis ikke. Så vi kommer afsted ved 14-tiden - målet er at ankre op ved øen "Scorpio", øst for "Levkas". "Scorpio" er en privat ø, ejet af Onassis-familien, man må ikke gå i land men godt ankre op ud for øen.

Da vi kommer ud af bugten ved "Preveza" er vinden om ikke hård, så da overordentlig frisk med tilsvarende bølger. Så vi får en noget ubehagelig rulletur med små sejl (rebet genua) ned til kanalen mellem fastlandet og "Levkas". Vi skal igennem en bro, der kun åbner hver hele time - vi venter en halv times tid sammen med en anden dansk båd, som vi snakker lidt med. Hans første (uforglemmelige) bemærkning da vi lægger stævnen ind til molen er "I ska' da' got' nok ha' non' ornli' breje' fendere' få' o' lig' dær ..." på uforfalsket nordjysk - efter at Annette har oversat, får vi beroliget ham lidt!

IM006356.JPG (241237 bytes)IM006343.JPG (240863 bytes)

Frisk vind (og sø) - Broen ved Lefkas

Efter broen har vi en hyggelig tur ned igennem kanalen og langs Levkas østkyst. Og får kastet anker ud for Scorpio ved aftenstide. Men vejrudsigten lover tiltagende vind og det er ikke den mest beskyttede bugt vi ligger i - så vi tøffer 2 sømil over bugten til "Megamisi" hvor der er en række små beskyttede ankerbugter, der er lige en plads i en af dem til "Pinocchio" - så krogen droppes og freden sænker sig. Vi er i læ for vind og vejr, cikaderne summer, stille og fredeligt! Selv Annette og Charlotte er holdt op med at snakke om at "shoppe" ....

IM006366.JPG (283241 bytes)

Anker ved Megamisi

14.07.2004 - Megamisi

Dagen går med dels badning, dels skænderi mellem et par andre både omkring fortøjninger og ankre, dels en tur i gummibåden og pr. gåben til den nærliggende lille by "Vathi", hvor vi spiser frokost.

IM006377.JPG (231732 bytes)IM006379.JPG (204650 bytes)

Udflugt til Vathi - Charlotte, Flemming, Annette - og omvendt ...

Og ellers badning og hygge - Flemming husker desværre at Lars på et tidspunkt har nævnt at han skulle i masten - vindinstrumentet skal genmonteres. Så Lars sendes modstræbende i masten - der bruger han den næste times tid på at montere vindinstrument, ordne lazyjacks, checke stag og forsejlsfald, ændre lidt på rullegenuaens "rullestop", afmontere back-stag, som alligevel ikke bliver brugt, osv. Og et par billeder blev det også til :-) - dejlig udsigt 20 meter oppe!

IM006362.JPG (260940 bytes)

Udsigt 20 meter oppe

15.07.2004 - Megamisi til Fiskardo (Kefalonia)

Vi letter ankeret og sætter kursen mod Kefalonia. Smukke bjergrige græske øer på alle sider af os - solen fortsat alene på himlen, lidt sejl kan holdes oppe, herlig tur til byen "Fiskardo" på "Kefalonia"s nordøstspids.

IM006387.JPG (219259 bytes)

Flere kønne planter :-)

I havnen skal vi for første gang prøve at fortøje med hækken mod molen og stævnankeret ude. Teorien kender vi, men i praksis har vi ikke prøvet det før. Så det er rart at vi er 4 personer til lige at tage fra i alle hjørner - alt går fint og vi krydser tilsyneladende ikke andres anker da vi selv kaster vores midt i bassinet og bakker ind til molen. De italienske naboer hjælper med at tage hækfortøjningerne - og snart ligger vi midt i en lille græsk havn, tavernaerne ligger helt ned til vandet, har man bovspryd og ligger med stævnen til må der flyttes borde ...

Frokosten indtages - de italienske naboer langer en gryde spaghetti med parmesanost over til ost, udmærket!

