12.10.2004 - Marmaris

Efter indklareringen og et lille besøg i byen - som er rimelig stor, markeder, små og store butikker - og ikke mindst er havnefronten fuld af restauranter, cafeer hvor de hele tiden forsøger at shanghaje én - hvilket er lidt enerverende i længden. Det plejer dog at gå over når man har været i området et stykke tid - så lærer de åbenbart at se på en om man er seriøst sulten eller bare sulten for sjov - eller noget :-)

Vi ville kun blive i "Netsel Marina" en enkelt dag - alt for dyr efter vores smag (40,- Euro om dagen) - så gik i gang med at bruge de i havnelejen inkluderede ressourcer, vand og strøm. Så båden fik en længe tiltrængt afvaskning, gummibåden blev spulet for salt, batterierne blev ladet op og fik også en gang (destilleret) vand. Så lidt fik vi da for pengene.

13.10.2004 - Marmaris til bugt (8 sømil)

Efter lidt indkøb skulle vi lige overveje hvad og hvor vi skulle tilbringe de næste dage - første presserende problem var aftenens fodboldkamp mellem DK og Tyrkiet. Så vi besluttede at sejle tilbage til den bugt vi havde ligget i den allerførste dag i Tyrkiet - der var en anløbsbro, restaurant og hotel - så måtte de vel også have et fjernsyn.

Så vi forlod marinaen og sejlede de cirka 8 sømil tilbage til bugten, hvor vi lagde til ved en lille anløbsbro - gratis at ligge der, men så forventede de også at man spiste i restauranten om aftenen. Men hellere det end betale dyre havnepenge i en marina ...

Meget hyggelig lille bugt - men stort set ingen faciliteter udover restaurant og hotel - ingen indkøbsmuligheder, bus eller lignende. Og desværre heller intet fjernsyn viste det sig - men strøm på broen var der dog - så efter aftensmaden i restauranten (lidt vel dyrt synes vi nok - så var de havnepenge vist også betalt) riggede jeg vores eget fjernsyn til, og regnede med at Tyrkiet da måtte sende landskampen i fjernsynet.

Men snydt igen - samtlige af de 4-5 kanaler vi kunne tage, viste noget ganske andet - dog kom der på én af kanalerne nogle statusmeddelelser når der blev scoret - og det gjorde der jo, også en gang for meget.

14.10.2004 - Marmaris bugt

Bugten var dog lidt for stille og urolig - blandt andet kom der hver morgen en stor færge forbi, der satte gevaldige søer ind mod anløbsbroen - og vi skulle jo have fundet denne her famøse vinterhavn - begyndte at trænge til lidt faste omgivelser/forhold synes vi.

Så vi sejlede tilbage til Marmaris bugt, hvor vi kastede anker ved "Pupa Yat" marina - også en lille anløbsbro. Overfor lå "Marmaris Yacht Marina", en af de havne vi ville undersøge for pris og om de havde plads til os til vinter.

Efter ankring lidt badning og lidt afslapning i nyvasket båd - solpanelerne klarede strømmen, proviantbeholdningen var rigelig - så der var lige nu ikke så meget at skynde os efter.

Vores plan var at leje en bil og så besøge de 7-8 mest omtalte marinaer her på Tyrkiets sydlige kyst - for at sammenligne forhold, priser, tilgængelighed osv. Så om eftermiddagen sejlede vi ind i gummibåden til "Marmaris Yacht Marina" (MYM) - og deres priser var sandelig noget ganske andet end "Netsel Marina" og de par græske marinaer vi havde besøgt indtil nu. Kun 5 Euro for en overnatning, 120 Euro pr. måned ved 6 måneders ophold - i Vila Real gav vi 220 Euro om måneden - og en pæn havn, stor, masser af små butikker/workshops osv. Så den fik et stort plus på listen.

Og vi besluttede at sejle herind næste morgen og leje bilen herfra.

15.10.2004 - Marmaris Yacht Marina

Og som sagt så gjort - om formiddagen fik vi en plads i MYM på "visitors pontoon" - og bestilte en bil til næste dag. resten af dagen blev brugt til at se lidt på havnen, checke om der var nogle vi kendte osv.

Selv om marinaen ligger lidt uden for Marmaris by, så er der ingen problemer med at komme ind til byen. Der sejler en gratis færge mellem havnen og byen 2 gange om dagen. Desuden går der bus ("dolmus") hver halve time, og de ca. 10 kilometer til byen kan man sagtens cykle - oplagt at så få gjort cyklerne "sejlklare" igen - hmm, ser lidt vel rustne ud her og der ... opbevaring på dækket under sejlads er vist ikke nogen særlig fremragende idé!

