8.9.2003 - La Coruña

 

Regn og blæst – hård! Vi ville gerne have sejlet i dag men vejret er ikke til det.

La Coruña - borg

“Hvem vil købe en kat for noget hvede ….”

I stedet går dagen med at forsøge at få rejsebeskrivelser fra Compaq bærbar med defekt diskettedrev til Acer bærbar – men de infrarøde porte kan Lars ikke få til at fungere. Bruger 4 timer inden han opgiver – frustrerende!! Køber laplink-kabel  og 64 MB USB-”disk”, men de to pc’er vil stadig ikke snakke sammen (Windows2000 og Windows95). Til sidst flyttes hard-disken fra Compaq til Acer, data lagres på 15 disketter – tekst og billeder – og Acer-hard-disk genindsættes  og data indlæses og overføres til USB-”disk”. Og så går det af sted til internet-cafeen. Efter et par timer er alt overført og fungerer – nydeligt første forsøg, når vi selv skal sige det! FTP (DOS) voldte lidt problemer, så vi down-load’ede en Windows-FTP – det hjalp.

 

Færdige på internet-cafeen ca. 23.45 – så vi var noget udmattede – er ikke vant til så lange arbejdsdage ;-). Til gengæld ser vejrudsigten meget bedre ud de næste par dage – vinden går i nord-nordøst 4-5 beaufort og op til 29 grader.

Levende kalender

Blomsterne omplantes hver dag

 

9.9.2003 - La Coruña til Lage (37 sm)

 

Vi når ikke morgenvejrudsigten på VHF – men morgenen starter med regn og svag vind – så opklaring. Men vejrudsigten på havnekontoret siger NV 4-5 drejende V periodisk op til 6. Når vi kigger ud er det N 4-5. Så vi beslutter os at sejle mod Corme/Lage 35 sm – alternativt Murcia  ca. 17 sm, hvis det er skidt derude. Lidt proviantering, oprydning og af sted kl. 12.30. Nogle ordentlige dønninger - fra gårsdagens blæsevejr – i starten. Vinden er i nord 6-7 sekundmeter. Så den første time går for motor med rebet genua, indtil vi kan falde af til kurs 270. Så går det for genua uden motor – 6-8 knob. Fortsat høje dønninger. Annette er lidt utilpas og Lars styrer. Vinden løjer lidt og storsejlet kommer op. Så bliver Lars utilpas! Hm...  Men vi holder på og passerer ”Islas Cigarkasse” (Sigarcas). Ca. 22 sm fra La Coruña og Corme/Lage er i sigte. Bugten når vi omkring kl. 18. 30 og skal vælge Corme (læ fra N/NV) eller Lage (læ fra NV-SV) og da vinden skulle gå i vest vælger vi Lage. Lille ankerbugt og nogenlunde læ. Ankrer omkring 19.30. Slapper af og nyder at være ankret op. Næsten ingen vind om natten. Dejlig aftensmad i cockpittet. Lars truer med at pumpe gummibåden op, men gider ikke. Stoler ikke helt på ankeret og vinden, så vækkeuret sættes til hver 2. time – men alt er ok.

 

 

10.9.2003 – for anker ved Lage

 

Solen bager, lidt køligt om formiddagen men hurtigt varmt og rart. Går i gang med tilslutning af sol-panel – og de er i drift ved 16-tiden. Rart at se 3-7 ampere ryge ned i batteriet! Gratis og støj- og lugtfrit.

Solpaneler tilsluttes

Fastmonteret solpanel

Eftermiddags-siesta i cockpittet – næste projekt: gummibåden! ”Mission completed” – gummibåd og påhængsmotor fungerer. Vi har været inde på lad og gå en tur i Lage. I aften efter aftensmad – kl. ca. 21.30 – skulle Trille også have lidt fornøjelse af gummibåden. Hun bliver anbragt i kattetransporten med snor på. Vi havde dog glemt at tage højde for brændingen ved lavvand, så vi blev nærmest skyllet ind på stranden, hvilket gjorde Trille lidt forskrækket. Hun fik besørget stort og småt og er forhåbentlig klar til en ny tur i gummibåden.

