10.10.2003 Cascais til Sesimbra (25 sømil)

Fredagen ville vi benytte til at vise Kasper lidt mere af Portugal end blot Peniche og Cascais/Lissabon – så vi havde besluttet at sejle til Sesimbra, som også skulle være en forstadsby til Lissabon, blot syd for. Og så evt. blive der til søndag hvor Kasper skulle med flyet hjem igen.

På vej ud af Cascais havn

Efter at have betalt havnepenge i Cascais – godt det nu er lavsæson – ryddet og klaret op i båden, kunne vi starte mod Setubal – cirka 20 sømil fra Cascais. Lige som vi stod og lagde fra, kom de fra en engelsk båd ”Julaine” hen og hilste på – de var kommet ved 4-tiden om morgenen – og klagede lidt over at vi nu sejlede ligesom de kom (vi havde ligget ved siden af dem i Figueira da Foz og snakket meget hyggeligt med dem der)! Da ”Pinocchio” var på vej ud ad havnepladsen og Lars stod med fortøjningen i hånden, blev afskeden kortvarig – men ”maybe we'll meet in Sines” ...

Vi møder flere og flere både (og besætninger) som vi tidligere har ligget sammen med i havnene – og det er sjovt når man kommer ind i en havn at lige checke hvem af de tidligere ”naboer eller genboer” der allerede er ankommet. I Cascais mødte vi et par andre englændere (også fra Figueira da Foz), da vi var oppe for at købe ind – de var på vej ned i havnen, eller rettere sagt lå de for anker udenfor – og jeg kunne godt huske jeg havde set dem før, men ikke hvor og Annette kunne huske både dem og hvor. Jeg husker meget folks både og forbinder båden med personerne og stederne, hvor Annette husker personerne og forbinder med stederne. Så hvis nogen siger ”kan du se den Westerly Oceanranger, er den ikke flot?” – så ringer det omgående: ”Figueira da Foz, mand + kone, englændere” – men er der nogen der siger ”de 2 der går der har vi da set før” – så ”jaa, det kan jeg da godt huske .... men hvor var det nu lige det var”!

Nå tilbage til Cascais – med Kasper ved roret forlod vi  havnepladsen og lagde til henne ved receptionskajen, hvor vi lige skulle aflevere elstikket (et specielt et vi havde lånt) og have depositum for dette tilbage.

Og så hurtigt ud på Atlanterhavet med Kasper fortsat ved roret – og kurs mod Sesimbra. Det var diset, men solrigt og varmt, motor og selvstyrer kom på arbejde igen – og da Kasper havde siddet længe nok og kigget på de ikke-trækkende sejl og mumlet lidt ned i sin bog – så satte han Settlersspillet op i cockpittet, nu skulle der noget action til.

Klar til en omgang "Settlers"

Apropos ”Settlers” så er vi en familie, der spiller meget – og ind imellem finder vi et spil, der kan holde på spilleglæden år efter år – og det kan ”Settlers” – et spil hvor man skal bygge og udvikle byer på et lille landområde, en blanding af held (terningekast), dygtighed (rigtig placering af byer og veje, valg af strategi) og handelstalent/psykologi (man kan handle indbyrdes med ”varer”). Når vi spiller går vi (ihvertfald de fleste af os ...) højt op i det: det er ikke for at være med vi spiller – det er for at vinde! Og hvis de små (og store) nevøer/niecer/sønner tror vi er nemme ofre, og lader dem vinde fordi de er om ikke alle mindreårige så ihvertfald mindre end os, så kan de godt tro om igen! En sejr over en på 7 er bedre end ingen sejr ;-)

Og når man først har vundet, så kender sejrens sødme ingen grænser – taberne (og de er jo dårlige, hvorfor tabte de ellers ...) må ydmyges – selv om de insisterer på at kalde en for en ”dårlig vinder”, pyt! Skulle man undtagelsesvis tabe så er der jo heldigvis mange gode årsager til dette: ”I spiller sammen – det er ikke fair”, ”terningerne gav ALDRIG 8 (eller 9 eller 5 ...) – det er statistisk helt UMULIGT”, ”jeg trak kun ridderkort” (eller ”pointkort” eller hvad man nu tilfældigvis havde flest af), ”I havde placeret Jeres huse så de blokerede fuldstændig for mig – tumper”.

Selv Annette er blevet (næsten) af med sit ”husfreds-syndrom” (”må hellere lade som om jeg ikke kan bygge et hus – de bliver jo så sure når de taber ...”) og det er nu med mord i øjnene hun afleverer sin surt opsparede hvede når man med slet skjult skadefryd spiller et monopolkort!

At hun så alligevel kan vinde selvom hun hver anden gang overser ”udbytte” kan jo undre både Lars og Kasper – men der må jo være lidt naturtalent et eller andet sted!

Afhængig af hvem der lige har tabt, så kan stemningen efterfølgende være på grænsen til mord eller ihvertfald knugende tavshed – indtil næste spil startes: så skal de få skal de!