Badedag i ferskvand, ren luksus! Vi benytter "udendørs" bad, hvilket kræver lidt omstilling rent blufærdighedsmæssigt. Men hvis man er nærsynet - som jeg - så tager man blot brillerne af så kan man stå helt privat på fordækket og bade med vand fra de sorte badesække ;-)

Mens der foretages lidt "shopping" (af hvem monstro ..?), når Flemming og Lars lige en kold øl - da nu Flemming kan "det der med strøm" så bruger han og Lars lige en halv times tid på at gennemgå bådens elpanel, så Lars lige har et par ideer til hvordan det kan omstruktureres. Lige p.t. ligner det (og er ...) noget fugleredeagtigt - men der skal jo være noget at lave til vinter også!

16.07.2004 - Fiskardo

Tidligt om morgenen vækkes vi ved en masse uro i havnen, råben og skrigen - Lars vælter ud af køjen, et kraftigt bump ude fra stævnen tror han er fordi nogen er sejlet ind i os. Op på dækket for at checke - Flemming lige efter. Den lokale færge har fået sit anker viklet ind i nogen af lystbådenes ankerkæder - hvordan og hvorfor fremgår ikke. Så der er en del palaver og sejlen rundt i gummibåde - indtil alt efter en halv times tid er redet ud og roen igen falder over havnebassinet. Det kraftige bump skyldtes ikke påsejling - men at Flemming på vej ud af køjen faldt ned på dørken (håber din skulder har det godt igen :-))

V lejer bil - og får dagen til at gå med en udflugt til først "Melissani-grotten" - en anelse skuffende: 5 Euro pr. person, en rotur rundt i en lille oversvømmet grotte, måske 100 meter i diameter, den græske "gondoliero" bliver ved med sit "nice, heh?", "you like, heh?" - vi nænner ikke at fortælle ham den fulde sandhed: at vi synes grotten er meget lille, ikke særlig seværdig og at prisen for at se den er lidt røveragtig! Men vi overlever da rundvisningen ... og fortsætter i bilen til "Argostoli", hovedbyen på "Kefalonia". Hvor Flemming og Charlotte får checket bus- og færgeplaner for tilbageturen til Athen - hvorfra deres hjemrejsefly afgår.

Turen rundt på "Kefalonia" er særdeles smuk, små bjergveje, forrygende udsigt over det azurblå hav, flot natur.

17.07.2004 - Fiskardo

Vi kommer afsted tidligt om morgenen i bilen til "Argostoli" for at sætte Flemming og Charlotte på bussen til Athen - det har været 9 dage med godt og sjovt selskab, vi har fået snakket, sejlet, badet (både vand- og sol), besøgt et par græske øer (eller 5), været på hyggelige tavernaer osv. - vi må sige virkeligheden indtil nu har levet op til forventningerne :-)

Får sagt pænt farvel til de 2 hjemrejsende gaster - og når tilbage til "Fiskardo" og får afleveret bilen, derefter blot falden-hen i cockpittet. Roen falder igen over "Pinocchio" :-)

IM006384.JPG (190441 bytes)

Frokosttid - Flemming og Charlotte

 

18.07.2004 - Fiskardo til Ithaka

Om formiddagen smider vi fortøjningerne og sejler til øen "Ithaka", Odysseus hjemstavnsø. Vi vil gerne besøge øen - for lige at se om vi kan opsnuse lidt fra den græske mytologi. Starter dog med at finde en lille bugt på den sydøstlige del af "Ithaka", hvor vi kaster anker for natten - nu har vi ligget i havn et par dage så vi trænger til at hvile ørerne.

19.07.2004 - Vathi

Og forlægger om formiddagen til byen "Vathi" - hovedbyen på "Ithaka". Sejladsen ind til byen foregår nærmest i en cirkel - og ender inde i en cirkelrund naturhavn, som ligger midt i byen. Ifølge Lawrence Durell er indsejlingen som at sejle "i en kæmpes øresnegl" - sammenligningen passer fortrinligt :-)

IM006403.JPG (209218 bytes)

For anker midt i byen Vathi (det er "Pinocchio" i midten ...)