Vi fik lige udarbejdet et "sammenligningskema" hvor vi kunne notere de oplysninger vi ønskede omkring havnen: pris, beliggenhed i forhold til nærmeste by (indkøbsmuligheder, underholdningsværdi etc.), havnen i læ for vind og vejr, katteegnethed (f.eks. ikke veje med trafik tæt forbi havnen, lidt grønne områder), størrelsen af havnen, bådudstyrsbutikker og småværksteder (lidt skal vi jo nok købe/have lavet i vinterens løb), toilet/bad-forhold (belært af lidt dårlige erfaringer i sidste vinterhavn - Vila Real) osv.

Tidligt i seng - så vi var friske til næste morgens lange køretur.

16.10.2004 - Marmaris Yacht Marina

Som aftalt dukkede manden med bilen op om morgenen - dog en lidt bedre bil end aftalt, men til samme pris - så det var jo for en gang skyld i orden :-)

Og så fik vi ellers kørt Tyrkiets kystveje tynde - første dag nåede vi 4 havne på vejen til Antalya - ialt cirka 750 kilometer - det var et par trætte sejlere der krøb ombord i "Pinocchio" om aftenen. Godt Marmaris ligger i midten af de områder vi vil undersøge!

Marti Marina - smuk beliggenhed

17.10.2004 - Marmaris Yacht Marina

Og igen afsted i bilen næste morgen - dog lidt tidligere afsted. Og yderligere 4 havne nåede vi også i dag - heldigvis ikke så langt at køre, men omkring 500 kilometer blev det dog til.

Strøm, TV, Telefon, vand! - Port Göcek

Vi havde udarbejdet et fint skema over de enkelte havne - planlægger at skrive en artikel til et af bådbladene, så ingen detaljer p.t. - er nogle interesseret i specifikke oplysninger så send blot en mail.

Begge dage kom vi igennem flotte landskaber, den tyrkiske kyst er temmelig bjergrig og frodig - i forhold til de græske ægæiske øer er alt grønt, skovrigt.

18.10-03.11.2004 - Vinterhavn i Marmaris Yacht Marina

Vi fik samlet vores oplysninger om de forskellige marinaer her i det sydlige Tyrkiet - og MYM var den absolut billigste for 6 måneder (750 Euro), resten lå prismæssigt fra 1.200 (Marti Marina) op til omkring 2.800 (Göcek).

Og vi fik booket plads her i havnen - i første omgang på "visitors pontoon" - men nu er det lykkedes at få plads inde i "den gamle havn", sammen med en lang række andre fastboende.

Vi har startet forskellige projekter - et par nye hylder på toilettet, agterste fortøjningsklamper forstærket, oprydning/sortering, skillerum, loftplader og hylder i pantry osv.

Pantryhylder

Har været til "quiz-aften" de sidste 2 onsdage - meget underholdende. I søndags var der "Halloween" om eftermiddagen - vi deltog dog kun i den sidste del af festen.

Vi har mødt et par danske både eller 5 - men de 4 af dem har fået båden på land og er taget hjem - kun "Quest" med Michael og Lichia er tilbage - men de er også meget underholdende :-) Er dog ved at sælge båden og tage videre - hvor hurtigt det går er svært at sige.

Og ellers er der mange englændere, en del tyskere, franskmænd, amerikanere, et par hollandske både - og nogle få svenske. Så vi keder os ikke særlig tit ...

Katten ser vi ikke så meget til - hun farer rundt hele natten, og sover på nabobådende om dagen - i går nat faldt hun dog i vandet omkring ved 1-tiden. Vi hørte et eller andet plask udenfor og for op - men kunne i første omgang ikke se noget. Men så så Annette hende svømme langs pontonbroen og kigge efter et sted at komme op - hun hverken miavede eller noget - så jeg greb hende under maven og fik hende hevet på land igen. En meget lille våd og forskrækket kat der gemte sig et eller andet sted indtil hun var tør - så kom hun hjem omkring ved 5-tiden om morgenen og fik lidt mad!

Der er et par andre katte her omkring (også på broen vi ligger på) - og de har allesammen tit travlt med at forsvare deres territorier eller lege eller hvad det nu er der nogen gange lyder som 4 elefanter der tramper rundt på dækket, eller som om en eller anden hærværksmand er i gang med at pifte cyklerne - der kan godt nok være meget luft i sådan et par katte der hvæser af hinanden ...

Nu må vi vist hellere få lagt noget ud på internettet - mere følger senere (altså på året ...)

Catasonne ...