Så vi spillede ”Settlers” næsten hver dag – Lars er sikker på at han vandt mindst 2 spil mere end de andre – og da det er ham der skriver lige nu – så er det hermed fakta! Men han er ikke ene om pc-en (det er mig der redigerer sidst –he-he!) – Kasper (hvor ved du det fra??) og Annette mener, at vi alle har vundet lige mange gange!

Og nu skal vi nok lade være at skrive mere om Settlers de næste par måneder ☻

Tilbage til vandet – så husker jeg ikke lige hvem der vandt – så det var ikke mig! Men jeg sad jo også hele tiden med ansvaret for navigation, motor og meget andet ved siden af at spille ”Settlers”, så deet .....!

Vi ankom til Sesimbra cirka ved 17.30-tiden - og fik betalt havnepenge, som var forholdsvis billige (omkring 9 Euro – alting er fortsat relativt ...) – og tog bussen op til byen, cirka 2 kilometer væk. Fandt en lille fortovsrestaurant, som godt nok så ud som om de var ved at lukke grundet manglende kunder den dag. Men krofatter fik dog hurtigt genåbnet da han så 3 sultne turister komme gående – og vi fik noget ganske udmærket mad og lidt snak med krofatteren, som havde været i Tyskland i 4 år (eller var det Sverige?) og han kunne gøre sig rimeligt forståelig på engelsk.

Han ville gerne have prakket os nogle friske blæksprutter på – og kom slæbende med kræene på et stort fad direkte fra ”udstillingsvinduet”. Men til hovedret var det lige i overkanten, Kasper fik dog en forret bestående mest af marineret blæksprutte – og fik spist det hele!

Dessert, kaffe, Bailey og Cocnac – regningen lød på omkring 60 € – for 3 personer med 3 retter mad, vin, kaffe og a´vec – ikke så galt endda! På vejen tilbage til båden fik Kasper og Lars sig lige et par spil bordfodbold (Kasper vandt i overlegen stil ...). Da vi efterhånden var ved at være trætte ved 24-tiden og på vej til køjs – så dukkede havneassistenten op, bankede på båden og begyndte at snakke en helt masse omkring havnepenge. På det temmelig sene tidspunkt forstod vi for det første endnu mindre end vi plejer at gøre (har sikkert ikke noget at gøre med vinen eller cognac'en ...), for det andet var vi komplet uinteresserede i hvad han havde at fortælle på det sene tidspunkt - og fik ham verfet af båden og lovede at kigge op næste morgen.

Mod sædvane fik Kasper ikke spottet et par telebutikker af forskellig slags – de sidste nye telefoner kunne derfor ikke studeres (nå nu er den vist sevet ind ...)

11.10.2003 – Sesimbra til Setubal (12 sømil)

Om morgenen gik vi op og besøgte havneassistenten, som via en tolk fik forklaret os, at i weekenden var det IKKE lav-sæson - der gjaldt høj-sæson priserne! Og iøvrigt ville han gerne have ekstra 10 Euro fordi weekenden forresten startede om fredagen! Så på en pæn måde fik vi gjort ham klart, at vi dels ikke ville blive en dag længere (det var oprindeligt planen), dels at han kunne stikke sit krav om ekstra 10 Euro skråt op – vi sejlede med det samme!

Og som sagt så gjort – lige så snart vi var ned i båden igen, så blev fortøjningerne kastet og kursen sat først tilbage mod Lissabon, men da vi opdagede, at Setubal - Portugals 3.-største industrihavn - kun lå 2 timers sejltid væk fra Sesimbra blev båden vendt 180 grader og kursen sat mod Setubal. Det blev til en fomiddagssejlads i gråvejr men ingen regn før vi var på vej ind i havnen. Setubal ligger  lige inden for flodmundingen til Rio Saldo med grund til styrbords side, så det var om at holde tungen lige i munden og styr på navigationen. Men vi klarede det uden problemer selvom vi mødte en modsejlende coaster i den smalle indsejlingsrende.

Regnvejr på floden Rio Saldo

I Setubal blev vi guidet ind i havnen og hjulpet på plads inden den sædvanlige omgang papirarbejde på havnekontoret. Her var der to forskellige myndigheder, som hver nedfældede de samme oplysninger om os og vores færden på to forskellige formularer. Vi er virkelig begyndt at undre os over, hvad de skal bruge disse oplysninger til! Også her var havneområdet aflukket med aflåste porte; men til forskel fra tidligere havne blev vi ikke her - mod et depositum – udstyret med et adgangskort. I stedet måtte vi hver gang ulejlige vagten om at lukke os ind enten til havneområdet eller til badet, som lå udenfor det aflåste havneområde. På vores spørgsmål om vi ikke kunne få et kort fik vi at vide, at der var nogen til at lukke os ind 24 timer i døgnet – men noget anstrengende for os.

