Sidste nyt - mandag den 18. oktober 2004

Jaa - opdateringerne af hjemmesiden sker ikke lige så hurtigt som man kunne ønske sig - men det har fortsat ikke været helt nemt med adgang til internetcafeer etc. Og når adgangen har været der så kan vi ikke få uploadet noget på grund af begrænsninger i udstyr eller "rettigheder".

Men vi skriver på livet løs med rejsebeskrivelser - i første omgang publiceres dog kun denne "Sidste nyt".

Vi er i Tyrkiet (Marmaris) og har været her siden sidste mandag, hvor vi sejlede fra Rhodos. Har lige fået et trådløst netværkskort (velvilligt sponsoreret af HB) til at "snakke med" havnens netværk - så nu er vi på nettet 24 timer - og da havnens installation er under installation, så er adgangen p.t. gratis :-)

Siden sidste opdatering i starten af september har vi haft hyggeligt besøg af Tarra og Tine - de var ombord en uges tid (10.9.-15.9.) mens vi var ved øen Paros - og vi fik sejlet lidt, badet, daset, spillet Settlers - og var lige ved at måtte "beholde dem" nogle ekstra dage - de kom med fly til Kreta og skulle med fly tilbage derfra også. Transporten mellem Kreta og Paros skete med catamaranfærge - og de 2 havde ikke bestilt/reserveret færgebilletter til hjemturen, vi troede egentlig ikke der var så meget run på færgen - men da de så skulle købe billetter til færgen på hjemrejsedagen, ja så var der udsolgt! En del panik og ærgerlige miner - men så lykkedes det heldigvis at finde 2 australske "backpackere", som havde billet til samme færge, ikke havde travlt, gerne ville tjene lidt ekstra penge - så de afstod (for en lettere overpris) deres 2 færgebilletter til Tarra og Tine - som så nåede deres fly hjem til DK!

IM006658.JPG (238945 bytes)IM006695.JPG (219733 bytes)IM006697.JPG (224213 bytes)

Tarra og Tine - Grill på stranden - bål

Efter Paros satte vi 2 tilbageværende (og katten ...) kursen mod Rhodos - som vi nåede via øen Dhenoussa, Levitha (for anker begge steder), Nisiros i "byen" Palon - her lå vi i en lille uge, dels fordi vejret ikke var det bedste, dels fordi der var meget hyggeligt selskab med andre sejlere og dels fordi øen er smuk, bjergrig, med vulkankrater og små sjove bjergbyer. Fra Nisiros nåede vi så øen Simi, lidt nord for Rhodos - også her lå vi for anker.

Og endelig Rhodos, hvor vi lagde til i havnen Mandraki i selve Rhodos by.

I uge 41 ankom Anni (Lars' mor) og "onkel Ib" (Lars' onkel) - samt Jesper (Lars' bror) og Annemarie (det må jo så være svigerinden :-)) med 2 stk friske nevøer Andreas og Magnus. Og vi havde en herlig uge sammen alle 8 - fik snakket, spist på restaurant(er), kørt rundt på Rhodos i bil, solet, badet, sejlet en lille tur - og ikke mindst spillet Settlers - visse af de ankomne hører absolut til "hardcorespillerne" i familien Jensen/Rugård/Klæsøe - og selv Lars tillod sig at vinde en enkelt gang (og hvilken triumf var det ikke ...!)

IM006772.JPG (239165 bytes)IM006800.JPG (230281 bytes)IM006796.JPG (258853 bytes)

Farmor og onkel Ib - Andreas, Annemarie og Magnus - Settlers ved poolen

Det var så meningen at Flemming og Hanne skulle ankomme her i uge 42, men der så (ser) ud til at være problemer med at få flybilletter til en fornuftig pris - så vi har p.t. ikke set nogen fra Albertslund endnu ;-)

Vi er som nævnt nu i skrivende nået til Tyrkiet - ankom sidste mandag eftermiddag fra Rhodos til en lille bugt nær Marmaris, hvor vi blot kastede anker og lå natten over. Vores erfaringer fra Rhodos og andre havne med større charterflåder og velbesøgte marinaer er at der hurtigt bliver optaget i havnene - så kommer man sent om eftermiddagen kan man risikere ikke at kunne finde plads. Så istedet for at sejle direkte til Marmaris marina mandag om eftermiddagen, ja så ventede vi blot til tirsdag formiddag før vi sejlede til marinaen. Men der var masser af plads i marinaen - også om aftenen.

