04.06.2004 - Ibiza til Sardinien (340 sømil)

Efter at have repareret selvstyrer kommer vi afsted klokken 12.30. I starten er der sandelig vind - hele 6 timers sejlads får vi, først klokken 20 må vi igen starte motoren.

Selvstyreren fungerer nu upåklageligt. De andre tandremme vi har haft monteret de sidste par dage har været slidte og lidt strakte - kan jeg mærke i forhold til den vi lige har monteret. Den er svær at få på da den er dejlig stram ....

05.06.2004 - Ibiza til Sardinien (340 sømil)

Fortsat motor, svag vind fra SW. Kunne måske sætte gennaker - venter til Annette vågner ....

Fiskekrogen forsvandt i nat - enten en stor fisk eller en dårlig knude (men da det er min kære bror der har monteret apparatet tror jeg mest på det første). Jeg får sat en ny krog (blink) på - med dobbelt line til svirvelen. Annette mener "noget" hev fat i krogen om natten - men dette "noget" hoppede af igen. Monterer linen omkring et spil, så lyden fra spillet skulle gerne indikere gevinst.

Logbogen klokken 19.25: "Genua + motor. 5.5 SOG (Speed Over Ground), 170 mil til Sardinien, 855 mil til Corfu.

06.06.2004 - Ibiza til Sardinien (340 sømil)

Om natten fortsat måne- og stjerneklart. Selvom der ikke er noget videre vind så er der 2-meter høje dønninger fra vest-nordvest. Meget generende, båden ruller noget, sejlene kan ikke stabilisere ret meget når der ikke er vind. Dønningerne aftager lidt op ad morgenstunden.

IM005751.JPG (289006 bytes)

"Land i sigte" - dumme kat, det er der vi kommer fra!

Klokken 14.00 er der endelig bid på fiskelinen. En stor dorado (tror vi nok) på omkring 3 kilo. Lars haler den ind og renser og fileterer den. Trille synes ikke om den "sprællende krabat" - hun ville vist hellere have haft kløerne i den lille fugl, som tog sig et hvil på søgelænderet i formiddags.

IM005769.JPG (264996 bytes)IM005779.JPG (304338 bytes)

Så er der endelige bid!

Svag vind fra nordvest. 75 sømil tilbage.

2 gange var der "noget" der hev i fiskelinen, men begge gange hoppede de af igen. Men klokken 17 er der ordentlig bid igen. En endnu større krabat på 5-6 kilo - også en dorado (eller bonito eller hvad de nu hedder ...). Den bliver også renset men ikke fileteret. Vi vil forære den til en eller anden i havnen når vi kommer ind - een fisk er nok til os. Så den ryger også i køleskabet. Krog og snøre er nu taget ind - ikke behov for flere fisk det næste stykke tid ....

IM005789.JPG (247734 bytes)

Og nok en gang!

07.06.2004 - Ibiza til Sardinien (340 sømil)

Anløber klokken 8.55 "Porto Teulada" på Sardiniens sydspids. Sejlet 340 sømil, 69 timer heraf 62,5 for motor.

Fisken foræres til havneassistenten ("ormeggiatori" - se nedenfor) - han virker glad for den, men hans italienske er noget bedre end mit, så det er lidt svært at sige præcist ... ;-)

Vi får sovet til middag - og om aftenen får vi taget os sammen til at gå på cafe på den nærliggende campingplads. I selve havnen er der absolut ingen faciliteter - dvs. der er vand og strøm, men kun fra klokken 20 til 5 om morgenen bliver der tændt for hhv. vand og strøm. Ingen butikker eller havnebar eller noget.

Lars går om aftenen en tur med Trille - hun ser ud til at nyde at blive "gået med", følger pænt med rundt i havneområdet. Snakker med den anden italienske "ormeggiatori" (som er betegnelsen for de folk der assisterer med fortøjningsliner, vand, brændstof etc.) - vist nok "bossen", han har boet i Tyskland i 14 år, sjov og meget venlig mand. Vi snakker katte, fisk, vejr - på en blanding af tysk og engelsk.

08.06.2004 Porto Teulada

Trille har absenteret sig - har ikke været hjemme i nat og kommer ikke hjem om morgenen. Forhåbentlig er hun ikke hoppet ombord på en norsk båd, der sejlede tidligt i morges ... men hun er nok bare lige træt af at sejle. Området her omkring havnen er ret øde, dvs. ren natur - masser af fugle og cikader. Så hun er nok på længe savnet jagttogt.

Vi får samlet og smurt cyklerne og cykler til byen Teulada, ca. 8-9 kilometer væk. Indkøb og frokost på restaurant - pasta, ej særlig godt! Godt at få cyklet, flot natur i bjergene - den salte luft slider godt på cyklerne, specielt kæde, gear og kabler ruster og korroderer.

En fransk båd inviterede os på drinks ombord - men vi var lige på vej ud at cykle, så det bliver en anden gang. De vil gerne følges med nogen når de sejler - og skal også i retning mod Sicilien, så måske kan vi følges lidt med dem, kunne være hyggeligt. En 34-fods Bavaria, de er omkring 65-70 begge 2. Belgiere men båden er fransk indregistreret (de har boet i Frankrig).

Strømmen i havnen kommer fra en dieselgenerator, som startes om aftenen og kører indtil klokken 5 om morgenen. Lidt støjende på land - men på bådebroen kan vi ikke høre den.

 

IM005813.JPG (283703 bytes)

Cykeltur på Sardinien