 

 

11.9.2003 – for anker ved Lage

 

Man forundres over Trilles evner! I nat havde hun fået lov til at gå frit rundt på båden og i morges lå der rester af en spist fugl på dørken. Så hvordan hun har fået overlistet en fugl oppe på dækket – det vides ikke...

Pinocchio ved Lage (Laxe)

Ellers går dagen med en tur i gummibåden ind til byen, læsning, afslapning. Om eftermiddagen ankommer en englænder. Og selvom vi er de eneste to både på ankerpladsen får de alligevel viklet sig ind i vores ankerline. Er i nærkontakt med stævnen osv. Men får sig forføjet 75 meter væk (hvorfor ikke fra starten...?) og deres medsejlere kommer ca. ½ time efter, men ankrer pænt og roligt op. Med Trille ind på stranden sidst på eftermiddagen – det virker dog som om hun hellere vil ind når det er mørkt, hun trykker sig lidt mod jorden og er ikke så kry som vanligt.

Anker ved Lage

Det er lidt svært at få en vejrudsigt – VHF fra Finisterre, meget støj. Men vi tror nok, at de siger 4-5 beaufort aftagende til 3-4 fra NØ, som det har været hele dagen. Annette bliver oppe til ved 00.30-tiden for at få bekræftet meldingen. Så vi sover nogenlunde uforstyrret hele natten – dog havde Lars glemt at fjerne vækkeuret fra telefonen, så vi vågner/vækkes kl. 04.30!

 

 

12.9.2003 - Lage til Finisterre

 

Vågner op til endnu en solrig dag, alt er vådt af dug indtil kl 10. Vi har besluttet at sejle videre i dag. Vinden er fortsat fra N-NØ 6-8 sekm., herligt J Gummibåd afmonteres og stuves, solpanel nedtages (det ene er fastmonteret, det andet monteres efter behov – vi har ikke fundet et sted at fastmontere det endnu), der vaskes op og ryddes væk.

 

12.00-12.15 anker op, sidder godt fast, må bakkes af. Motor ud af bugten så genua og 6-7 knob. Knap 10 sm. til næste ”Ria” og ca. 30 til Finisterre – vi ser på det når vi runder næste pynt.

 

Lars sidder og filosoferer nede i kahytten: Båden trænger til rengøring både ude og inde – det er vi ikke så gode til. Og vi må have gjort noget ved de låger, så ting kan stuves ordentligt. Glemte at checke motorolie... har for meget ferie! J Men de væsentligste ting skal laves – der må strammes op! Finder heldigvis en kold øl i køleskabet inden det går helt op i arbejde.

 

Apropos arbejde: både Advodan og Den indonesiske Ambassade ringer i dag ...

 

Kl. 19.25 ankrer vi ved Finisterre. Kl. 00.30 vækkes vi af ”kølbump”. Vi har ankret for langt inde viser det sig ved lavvande. Ankret hives op og vi sejler 100 meter længere ud og ”genmonteres” uden problemer.

 

 

13.9.2003 – anker ved Finisterre

 

Vi sejler ind til Finisterre i gummibåden – ca. 2,5 sm., som tager en halv time. Farten i gummibåden er 4-4,5 knob ved jævne omdrejninger (vi havde GPS’en med).

vej fra Finisterre

Hilser på en katamaran fra Holland – de er også på vej sydover.

Finisterrelokale fiskere

Finisterre fyr

Går ud til Finisterre fyrtårn, flot tur op til 125 meters højde over havet. Kan ikke komme ind i fyrtårnet. Tilbage til Finisterre – gummibåden er der stadig! Sejler tilbage til ”Pinocchio” – og så er det ferskvandsbadetid – skønt!