Vi ankrer op i havnen - og efter siestaen hilser vi på "Marie" med Arne og AneLis - en anden dansk båd, ankret op i havnen. Vi ror ind til byen og checker lokaliteterne - dog ikke meget "Odysseus" over det - men hans borg skulle også befinde sig i den nordlige ende af øen - vi er cirka på midten.

Eftermiddagen tilbringes ombord på "Marie" - historier udveksles og tilfældigvis viser det sig, at de kender Bent og Birthe på "Mikero" - et par danske sejlere vi havde det sjovt sammen med for 12 år siden i vinterhavn i "Fuengirola" på den spanske solkyst! De sejler stadig rundt (deltids tror jeg nok) - og er faktisk "et eller andet sted" i Grækenland - verden er så sandelig lille ind imellem! Arne har kortbølgeradio, og har bl.a. kontakt med "Mikero" så vi får sendt en hilsen - og dagen efter får vi telefonnummer til Bent og Birthe - og får en lille snak. Vi vil se om ikke vores veje kan krydses - det kunne være sjovt at se dem igen. Viser sig at "Wanja" med Bente og Freddy også har båden liggende i Grækenland - så vi får sendt en hilsen til dem også - det er ren "Giro 413" det her ... "Og fra Pinocchio er der en hilsen til alle der i 1992 lå i Fuengirola med ønsket om god vind. Der blev samlet 2 euro og 20 gamle pesetas ind i Kaspers brugte yatzy-bæger ...

Sekker og Hanne ringer om aftenen - de er "tilfældigvis" på Peloponnissos - og vil da gerne lige kigge forbi! I morgen! Hvis det passer! :-)

20.07.2004 - Vathi

Om formiddagen lejer vi en scooter - der skal lidt græsk mytologi på bordet. Vi kører nordpå, undervejs får vi lige besøgt "Nymfernes Grotte" (Marmarospilla) - grotten hvor Odysseus gemte de gaver han fik under opholdet hos fæakernes konge. Vi har dog glemt lommelygten så da grotten er mørkelagt kommer historien ikke til at stå særligt lysende for vores blikke ....

IM006417.JPG (322948 bytes)IM006414.JPG (242627 bytes)

Nymfernes Grotte - og en Nymfe - eller noget ...

Og videre til den nordlige del af øen, hvor Odysseus skulle have haft sin borg. Dog kan vi ikke finde noget der bare minder om en borg - eneste der smager lidt af fugl er et skilt der fortæller at her havde Homer sin (en?) skole ....

IM006425.JPG (247031 bytes)IM006424.JPG (227431 bytes)IM006441.JPG (233797 bytes)

En motorbølle, Odysseus, udsigt fra Homers skole

Men en dejlig køretur på scooter blev det dog til! Efter 4 timers ophold på "monsteret" har vi fået nok scooter og afleverer den pænt igen i Vathi. Får istedet inviteret Arne og AneLis over til en kop kaffe og en ouzo ("hold the coffee ..."). Mens vi sidder og hyggesnakker bliver vi prajet fra land - Sekker og Hanne er ankommet!

Næste hold gæster bliver stuvet ombord - de er så søde at invitere på aftensmad på en af de lokale havnetavernaer.

21.07.2004 - Vathi

Dase og bade dag - vi sejler i gummibåden til en nærliggende strand og bader - hyggeligt. Solen skinner fortsat - omkring 30 grader, vandet er vel en 27-29 grader.

Aftenhygge - nogen glemmer at tænde ankerlanternen ...

