Sidste nyt - tirsdag den 24. januar 2006

På besætningens vegne skal der herfra lyde et STORT UNDSKYLD fordi vi har været så sløsede med opdateringen de sidste 4 måneder!!!

"Vi beklager - teknisk uheld" kan ikke engang bruges - og vi synes selv det er lidt meget for dårligt - der må strammes op - vi er begyndt opstramningen allerede - har 5 gange været i havnens fitnesscenter ...!!!

Nå - men nu vi er startet på opdateringen - så lad os da gøre en kort historie lang ... der må jo være sket noget på de 4 måneder hvor I ikke har hørt en lyd - trods utallige henvendelser omkring "manglende opdatering" ...

For lige at starte med slutningen - så er vi tilbage i Marmaris, sidste års vinterhavn. På stort set samme plads som sidste år. 

Og det er vi glade for :-) 

Prisen er også den samme - det er vi også glade for :-) 

Den nye færgetidstabel er ændret så vi nu skal afsted kl. 8.40 OM MORGENEN for at nå den - det er vi ikke så glade for :-( besætningerne på ThorChrist og Quest er her ikke mere - det er vi kede af :-( 

Til gengæld har vi så Sejner og Balou - (og Moonfleet, Timoreira, Caprice, Mon Reve, Ganova, Baleena, Mashona, Akka, Iranui, Pescadou, Coda, Hydrus, Chanticleer m.fl. fra sidste vinter - og så en masse nye) - det er vi også glade for :-)

Der er fortsat ikke altid varmt vand tilbage om aftenen i brusebadet - det er vi heller ikke glade for, til gengæld har havnen anskaffet 3 "golfbiler" og en Cadillac-limousine, det er vi lidt ligeglade med :-| ...

Er startet på vinterens aktiviteter såsom: quiz-aften, søndagsbarbecue, arbejde på båden, progessive dinners, internetadgangen er også i år gratis så det går der også "lidt" tid med, Lars' lille GPS-programmeringsprojekt bruges der lidt tid på, katten kræver sit, internettet, naboerne (Mon Reve, Knight of Legend og Timoreira)  ligeså, andre hyggelige sejler i omegnen tilsvarende, vi har stadig bøger der skal læses, internettet, om mandagen er der nu startet "spilleaften", så her er vi i gang med Canasta, pool, terning, backgammon etc., marked er stadig om torsdagen, vi er begyndt at motionere lidt (fitnesscenter og løb) - skal på skiferie i uge 7 så der må lidt træning til inden, internettet, lidt PC-hjælp en gang imellem, lidt almindelig hygge og snak, internettet ... så tiden løber noget hurtigt for tiden ...

Efter sidste nyt den 03.09.2005, fik vi endelig bevæget os til Piræus og set lidt af Athen. Her fik vi også monteret vores agterstagsisolatorer, antennetuneren og kobberfolie til grundplan - så kortbølgeradioen nu virker upåklageligt - med Bent fra Mikeros assistance har vi nu testet den over hele 180 sømils afstand - og det virker fint! Så er der lige det med radiolicensen ...

Efter Piræus sejlede vi tilbage igen til Poros - hvor den sædvanlige "danskerklub" opholdt sig - hmm, nogle af dem (ingen nævnt, ingen glemt ...) har vist ligget der så længe at under båden er bundvegetationen simpelthen død af mangel på lys, deres DSC (Distress Signal ...), som automatisk skal læse den aktuelle fra GPS-navigatoren og sende den ud i tilfælde af en nødmelding er nu fast indprogrammeret med positionen fra "Russian Bay" ...

Det var lige før vi selv var groet fast der - det var jo meget hyggeligt ... men efter yderligere et par dage (ja, ja så en uge da ...) fik vi hevet ankeret op igen, sagt farvel til Mikero og La Vie - og sat kursen mod Kea og Siros.

På Siros havde vi aftalt med Lene - min kære søster - at hun skulle stå på og sejle med en uges tid. Vi ankom til Siros i lidt god tid men brugte så de næste 14 dage på at arbejde på båden. Lå i perioden i en færdig marina i Siros by, færdig men ikke sat i drift - primært fordi afstanden mellem broerne ikke er stor nok til at man kan ligge mere end een række både ...

Lene stod på den 04.10, blev hentet ved færgen om aftenen og den første dag brugte vi så på at se noget af Siros by (Ermoupolis). Så afsted mod nye mål - en nat for anker på Paros og så videre østpå - et svagt ønske om at nå Kos tæt på Tyrkiet droppede vi hurtigt, da vi efter afsejling fra Paros fik en 6-7 beauforts (11-15 sekundmeter) Meltemi serveret ...

Så kursen blev sat en del sydover, først til Amorgos og derefter kæmpede vi os nordover til Naxos' nordspids til hovedbyen Naxos. Hvor vi tilbragte dagene indtil Lene tog hjem igen på hyggeligste vis.

Igen alene ombord på Pinocchio, fik vi sat kursen østover igen - havde jo et mål der hed Marmaris helst inden 1. november - "nogen" skulle fejre 50-års fødselsdag den 19. november og ville gerne til Danmark og holde fest (andre ville hellere have en watermaker ...).

Så efter et par små ophold på Denoussa, Kalimnos og Kos nåede vi den 22. oktober Rhodos - hvor vi fandt ind til Lidl-havnen - primært for at proviantere inden de næste 5-6 måneders ophold i Tyrkiet (med de høje priser på vin, øl, spiritus samt den dårligere kvalitet ost og svin) - men også fordi havnen er (var ..) gratis.