Badedag

Vi har investeret i et par sorte badesække, som fyldes med ferskvand og varmes op af solen oppe på dækket. Der er tilstrækkelig mængde varmt vand til bad. Så går vi på - eller rettere sejler på - restaurant og spiser en god grillet fisk. Sidder lidt i baren bagefter og får kaffe, Bailey og cognac, ialt for 4 euro! Hjemme igen ved 12-tiden. Mange myg.

Finisterre havn

 

14.9.2003 – Finisterre til Puerto Pedras Negras (42 sm)

 

Afsejling klokken 11.00, stille og rolig solrig tur til bugten ud for Puerto Pedras Negras – en lille bitte havn. Ingen vind og kun lidt dønninger. Ankomst 19.45 – lidt besvær med at få ankeret til at bide, så ankring tager lidt tid. Lidt for åben bugt, åben mod syd (sw, syd, sø), hele tiden dønninger udefra, selvom vinden er i nord-nordvest, så vi ruller en del.

 

Igen får vi ikke checket dybden ordentligt, så ved 23-tiden er der igen nogen ”der banker på”. Vi synes det er meget hyggeligt at få uventede gæster (og har vist ovenikøbet noget kaffe, dog ikke Gevalia ...), så når det banker er lukker vi altid pænt op og byder velkommen. Men når det banker på bunden er vi knap så imødekommende – så ankeret op igen-igen og 100 meter ud. Lars’ ryg protesterer over de 4-5 gange op/ned med ankeret – så der er konsensus om at få installeret ankerspillet asap sammen med ekkoloddet! Men ankeret holder resten af natten uden problemer. Vedrørende ankring, så er det lidt svært at vurdere, dels hvor langt ude vi er fra land, om det er høj/lavvande, hvor langt i tidevandsperioden det er, hvor dybt det er (kan vi dog lodde med en snor), hvor meget kæde/tovværk har vi ude osv. Så det er også noget vi lige skal have ind igen!

 

Så er der det praktiske problem med at få ankeret til at ”bide fast” – det gør vi normalt ved at bakke med motoren når ankeret har nået bunden, og kæde og tovværk er ude. Fint at ankeret så bider i denne retning – men det er næsten så sikkert som amen i kirken at senest 6 timer efter at vi har ankret, så er strømmen (tidevandet) vendt, og så nytter det ligesom ikke så meget at ankeret sidder godt fast i den ene retning – når nu båden pludselig trækker stik modsat! Men vi bruger det nu også mest for at konstatere, at bundforholdende er noget ankeret kan holde i – det graver sig fortrinligt ned under de fleste omstændigheder (15 kg. Bruce-anker – eller rettere kopi af Bruce). Vi har også et mindre CQR-anker, men det har vi ikkebrugt endnu (stammer fra Impala 27’eren). Og regner med at anskaffe et 20-kilos anker af en eller anden slags – formodentlig CQR. Men ikke før ankerspillet er monteret!

 

 

15.9.2003 – Puerto Pedras Negras til Bayona (23 sm)

 

Vi afsejler circa 10.30 mod Bayona, som ligger i bugten ved Vigo. Lars brokker sig over ankerets vægt osv. – men da Annette har hørt på sangen lidt for tit vækker det ikke nogen særlig sympati! Så hun får lov at styre, Lars går nedenunder for at navigere og med ”ondt i ryggen”! Han når dog kun at læse et par sider i sin bog før Annette synes der er for mange fiskebåde på for mange skærende kurser – og anmoder om lidt assistance.

 

Ret pludseligt bliver det tåget, med sigtbarhed på omkring 100-150 meter – hvilket vi ifølge pilotbogen skal regne med her på Atlanterhavskysten. Men GPS’en klarer sig fint hvad enten det er tåget eller ej – så vi fortsætter ufortrødent. Dog bliver det noget køligt – og blæsende fra syd-sydvest – selvom vejrudsigten har lovet nord-nordøst, 4-5 Beaufort.