At havnepengene kan være temmelig eksorbitante til tider (op til 45 Euro for en overnatning) kan godt forklares med antallet af personer til at ”drive”  havnene (drive skal tages ganske bogstaveligt: de laver så vidt vi kan observere ikke en døjt ... udover at hjælpe en gæstesejler 1-2 gange i døgnet): i Setubal var der konstant 3 personer på vagt (havneassistent, brigada fiscal samt én mere) 8 timer ad gangen – så der skal lønnes 9 personer pr. døgn – så mange gæstesejlere kommer der altså heller ikke i Setubal, der er måske 5 ledige gæstepladser (og i alt 150 bådpladser). Og dem der kommer, ankommer vel typisk sen eftermiddag til tidlig aften. Men det er vel en metode til at holde arbejdsløsheden nede på – hvad ved vi.

Vi brugte så eftermiddagen på dels at få handlet lidt (det var efterhånden blevet lørdag) og til at finde ud af, hvorledes vi kom til Lissabon med Kasper om søndagen. Så det blev til en lang tur i Setubal i regnvejr.

For at Kasper kunne nå sit fly søndag klokken 10.50 fra Lissabon skulle vi med bussen fra Setubal kl. 8.00 søndag morgen. Så vi skulle ikke alt for sent i seng. Men der blev dog lige tid til et spil Settlers :-)

12.10.2003 – Setubal

Op klokken 6.30! Kasper skulle op og pakke og vi skulle nå at have lidt morgenmad inden busturen, som tog ca. en time. Som sædvanlig var der nogen som synes, at vi skulle tage en genvej til busstationen med det resultat, at vi gik for langt og var lige ved ikke at nå bussen. I Lissabon blev vi sat af ude ”hvor kragerne vender”. Heldigvis kørte der en bybus ind mod centrum. Så med et enkelt skift til en anden bybus nåede vi ud til lufthavnen i så god tid, at vi nåede en kop kaffe sammen og en lille sludder inden afskedens time. Kasper ville gerne lige nå at se om der skulle være noget i transithallen (måske en ny model af en mobiltelefon :-)) som han ikke kunne leve uden.

Efter at have sagt farvel tog vi så bussen tilbage til Setubal. Og som sædvanligt var der lidt ”tomt” i båden, når en af vores gaster er rejst hjem – dog endnu mere end sædvanligt: det er jo dog den eneste søn vi har ☺.

Men der er jo ikke så længe til jul, hvor vi regner med at komme til DK et par ugers tid.

Vi fandt så den lokale internetcafé og fik læst og skrevet et par mails. Ligesom vi også fik checket vejrudsigten, som gav os et rimeligt vejr at sejle til Sines i – dog desværre svag skiftende vind.

13.10.2003 – Setubal til Sines (37 sømil)

Tidligt op – ved 8-9 tiden – vi har vel ferie! Vi fik ryddet op i båden og gjort klar til afsejling til Sines. Endnu en gang nåede vi ud af flodmundingen uden problemer. Vores ene GPS var godt nok stået af p.g.a. for meget vand i week-end’en, så Lars måtte rigge den anden til i cockpittet, så vi kunne bruge den til at sejle efter. Selvfølgelig kan vi sejle uden al den elektronik, men det er nu en gang nemmere ikke selv at skulle beregne kursen og tage højde for både deviation og misvisning.

Afsejling fra Setubal

Der var stort set ingen vind og kun en let dis. Distancen fra Setubal til Sines er et stræk på ca. 37 sømil over en lang bugt med sandstrand. Men p.g.a. sigtbarheden kunne vi ikke se så meget. Vi startede så for motor og fortsatte til over middag, hvor vi fik lidt vind. Først blev genuaen rullet ud og et par timer fra fyret ved Sines tog Lars det hårde slid og satte storsejlet - og blev belønnet med at loggen viste over 6 knob på en jævn halvvind.

P.g.a. en ødelagt mole ved Sines (i vores pilot fra 1999 står der, at spidsen har været i stykker i et par år, så det ser ikke ud som om, at den bliver repareret!) måtte vi lige runde en rød bøje en kvart sømil fra den synlige molespids inden vi kunne sejle ind mod Sines. Det er muligt at ankre i nærheden af lystbådehavnen, men vi valgte af bekvemmelighedsgrunde (og noget med en ankerspil og en dårlig ryg ...) at lægge til i havnen. Tre mand stod parat til at hjælpe os med fortøjning ligesom en person fra brigada fiscal også stod parat med blokken.

Endnu en gang fandt vi papirer og pas og blev først indskrevet hos brigada fiscal og derefter hos havnefogeden. Da havnen virkede hyggelig og ikke mindst fordi vi kun skulle slippe 50 Euro for at ligge her en uge, valgte vi at blive her en hel uge for at få lavet lidt på båden inden vi runder Cabo de São Vicente – og Algarve-kysten.

Sines - Vasco da Gamas fødeby