Over Nordsøen

Afsejling Thyborøn – 04. august, Thyborøn – Inverness (Skotland), 352 sømil

Så kom vi endelig af sted mandag morgen den 4. august, på det første lange stræk over åbent vand. Vejrudsigten lovede let til jævn vind først fra vest (imod) senere opfriskende, drejende til syd. Og det viste sig at holde stik.

"Trille" nyder det ikke!

I starten gik vi vestover i svag modvind, så motoren fik lov at gøre det hårde arbejde. En del urolig sø de første 2-3 timer – formodentlig grundet strømsø, tidevand m.v. Så Annette og Trille lagde sig i cockpittet og var ikke helt friske de første par timer på grund af søerne – som lige efter afsejlingen fra Thyborøn var omkring 1 – 1,5 meter høje, skæve og uberegnelige – men som så jævnede sig til cirka 0,5 meter og uden særlige problemer.

Annette heller ikke ....

4 timer efter afsejlingen sejlede vi over noget grøn presenning, som selvfølgelig satte sig i skruen. Det meste kunne bakkes af, men en rest blev siddende og gjorde at den 3-bladede foldepropel ikke kunne folde sig sammen når vi sejlede for sejl. Temmelig irriterende at høre skrue og skrueaksel ”karte rundt” plus at det gav lidt ekstra vandmodstand – så Lars fik tøjret akselen med noget tovværk, og alle blev indskærpet ikke at starte motoren uden at dette tovværk var fjernet!

Mandagen gik for motor, indimellem afbrudt af lidt sejlføring og kryds, men som hovedregel motor – og sådan gik de første 24 timer. Men loggen talte nedad fra de 352 sømil, vejret artede sig, selvstyreren klarede (endnu da …) styringen – så vagterne gik stille og roligt, uden det store ståhej.

Solopgang på Nordsøen

Vi havde besluttet at have 3-timers vagter, og det fungerede egentlig ganske udmærket. Vagten mellem 02.00 – 05.00 var den værste, mørkt, køligt, man var træt, tænkte kun på at sove, tiden går indimellem utroligt langsomt! Men alt får en ende – både nattevagterne og det vindstille vejr! Så tirsdag formiddag friskede vinden stille og roligt op fra syd – og ret hurtigt kom spileren (genakkeren) op, og så gik det bare vestover med spiler og solskin, herligt!

Spiler, sol og afslapning

Tirsdag 5. august

Spileren holdt vi oppe hele dagen indtil mørket begyndte at falde på omkring 22.00 tirsdag aften. Så blev den taget ned så vi ikke skulle udsættes for ”bøvl og ballade” om natten, vi var på vej ind mellem en række oliefelter i midten af Nordsøen – så der kunne godt blive lidt kursændringer osv.

Da vi nærmede os oliefelterne havde vi af en eller anden sær årsag mobiltelefondækning – mon ”borebisserne” har stillet krav om egen sendemast på Nordsøen? Dog måtte telefonen ”højt til vejrs” for at fungere!

Mobiltelefondækning på Nordsøen

Natten mellem tirsdag og onsdag sejlede vi mellem en række olie- og gasfelter, vi var begge oppe hele natten af hensyn til bedre udkig osv., så da morgenen faldt på var vi noget trætte begge 2. Men humøret var godt, vinden fortsat fra syd – dog drejende lidt mere østover og tiltagende til frisk vind.

Onsdag 6. august

Så vi fortsatte vestover med fuldt storsejl og genua i frisk vind – hvilket tilsyneladende var for meget for selvstyreren, som ved 11-tiden onsdag formiddag, pludselig styrede båden op i vinden, og derefter rundt i en cirkel til en ukontrolleret bomning! Ikke så morsomt og ikke helt ufarligt med en bomning i frisk vind – og et par højrøstede ord blev såmænd også udvekslet mellem besætningen! Men alt holdt – dog undtagen selvstyreren, som simpelthen (viste det sig senere da Lars fik skilt den ad), havde slidt et nylonhjul op – dels på grund af den langsomt tiltagende vind og bølger, hvor båden hele tiden skal rettes op, dels på grund af konstruktionen – i vores øjne er konstruktionen på en ”Simrad WP30” ikke beregnet til kontinuerlig brug i frisk vind og sø, mere til lejlighedsvis brug i vindstille. Mange andre langturssejlere har samme erfaring med de ”små” selvstyrere – vi fik samme problem igen over Biscay’en efter at selvstyreren var repareret (jeg havde købt en ekstra ”Simrad WP30” brugt via ”eBay” til brug for reservedele – hvilket var meget forudseende når jeg selv skal sige det …), den holdt præcis 3 døgn, så var det samme nylonhjul slidt op igen!

Nå den stod så på håndstyring resten af dagen, fortsat i frisk syd-sydøstlig vind, med en del sø. Men ikke noget problem med det – farten var god (6-9 knob) og vi kunne se distancen blive mindre og mindre – og håbede på landkending om aftenen. Vi skulle dog hen omkring klokken 21.30 før vi kunne se den skotske kyst (Fraserburgh) første gang – nu skulle vi så bare følge kysten indtil vi nåede Inverness, som vi havde besluttet skulle være vores første havn i Skotland.

Den sydlige vind aftog om aftenen, og da vi samtidig kom i læ af kysten måtte motoren i gang igen hele natten – men atter en nat uden de store problemer (ud over at holde sig vågen), og næste morgen og formiddag kunne vi rigtig se og beundre de skotske klippefulde kyster, grønt og frodigt, solen bagte og målet nærmede sig – herligt!

Torsdag 7. august.

En ting man nu skulle til at indkalkulere i navigationen var tidevand og strøm – her ved den skotske østkyst skulle vi regne med op til 4 meters forskel mellem høj- og lavvande – og tilsvarende strøm på 2-4 knob (lejlighedsvis op til 6-7 knob i smalle stræder) – høj- og lavvande skifter cirka hver 6. time, så sejler man 12 timer udjævner det sig selvfølgelig. Men lidt spekulationer havde vi dog, da vi nærmede os Inverness – på kortet stod nævnt op til 6-7 knobs strøm ved ud/indgående vande, og vi kom ind i bugten ved Inverness da det var på vej mod ebbe (lavvande), dvs. vi ville have strømmen imod. Men det viste sig ikke at være mere end 2-3 knob på de smalleste steder, så det gav ingen større problemer.

Og endelig klokken 11.30 kunne vi sejle under broen ved Inverness og fortøje ved flydebroen kl. 12.30 – velankommet til Skotland efter lidt over 3 døgn på havet. Vi var glade, lidt stolte – og meget trætte. Men måtte op at se byen inden vi lagde os til at sove – så som sagt så gjort, en lang gåtur i byen, indsnuse stemningen, købe en lille flaske skotsk whisky til at fejre ankomsten med – og så tilbage til ”Pinocchio”, hvor det blot blev til en enkelt ”skål” før først Annette og Trille faldt om i samme køje – derefter Lars, som holdt ud lidt længere! Men fra sen eftermiddag til næste morgen klokken 9.00, lød der ikke mange andre lyde fra ”Pinocchio” end hvad man hører fra en vuggestue, hvor alle sover middagslur!

Alle er trætte!