22.07.2004 - Vathi

Så om morgenen præsenteres vi for en "indkaldelse" til "Port Police" - hvor vi præsenteres for en bøde på 60 Euro for at ligge uden ankerlys - øv! Trods utallige protester og besværgelser, beskyldninger og beske bemærkninger må bøden betales - og vi forlader - efter lidt indkøb - Vathi med deres ikke særlig elegante "Port Police" (hvis det var så "farligt" at ligge uden ankerlys hvorfor så vente med at fortælle os det fra klokken 01.00 - hvor forseelsen blev noteret - til klokken 8.30 hvor vi står op ...? Så har vi ligget der i 6 timer "til fare" - fæmikler!)

Vi finder vej til en lille ubeboet ø "Athoko" hvor vi kaster anker. Dog er øen ikke mere ubeboet end at der ligger 10 andre både i bugten. Badning, dykning og almindelig solhygge. Dramaet om "Den Forældreløse Ged" kan tage sin begyndelse ... en tra-ged-ie i flere akter ...

IM006453.JPG (227193 bytes)IM006456.JPG (303826 bytes)

Gedebugten (dem i forgrunden er altså ikke gederne ...) - krystalklart vand

IM006466.JPG (235052 bytes)

For anker igen-igen!

En lille ged (måske et gedekid, måske en teenagerged) observeres i en hule nede ved stranden. Foran den ligger endnu en ged - måske en moder, en fader vi ved det ikke. moder- eller fadergeden ligger ubevægelig - det er nu også ret varmt den dag. Trods brægende besværgelser fra den lille ged rør den store ged ikke på sig. Alle konkluderer at forældregeden må være død - eller ihvertfald døden nær. Måske blot meget træt. Eftermiddagen og aftenen går med utallige forsøg fra den stakkels (?) nu formodentlig forældreløse ged på at vække forældregeden. Tilsyneladende uden resultat - den er enten svært døv, død eller blot en ikke særlig opmærksom forælder. Sekker mener forældregeden rør på sig indimellem - måske ovenikøbet lejlighedsvis kommer med et svagt "bræ" (eller hvad det nu hedder). Sympatien er med gedekiddet - men vi lader i første omgang naturen gå sin gang - den stærkeste ged overlever og den svageste må (gede)bukke under ... aftenen falder på og luften er fuld af klagende "bræ" fra den sørgende, efterladte ged ... så hold dog bøtte så vi kan sove - "Ged Yourself Togeder" og lignende bemærkninger fyger gennem luften fulgt af ged-ulgte smil - gedelig er aftenen bestemt ikke :-)

23.07.2004 - Atoko

Tra-ged-ien fortsætter. Sekker har ikke kunnet sove om natten - trangen til at bringe en syg ged lindring med et slag i hovedet har hele natten været næsten ubærlig. Dog har naturen nu givet forældregeden naturlig lindring - den er tilsyneladende helt død. Den lille ged forlod modstræbende hulen i nattens løb - men har åbenbart tilkaldt et grædekor, for den kommer tilbage medbringende 2 andre geder. Formodningerne flyver i luften - brorged, søsterged, familieged(er), måske blot et hold grædegeder - vi ved det fortsat ikke. De virker nu ikke særlig interesserede i at følge den forældreløse ged hen til hulen med det nu helt afsjælede legeme af forældregeden - efter en dag i solen må lugten heller ikke være lutter lagkage ...

Mere badning og solhygge. Tragedien ebber heldigvis langsomt ud. Selvom der åbenbart fortsat sørges over den afdøde - klagende "bræ" udsendes fortsat.

24.07.2004 - Atoko

Så kan vi vist ikke koge mere suppe på den ged - så vi hiver ankeret indenbords og sejler til fastlandet, byen "Astakos", der skal handles lidt ind til weekenden.

IM006496.JPG (225826 bytes)

Vandmanden

25.07.2004 - Astakos

Forsøger denne dag at finde nok en lille ø hvor vi kan tilbringe natten uforstyrret. På øen Oxia er de fleste bugter optaget af fiskefarme - men der er dog plads i et lille hjørne til os - så med anker ude og en fortøjning til land ligger vi så nogenlunde. Lars og Sekker tager på "bjergbestigningsudflugt" ind på den lille bjergrige ø - forrevne og ømme ben bliver resultatet.