Marinaen var (er) dyr - 35 euro for en overnatning - men da Tyrkiet kræver indklarering var vi nødt til at besøge en havn - og da vi også kigger efter vinterhavn, ja så var Marmaris et sted at starte. Senere sejlede vi så til "Marmaris Yacht Marina" som er langt billigere - ligger dog 10 kilometer udenfor selve byen, men der er en (gratis) færge til byen og små busser kører hver halve time (busserne hedder "dolmus" eller "gollum" eller sådan noget lignende ...) - og er billige.

Største overraskelse ved anløb i Tyrkiet var mængden af nuller i alle priser - havnepengene kostede omkring 55.000.000, "Transit Log" kostede 49.000.000, 2 colaer i et supermarked 2.000.000 stykket - så Annette ønsker sig en ny pung til alle de pengesedler hun nu slæber rundt med :-) - tyrkiske lire.

Også lidt overraskende var mængden af indklareringssteder vi skulle besøge - samt mængden af stempler i den indkøbte transitlog. Transitloggen udfyldes med alle informationer om skib og besætning - herunder information om man har smitsomt syge ombord eller sejler rundt med afdøde personer (!) - derefter besøger man først "Coastal Health Control Center". Den flinke mand på kontoret stemplede på 4 sider og satte sin underskrift på alle 4 sider - og overgav os til en underordnet, som omhyggeligt registrerede alle informationer i et (tror vi nok) centralt edb-system (de brugte sandelig "Citrix" :-)). Så skulle vi videre til næste kontor - i en anden bygning. Det var så "Passport Police" - som udover atter 4 stempler og 4 underskrifter også stemplede vores pas. Festen var ikke ovre endnu - videre til "Customs Enforcement", som dog befandt sig i samme bygning. Endnu 4 stempler og 4 underskrifter. Og så blev vi sendt videre til sidste myndighed, nemlig "Harbour Master" - som befandt sig 2 kilometer væk, inde i centrum af byen. Efter atter 4 stempler og 4 underskrifter var "Pinocchio" så på korrekt sæt og vis indklareret i Tyrkiet og har nu ret til "sail freely within Turkish territorial waters and between turkish ports provided that no commercial activity shall be undertaken ..." osv. osv.

Men alle 4 myndigheder stemplede og guidede videre til næste myndighed uden problemer - så det tog vel kun en times tid ialt, så udover mængden af stempler og underskrifter så var det nogenlunde smertefrit :-)

Ingen ulejligede sig dog ned for at checke om vi i det hele taget havde en båd og hvad vi evt. måtte sejle rundt med af afdøde personer, skydevåben eller andet som skulle indklareres ...

Transitloggen gælder 1 år eller til man forlader tyrkisk territorialfarvand - det betyder at hvis vi sejler tilbage til Grækenland (eller andre steder), så skal man have en ny transitlog ved tilbagekomsten til Tyrkiet. Og iøvrigt en ny ved anløb af Grækenland. Vi har mødt flere tyskere som sejler mellem Grækenland og Tyrkiet uden at oplyse de forskellige myndigheder om "landeskiftet" - det sparer jo også en transitlog hver gang - hvad der sker hvis man bliver snuppet ved vi ikke helt ...

Vi har fundet vores vinterhavn - "Marmaris Yacht Marina" - har brugt de weekenden på at køre rundt og indhente tilbud fra de andre marinaer på syd-kysten af Tyrkiet - men MYM er billigst. Har endvidere checket flybilletter til DK - "Snowflake" ser ud til at have gode priser til/fra Istanbul (omkring 1000 kroner hver vej) - så vi regner med at komme til DK omkring den 12. november - men mere om det senere.

IM006884.JPG (205627 bytes)IM006875.JPG (263478 bytes)IM006801.JPG (249056 bytes)

Farmor opgraderer - 2 onkler og 4 nevøer - farmor og "fiskemonsteret"