Sidste nyt - mandag 06. september 2004

Der var vist lidt kludder med "Sidste Nyt" fra starten af august - den kan læses her.

Lige nu ligger vi indeblæst for anker ved øen "Paros", midt i det ægæiske hav. Vejrudsigten det sidste alt for lange stykke tid har sagt "Near Gale", "Gale", "Strong Gale" - så vi ligger temmelig fast forankret her ved byen Parikia på Paros.

Siden starten af august har vi haft besøg af Martin og Trine, som sejlede med en uges tid fra "Kea" til "Syros" - en herlig uge med sol, badning, dykning, Settlers, Carcassonne - og sjovt selskab :-). Og også indeblæst i 2 dage på "Kea" ....

Vi brugte så et par dage alene på "Syros" efter at have sat Martin og Trine af. Og inden næste kuling kom, så sejlede vi til "Paros" for at samle Inia op. Hun har også sejlet med en uges tid - efterfulgt af en uge på hotel - og er lige nu sat af på sit hotel i byen "Aliki", flyver hjem i morgen, tirsdag. Atter en hyggelig uge med fornøjeligt selskab - ikke så meget sejlads (men det har også til en forandring blæst lidt vel meget ind imellem ...!), men solbadning, vandbadning, øtur etc. Og sjovt ophold i havnebyen "Naoussa", hvor vi lå sammen med "Scot Free" med Jack og Nelly, og besøg af Faith fra Australien.

Vi har fortsat lidt problemer med at komme på internettet - så der er aktuelt kun "Sidste Nyt" at læse - men vi arbejder på sagen/skriveriet/opkoblingen!

På torsdag eller fredag (afhænger af færgerne) får vi ungdomsbesøg af Tarra og Tine - Tarra er jo blevet student her til sommer, og de 2 piger har meldt deres ankomst her til på torsdag eller fredag (9. eller 10. september).

Til uge 41 har Jesper, Annemarie, Andreas og Magnus - og vores kære mor/svigermor Anni samt "onkel Ib fra Amerika" - reserveret ophold på Rhodos - så vi vil i næste uge så småt begynde at bevæge os mere østover mod Tyrkiet (og Rhodos).

Vejret er fortsat solrigt og varmt - dog er der her i det ægæiske hav noget mere blæsende end vi er vant til andre steder i Middelhavet - og indimellem lidt for kulingsagtigt! Men det skal man vist bare vænne sig til siger de, der har opholdt sig hernede mere end en enkelt sæson. Og ellers er alt vel her ombord - vi ligger meget for anker, hvilket Trille ikke er så glad for - hun vil hellere i land! Dog lykkedes det for hende her i nat at fange en lille fugl, som hun så i løbet af natten havde splittet en del ad oppe i cockpittet - så lidt underholdning har hun også ;-)

Slut for nu - prøver at få skrevet lidt mere detaljerede rejsebeskrivelser i løbet af de næste par dage ...