IM006497.JPG (229511 bytes)

Frihedsguden, Den lille Havmand - vælg selv ...

I løbet af aftenen begynder der at komme dønninger og vinden truer med at gå i et hjørne hvor der så ikke er læ i bugten længere. Så ved 10-tiden om aftenen beslutter vi at sejle videre - kun omkring 15 sømil væk er der en lille havn, som er beskyttet ved alle vindretninger - så vi sætter kursen på "Missalonghi". Hvor vi ved halvto-tiden om natten kan ankre op - blandt omkring 8-10 andre lystsejlere.

26.07.2004 - Missalonghi

Blæsevejr - så vi bliver i havnen. Sekker og Annette ror en tur - de kan ikke starte påhængsmotoren (eller rettere er "shearpin"en knækket i propellen), så da de letsindigt ror med vinden i starten har de gevaldige problemer med at ro gummibåden tilbage mod vind og sø igen. Hanne og Lars betragter skuespillet et stykke tid - men da fremdriften er minimal er underholdningsværdien tilsvarende lav. En hjælpsom katamaran-sejler (som vi hjalp med at fortøje) sejler dem til undsætning i sin gummibåd - de får en line og kan noget forpustede og ømme i armene vende tilbage til pontonbroen.

IM006508.JPG (178682 bytes)

SOK i aktion

Lars og Annette besøger katamaransejleren - "Bright Star" med Stuart og Anne. Vi kunne da godt tænke os en katamaran - og det er jo altid sjovt at se og høre andres erfaringer. Og en 47 fods katamaran er godtnok rummelig. Men lidt for stor til 2 mennesker rent håndteringsmæssigt fortæller Stuart - så de er ved at prøve at sælge den. Vi hører prisen og beslutter hurtigt at det må vente til næste måned med flere indkøb .... dog skulle de "kun" have omkring 75.000 £ for den, så det er jo næsten det rene røverkøb - godt nok engelske pund, hvilket jo ændrer regnestykket en anelse ;-)

27.07.2004 - Missalonghi til Patras

Vi skal til at finde en havn hvor Sekker og Hanne kan finde hjem fra - så dagens mål bliver "Patras" på Peloponissos. Her mødes vi med den kroatiske båd "Pikas", som også lå i "Missalonghi". Et hyggeligt gensyn - søde at snakke med. Sønnen ombord er begyndt på Cisco-certificering - er p.t. på CCNA-niveau (laveste) - han får en af vores Cisco-kuglepenne, så er stemningen på toppen! Nabobåden er tilsyneladende sydafrikansk - men da vi får snakket lidt med besætningen viser det sig at de er israelere. Ved at sejle båden hjem fra Tyskland, hvor den er købt. Men de er ikke meget for at indrømme over for folk hvilken nationalitet de er - alt for mange pro-arabiske folk i Grækenland mener de. Så først når de lige har loddet stemningen "indrømmer" de det israelske statsborgerskab. Men nogle friske fyre - også her er stemningen helt i top.

28.07.2004 - Patras

Sekker og Hanne finder frem til færgen til Italien - og roen kan atter falde over "Pinocchio".  Vi beslutter at blive i Patras lidt længere - skal have gjort båden ren, vasket tøj, købt stort ind osv. Så de næste dage bruges til "pligtarbejde".

Da vi om eftermiddagen sidder og slapper af i cockpittet, nyder vi at se de israelske naboer slide med håndsaven - de er ved at modificere landgangsplanken - en sag på 3 meter, omkring 5 cm tyk. Så det tager lidt tid. Langsomt dæmrer det for Lars at vi jo har båden fuld af elværktøj - så de låner lige den elektriske stiksav og en båndpudser. Hvilket fremmer processen noget ...

