Sidste nyt - onsdag den 17. maj 2005

Så nåede vi endelig frem med en opdatering - bedre sent end aldrig :-)

Siden sidste opdatering - den 21. marts 2005 - er det endelig lykkedes os at "rive os løs" fra Marmaris Yacht Marina og vores vinterhavn - og det er rart at være på farten igen.

Vi er lige nu tilbage på Kos - efter et besøg på den lille græske ø Tilos - ankom i formiddags fra Tilos. Hvor vi lige sage "häj do" til Svend fra "Alma", han skulle starte et job som kok på en af tavernaerne - men grækeren der ehjer tavernaen er ikke kommet endnu!

Vi ligger pænt her i Kos havn ved havnepromenaden - solen skinner, det er over 25 grader varmt (vandet dog kun 16-17 grader) - havde en stille og rolig tur fra Tilos uden vind.

Trille slapper HELT af!

Tilbage til Marmaris og vinterhavnen: vi kom på land i den sidste uge i marts - da vi købte vindror i vinter (brugt af mærket "Windpilot") ville vi gerne have ændret på kølen, så båden er i lidt bedre balance. Så det fik vi sat gang i - bestilt en stålplade til at montere bag kølen, mængder af epoxy, glasfiber, spartel osv. Samt alle de "normale" ting som bundmaling, polering, reparation af ridser i skroget, "ropecutter" til skrueakslen etc.

Stålpladen blev bestilt og leveret - de flinke tyrkiske arbejdsmænd fik vi også til at afmontere propellen således at vi selv kunne montere "ropecutteren" - propellen og propelmøtrik var nærmest groet fast, så det krævede specialværktøj af forskellig slags, ikke noget vi selv havde ombord.

IM007380.JPG (224819 bytes)

Arbejde på kølen

Selvfølgelig blev det regnvejr lige da vi var kommet på land - men da Lars samtidig fik en gang influenza og "lå ned" i 3-4 dage, så gjorde det ikke så meget alligevel. Dog er det altid problem at bo ombord på båden, når den er på land - man kan ikke benytte wc eller vask, der er langt op og ned ad stigen osv. Og når man ligger med feber er det ikke det morsomste - og mænd er jo nogen skravl ...

Men efter at regnen og sygdommen gik over fik vi da startet på arbejdet igen - og efterhånden fik vi både monteret kølforlængelsen, bundmalet, renset teak-dæk, poleret fribord, renset og malet propel osv. osv. - og den 12. april var vi klar til søsætning igen.

Men så havde havnens travelift for travlt med optagning/søsætning af andre både så der gik lige et par ekstra dage med at vente på traveliften - sjovt nok var der samtidig 2 andre danske både, der var klar til at blive søsat - begge både som havde stået på land om vinteren og hvor besætningen nu kom tilbage til Tyrkiet for at starte sæsonen: "Sif" med Per og Eva og "Conveyour" med Leif og Else.

Tidligere var også "Havheksen" med Mogens og Kirsten blevet søsat - så pludselig var vi en hel flok danskere, som begyndte at se lidt til hinanden.

Blandt andet havde vi en hyggelig grillsøndag hvor besætningerne fra de fleste (alle?) danske både samt en flok svenske både mødte op - rigtig hyggeligt.

Også den (gratis) vinsmagning den 13. april trak fulde huse - hvis der er noget der kan samle sejlere, så er det åbenbart ordene: "alkohol" og "gratis" - hvad mon vores livretter er - hvis man gætter på "gratis mad" så er det vist ikke helt ved siden af :-)

Efter søsætningen begyndte vi at gøre sejlklar igen - et par dages hårdt arbejde og "Pinocchio" så i hvertfald på overfladen sejlklar ud! Vi havde aftalt med "Thor Christ" (Jens og Leila) samt den svenske båd "Alma" (Svend "Gønge") at sejle sammen til Rhodos fredag den 15. april - og efter et farvelparty på "Pinocchio" den 14. april, fik vi listet os ud af havnen om formiddagen den 15. efter at have sagt "farvel og på gensyn og tak for denne gang - vi ses igen" - til lyden af vemodige tågehorn og synet af viftende arme og hænder.

Det har været et fantastisk vinterhalvår - masser af sjove aktiviteter - som man måske har kunnet læse af tidligere beskrivelser - og vi har mødt mange søde sejlere som vi håber på at møde igen - nogle har vi allerede mødt igen siden afsejlingen - andre aftalt at mødes med igen.

