Sidste nyt - fredag den 06. august 2004

Vi er i skrivende stund ved sydspidsen af Peloponnissos, Grækenland - i den sydlige del af Det Ioniske Hav.

Og er på vej til Kykladerne for at samle atter et hold gæster op - Martin og Trine, som ankommer omkring den 15. august.

Vi sejlede fra Crotone den 4.7. klokken 11.20 og ankom til Corfu den 5. juli om eftermiddagen - efter en lang, ret træls transporttur, svag nordenvind men ret mange dønninger.

Og siden ankomsten til Corfu har vi haft gæster i 2 omgange: Flemming og Charlotte og Sekker og Hanne - så vi har ikke haft tid til at kede os :-) Har ovenikøbet nået at sy solsejl, montere badestige og andre væsentlige ting!

Det meste af juli måned har gået med hvad vi synes er perfekt sejlads: Lidt sejlads hver anden-tredie dag (2-3 timer), ankring og badning, på ø-rundture, spisning på små hyggelige tavernaer, aftenhygge i cockpittet, afslapning, solbadning osv. Passer vind og sø ikke hvor man ligger for anker - så sejler man blot 1-2 timer over på den anden side af øen og så er der læ der.

Cikaderne ("chikanerne ...") summer, vinen er billig (dog er den græske ouzo bedre end den græske vin  ...), vores nylavede biminier holder cockpittet fri for sol, vandet er badevenligt (26-30 grader) - specielt de første 3 uger omkring Corfu og sydpå til Kefalonia har været tæt på perfekt! Svært at få armene ned .... solen skinner fra en som regel skyfri himmel (omkring 28-30 grader), vinden starter omkring ved middagstid - jævn til frisk fra nordvest, skal man tidligt af sted så passer det med lidt motorsejlads om formiddagen så man kan lade på batterierne, derefter lidt agten-for-tværs (hvis man sejler syd- eller østover altså ...), masser af små øer og vige med ankerpladser, små havne hvor man nærmest fortøjer ind til de små havnecafeer ("tavernaer"), ikke særlig dyrt (nærmest billigt ...!) - det er faktisk ret godt!

Vi har dog også haft lidt småsurt vejr, en bøde i Ithaka for at ligge uden ankerlys, lige nu lidt lange 8-12 timers sejladser, dage med dønning uden vind, urolige ankerbugter etc. - men overordnet er det - som nævnt før - ret godt!

 

IM006186.JPG (226640 bytes)

Etna . stadig liv i den gamle dame

Tilbage til forsiden