29.07.2004 til 31.07.2004  - Patras

Dagene går - som ovenfor nævnt med "pligtarbejde" - og vi synes pludselig vi har en anelse travlt, har aftalt med Martin og Trine (som kommer med fly fra DK) at mødes med dem på øen Kea i Kykladerne. Og først skal vi altså lige flytte os omkring 4-500 sømil for at nå dette.

IM006516.JPG (220567 bytes)IM006518.JPG (223049 bytes)IM006523.JPG (191259 bytes)

Arbejdsdag - broen har ikke forbindelse med land - Carcassonne/ouzo-tid

Så nu får vi pludselig travlt med transportsejlads - så den 31.7 sejler vi tilbage til "Missalonghi", derefter går det slag i slag syd om "Peloponnissos":

Til "Katakolon", til "Methoni", for anker i "Kayoi", så anker ved øen "Elafonisos", nordpå igen til "Monemvasia" - nu begyndte vi at kunne se enden på det. Vi skal mødes med Martin og Trine den 15. august på "Kea" eller "Siros" - og manglede egentlig kun 70 søml fra "Monemvasia" på østkysten af "Peloponnissos". Dem besluttede vi at tage i et stræk den 7. august. Så havde vi sådan set også nået det vi havde planlagt - og ville kunne slappe af en hel uge, gerne for anker et eller andet sted når "Kea".

Men, men - undervejs havde vi sms'et en smule med "Mikero" (Bent og Birthe) - det kunne jo da være festligt at se dem igen efter 12 års "adskillelse" - og da vi på vej til "Kea" lige sms'ede til dem og spurgte hvor de var - ja så var de kun 15 sømil væk i en lille by kaldet "Ermioni".

(Jeg beklager den megen brug af græske by- og stednavne - hvis ikke man lige sidder med et kort foran sig, så kan det være lidt (meget) uoverskueligt - det indrømmer jeg gerne - så der kommer nok snart et græsk detailkort på websiden også ...)

Bent og Birthe fra "Mikero" havde vi mødt på vores sidste tur for 12 år siden, mødte dem første gang i Gibraltar og tilbragte siden 3 måneder sammen med dem og besætningen fra "Wanja" (Freddy og Bente) i Fuengirola i Spanien i vinteren 1992 - og havde det rigtig sjovt og rart! Men siden har vi ikke set dem (de sejlede videre ud i den store verden, vi fik travlt med at arbejde igen, bygge ny båd osv.).

Så da vi nu næsten havde nået planen - ja så satte vi lige kursen mod "Ermioni" - og havde et forrygende gensyn med de 2 - det var stort set som om vi kun havde været væk fra hinanden en uges tid! De lignede (ligner!) sig selv, har haft masser af spændende sejleroplevelser og er nu i DK det halve af året og den anden halvdel bruger de på at sejle rundt i det græske øhav.

Men at vi kan mødes på en lille græsk ø, 12 år efter at vi har set hinanden sidst - det er da sjovt! Og skyldes kun at vi tilfældigvis møde båden "Marie" med Arne og Anelis på "Itahaka", at de tilfældigvis kender Bent og Birthe, og hvor vi tilfældigvis kom til at tale om "Mikero" - ja som man måske kan udlede af ovenstående så er vi faktisk næsten rørt til tårer over igen at have mødt Bent og Birthe :-)

10.08.2004 - Poros

Så lige nu (den 10. august) ligger vi for anker i den "The Russian Bay" ved øen "Poros" sammen med "Mikero" og "Dacapo" (med Helge og Jytte) - i forgårs var der fælles aftensmad på "Mikero", i går aftes var det på "Dacapo" - og idag står "Pinocchio" så for tur - så slut for nu, der skal laves stor middag!

Og Martin og Trine - ja de kommer vel til "Kea" som aftalt om 4-5 dages tid ;-)

IM006539.JPG (191185 bytes)

Bent og Birthe fra "Mikero"