Tågen falder

De giver alle meldinger i Beaufort i vejrudsigterne, og dem refererer vi til – men regner selv i sekundmeter – en lille oversigt følger her:

Beaufort           Sekundmeter    Beskrivelse

0                                            0-0.2          Stille

1                                            0.3-1.5       Svag brise

2                                            1.6-3.3       Let brise/Let vind

3                                            3.4-5.4       Jævn vind

4                                            5.5-7.9       Moderat vind

5                                            8.0-10.7     Frisk vind

6                                            10.8-13.8   Hård vind

7                                            13.9-17.1   Nær kuling

8                                            17.2-20.7   Kuling

9                                            20.8-24.4   Stærk kuling

10                                        osv.

 

Vi sejler delvist i læ for søerne af nogle små øer, men vind og bølger er ikke værre end at motoren klarer ærterne – blæser vel 6-8 sekundmeter imod. Dog er det temmelig køligt, de lange bukser og fleece-trøjerne må på. 5 sømil fra Bayona får vi endnu en gang et eller andet i skruen – en blanding af net, tovværk, en fender – det meste kan bakkes af, men der sidder fortsat et langt stykke tovværk, tilsyneladende fast på propelbladende og hængende 3 meter ud efter båden. Når propellen drejer, roterer tovværket med rundt, men ellers synes det ikke at forstyrre yderligere – og hæmmer tilsyneladende ikke omdrejningerne. Da søerne er lidt høje og det er sk... koldt (så ikke så rart at ligge og dykke i), vælger vi at fortsætte for nedsat fart – og klar til at stoppe  motoren hvis der skulle ske mere. Overvejer kort at sejle et par sømil tilbage i læ af en stor ø, kaste anker osv., men fortsætter som nævnt. Eneste problem er, at skruen ikke tager ved når vi bakker – hvilket kan gøre havnemanøvrer lidt ”sjove”. Men med 5 mil til Bayona og mulighed for at få lidt slæk på skøderne lidt senere, og masser an ankringsplads i Bayona – så fortsætter vi. Og når uden de store problemer (udover en ”decimalfejl” ved udmåling af et waypoint ...) til Bayona, og får lagt til overfor en stor svensk Jeanneau 54, som vi også så ude på havet. Han hjælper med fortøjning – ankomst omkring 15.00.

 

Vel ankommet til Bayona starter vi med at handle lidt – hverken øl eller brød er tilbage. Havnekontoret har siesta til klokken 16 – og vi er tilbage klokken 16.30. Den plads vi har lagt os på, synes pigen i receptionen ikke er så god, så hun vil få nogen af havneassistenterne hen for at trække os til en anden plads. I mellemtiden hopper Lars i havnen (!) og får klaret tovværket ud af propellen – og da havneassistenterne brillerer med deres fravær resten af aftenen, flytter vi selv båden henad 21-tiden om aftenen. Mest fordi vi på havnetarifferne kan se, at den bro vi ligger ved koster 44 Euro per døgn, den anden bro ”kun” 23 Euro! Lidt pebret – men efter at have ligget for anker en uges tid, er det nu meget rart at være landfast igen.

Propelhøstog bifangst!

Vi får kigget lidt på Bayona, får badet, ryddet lidt op osv. Stille og rolig aften – hvornår er det ikke det! Og planlægger en tur til Vigo, da vi skal have købt lidt ind til montage af ankerspillet – bl.a. kalibreret kæde, det vi har er ikke kalibreret. Lars får dog afprøvet ekkoloddet, løseligt monteret på den ene køje viser det en vanddybde på omkring 8 meter under stævnen.

 

 

16.9.2003 – Bayona

 

Får først kigget lidt på de lokale udstyrsbutikker i Bayona, men de har ikke noget særligt – så vi tager bussen til Vigo og finder den ”Yatesport” hvor vi købte gummibåden. De er meget hjælpsomme, selvom deres engelske og vores spanske ikke er særlig godt. Vi kan pege i forskellige kataloger og finder efterhånden frem til de korrekte stumper. Dog mangler en væsentlig stump, nemlig ankerrulle – så da Kasper kommer ned om et par uger, så må han lege pakæsel – det ved han dog ikke endnu!