Men sejladsen trækker jo - efter al den hektiske vinteraktivitet trængte vi til at finde en stille ankerbugt - med landstrømmen var alle vores bådbatterier ladet godt op, nu trængte de psykiske batterier til at blive ladet op også - sejlads, nye steder, fred og ro for anker, slås lidt med naturen - og myndighederne ikke at forglemme - ikke længere "skulle" til quiz-aften hver onsdag, ikke behøve at hilse på naboen og genboen hver morgen - selvom vi har haft meget sjov med "Moose" (Richard og Adrienne) og "Mayhem" (Ann og Graham) i vinterens løb!

Heldigvis ville "Thor Christ" og "Alma" - som nævnt tidligere - gerne sejle i konvoj et stykke af vejen - og med vores kendskab til dem, så ville det formodentlig ikke blive særlig kedeligt følgeskab ...

Første stræk skulle gå til Rhodos - Tyrkiet har lave priser på mange ting - faktisk de fleste dagligvarer (grøntsager, kød) - men specielt priserne (og kvaliteten) på øl, vin, spiritus og vanskeligheden ved at finde ordentligt svinekød og ost gør et besøg i Grækenland til en nødvendighed i ny og næ.

Reglerne for ind- og udsejling af de forskellige lande (Grækenland og Tyrkiet) medfører en del papirnusseri og udgifter - hvis man forlader Tyrkiet med båden skal man udklarere, og ens transitlog bliver så ugyldig. Næste gang man ankommer til Tyrkiet igen skal man så anskaffe en ny transitlog, som koster i omegnen af 200,- dkr.

Hvis man udklarerer fra Grækenland (ved at sejle til Tyrkiet) får man et stempel i den græske transitlog - næste gang man ankommer til Grækenland fra Tyrkiet skal transitloggen så "genåbnes" hvilket koster omkring 15,- Euro.

Så det kan hurtigt løbe op hvis man skifter "land" et par gange om ugen - hvilket ikke er ualmindeligt her i området. For slet ikke at tale om alle besøgene på havnekontor, immigrations-/sundheds-myndigheder, portpolice, toldere - så alle er vist bedst tjent med at vi omgår reglerne en lille smule ... ;-)

Og da de østlige græske øer (Dodekaneserne) og den tyrkiske vestkyst ligger temmelig tæt på hinanden (ganske få sømil) og da vi gerne vil skifte lidt mellem de 2 lande (indkøbsmuligheder og beskyttelse for vejret) - ja så bliver det nemmeste at undlade at udklarere og så sejle med dobbelt transitlog. Og så huske at vise den rigtige transitlog til de relevante myndigheder ... så tyrkerne tror vi sejler i tyrkisk farvand og grækerne tror vi sejler i græsk farvand. Og sidst men ikke mindst huske at skifte gæsteflaget også ... (husk det nu, Svend!).

Det ser ud til at tolderne og portpolice ser lidt gennem fingre med denne trafik - som (så vidt vi kan fornemme ved at tale med andre sejlere) er temmelig udbredt.

Vi fik dog et lille problem da vi havde besøg hjemmefra, idet vi ikke umiddelbart kunne sejle familien fra Kos, hvor de ankom, til Bodrum i Tyrkiet - idet vores tyrkiske transitlog jo kun havde registreret os selv som besætning. Men det løste vi så ved at de tog en færge fra Kos til Bodrum, i Bodrum fik vi dem så skrevet ind i den tyrkiske transitlog - og kunne så sejle tilbage til Kos med dem uden problemer.

Tror dog nok problemerne vil starte for alvor hvis man bliver snuppet i at udføre denne trafik helt åbenlyst - i så tilfælde vil vores historie være "motorproblemer, så vi måtte søge nødhavn ..."

Nu får vi se ...

Som I kan se af nedenstående har vi 3 forskellige telefonnumre - er der nogen der kender en telefon, hvor man kan benytte 3 forskellige SIM-kort samtidig så hører vi gerne om det ...

Link til sidste rejsebeskrivelser er her:

Marmaris til Kos via Datca, Symi og Knidos

Kos/Bodrum/Kos - med gæster

Kos/Tilos/Kos

 

K.h. Lars og Annette 

 

Græsk telefonnummer:

Tyrkisk telefonnummer: +905383152295

Dansk telefonnummer: +4526158465

IM007421.JPG (207068 bytes)

"Muttepusen" og 93 kilos "Puttemus"