Annette fik her bestilt færge til Piræus - af forskellige årsager kunne vi kun finde billige flybilletter til København med afgang fra Athen - så der var noget transportlogistik, der skulle gå op i en højere enhed. Marmaris til Piræus - dvs. Marmaris til Rhodos, Rhodos til Piræus, Athen til København - en noget omstændelig rejse, men SAS flyver åbenbart ikke længere billigt til Istanbul ...

Så den 27. oktober nåede vi endelig tilbage til Marmaris - nåede lige at hilse på hele danskerkolonien - Jens fra ThorChrist, Helge fra Dacapo, Leif og Else fra Conveyor, Inge og Jens fra Balou, Firkløveren med Hardy, Arne fra Vikingen, Jørgen og Ruth - så der var hyggeligt selskab i de 14 dage vi var der. Alle - undtagen Balou - tog hjem til kolde Danmark (hvad vil I dog der om vinteren allesammen - ja, ja Jens, vi savner også Leila ... en lille smule) - så her til vinter er vi kun 2 danske både i Marmaris Yat Marin - Balou og Pinocchio, men så ligger Sejner der jo med Pouli og Merete i Netsel Marina lige ovre på den anden side af bugten :-)

Vi fik reserveret en plads i havnen og fik overtalt "marinerobossen" Ramasan til at flytte os ind til inderhavnen, hvor vi lå sidste år. Planen for resten af året var: sejle Annette til Rhodos, så hun kunne tage færgen til Piræus, Lars ville så sejle båden tilbage til Marmaris, få den parkeret pænt og afsat katten til "nogen" og derefter tage færge til Rhodos og Piræus, fly til København - og så skulle der festes igennem med 50-års fødselsdag den 19. november!

Og som sagt så gjort - alt klappede m.h.t. rejse og transport - og fødselsdagen var nok den bedste 50-års fødselsdag Annette og jeg har holdt - endnu da!

Vi nåede også at besøge en del af Jer mens vi var i Danmark - desværre ikke så mange som vi gerne ville (men vi kommer muligvis hjem et smut til foråret og måske også til efteråret - hvis vi da modtager nogle invitationer ...) - så der bliver lidt at indhente igen på det område ...

Vi var begge tilbage i Marmaris (lidt forskudt for hinanden: hhv. den 29. november og 11. december) - og Kasper kom herned den 19. for at holde jul sammen med os. Og vi 3 havde en rigtig hyggelig jul sammen - glæder os til at holde jul med dig næste år i Caraibien også :-)

IMG_0084.jpg (968220 byte)IMG_0080.jpg (956024 byte)

Så blev det jul i Pinocchio - "hvad du ønsker skal du få ..."

Så var der den sædvanlige jule- og nytårsfest her i havnen - særdeles hyggeligt og underholdende - desværre er de ikke så gode til det med at markere nytåret her i Tyrkiet, så selve midnats"episoden" var lidt tam - men så fortsatte vi til gengæld til klokken 3 om morgenen ...

Nu er vi også endelig kommet i gang med at få lavet de ting på båden, der står højest på listen - fået lavet en heldækkende cockpitpresenning (så vi nu har en form for bryggers - ja det ligner det vel efterhånden med alle de ting der er stablet op der), men det er fantastisk praktisk at have et tørt sted, hvor man, når det regner, lige kan tage sko og overtøj af og hænge op udenfor.

IM008294.JPG (278771 byte)IM008295.JPG (224492 byte)

Det nye bryggers - og søsterskibet Mon Reve

Varmtvandbeholderen er langt om længe installeret og idriftsat (varmer op med 220 volt eller motoren kølevand), vi er nu i skrivende stund i gang med at ændre kahytsbord og bagbords sofaarrangement, så det bliver lidt mere praktisk.

Ellers er "listen" ikke blevet synderlig kortere - selv om nogle ting jævnligt kan streges så kommer der nye ting til løbende - så det er lidt af et Sisyfos-arbejde - ja, ja så lidt græsk mytologi: Sisyfos var en græsk sagnkonge, der som straf for krænkelse af guderne, måtte rulle en klippeblok op på et stejlt bjerg, hvorfra den bestandig trillede tilbage - så han kunne starte forfra.

Spekulerer nogen gange på hvem vi har generet - nå men så har vi jo noget at foretage os de lange vinteraftener - og dagene med!

Vi bliver her i havnen til omkring medio april - tager den nok lige på land til en gang bundmaling, nye zinkanoder etc., så i april og lidt af maj vil vi opholde os på den tyrkiske sydkyst. Så er planen at vi sejler ud af Middelhavet, måske et smut til Azorerne og/eller Madeira, derfra til de Canariske Øer, hvor vi regner med at ankomme til i starten af oktober - og så er planen at sejle over Atlanten til Caraibien en gang i december eller januar.

Mere om det senere - men forhåndstilmeldinger til denne tur modtages gerne - vi regner med at vi kan have 2-3 ekstra gaster med - og vi tror nok vi kan regne med Kasper som den ene.

I øvrigt - hvis alle I der læser dette, gerne vil have en besked på email når en ny opdatering bliver publiceret, så send venligst en email til:

            opdateringsrobot@sypinocchio.dk

så vil I fremover automatisk modtage en email når der er nyt indhold på www.sypinocchio.dk.

 

Link til sidste rejsebeskrivelser er her:

Poros til Marmaris

Marmaris - og fødselsdag i DK

Jul og nytår i Marmaris

 

Kærlige hilsener til alle

Lars og Annette 

 

Tyrkisk telefonnummer: +905383152295

 

IM008290.JPG (234794 byte)

Billeder på væggene - det ligner snart et hjem igen