Vigo - busstationen

Vi får leget turister i Vigo, besøgt fortet som er placeret øverst oppe på et bjerg midt i byen med en fantastisk udsigt over bugten og byen – kan vi forestille os for da tågen ligger tæt over vandet kan man ikke se en dyt! Men udsigten ind over land er smuk, og selve fortet er med smukke haver og velholdte bygninger og stier.

Vigo - sightseeing

Vigo - view

Det bliver lidt sent inden vi er tilbage i ”Pinocchio” i Bayona – men vi når da at komme ud og spise ”Paella” – dog ikke særlig spændende lavet. Og beslutter at næste dag skal gå med at få lavet nogle praktiske ting på båden.

 

 

17.9.2003 – Bayona

 

I dag skal vi lave praktiske ting, har vi besluttet – så vi starter med – meget praktisk – først at stå op klokken 9.30 ... men efter morgenmaden kommer vi da igang. Lars går igang med at montere instrumenter til ekkolod/log – trække kabler, montere forstærkerboks, serverboks osv. Pæn kabelføring, tingenen bliver skam gjort helt efter forskrifterne, alle kabler monteret skjult osv.

Skabselektriker

 Osv. – og endelig efter 3 timers arbejde bliver der sat strøm til igen (det har jo virket, så det skulle vel ikke være noget problem ....) – men ingen dybde vises. Yderligere 2 timers fejlsøgning, kabelcheck osv. Osv. – kun periodiske visninger af dybden! Så der bandes og svovles – indtil vi så holder en pause, går på internetcafé for lige at checke evt. tekniske informationer hos Silva (som er producenten af instrumentet). Men får kun bekræftet næsten de samme informationer som i installationsmanualen. Sidder lidt og får kaffe og hvidvin på en lille fortovscafé (12-13 kroner) – betragter Bayonas indbyggere (og omvendt) – vender tilbage til ekkolodsprojektet, samler det hele igen, og så virker det tilsyneladende! Hmm! Nå – det får lov at køre hele natten, så får vi se.

 

Men ellers får vi ryddet op i (under) forkøjen, masser af papirer og andet bliver smidt ud – så nu begynder vi at kunne få plads til næste ”besøgende”: Kasper kommer herned om halvanden uge og bliver i omkring 10 dage, det glæder vi os til! Vi har jo kendt ham siden han var helt lille – og fulgt ham tæt indtil han blev smidt ud hjemmefra ;-) Var lidt svært at sige farvel til ham på Helsingør station da vi tog af sted fra DK – så det bliver hyggeligt at se ham, specielt for Annette, som jo ikke var med i DK for 14 dage siden.

 

Trille når lige at falde i havnen om aftenen – hun har normalt snor på i cockpittet, men får sig gerne overtalt til ”lang line”, dvs. Så hun kan nå hen til hækken (vi ligger fortøjet med hækken til broen) – men ikke hoppe i land. Og så er snoren så lang så hun kan hoppe ombord på nabobåden – troede hun! Men midtvejs mellem ”Pinocchio” og nabobåden var snoren ikke længere – en lidt våd og flov kat, der fik krattet sig op på båden igen og gik igang med at slikke sig ren for havvand – så kan hun lære det, kan hun! Selv om vi tvivler ...

 

Hun er ellers nem at have med, finder sig pænt i at være i snor og kan ligge i timer og sove – men vil dog gerne ud om aftenen, helst alene men ellers finder hun sig i at gå i snor. For anker er dog nemmest for alle parter: så kan hun gå rundt på båden uden at vi behøver at frygte ”udbrudsforsøg”.

 

Vi regner med at sejle fra Bayona i morgen eftermiddag den 18.9., dvs. vi lægger os for anker uden for havnen og sejler til Vigo fredag morgen for at hente det ankergrej vi har bestilt (ankerkæde m.v.). Og så sejler vi videre sydover – næste stop bliver Portugal, formodentlig Viana do Castelo – måske Porto hvis vejret er til en lang tur.

 

Bayona - Solnedgang